Prøv avisen
Kirkeligt set

Kjeld Holm: Det er ren populisme at kalde et land for ”kristent”

Illustration: Peter M. Jensen

Hvor ordet "kristen" tidligere udtrykte en tro på, hvad man kunne leve på, en opfattelse af, hvad det kom an på, at Guds nåde var et livsfundament og et krav om et liv i kærlighedens gerninger, en livsmening, så er det nu ved at blive et udtryk for et ejerforhold, skriver afgående biskop Kjeld Holm

Man gjorde et ord fortræd. Sætningen er en, jeg har stjålet - fra en artikel af Johannes Sløk, som findes i hans bog ”Kritiske bemærkninger” fra 1973. Jeg kom i tanker om den i forbindelse med den ophidsede - og indimellem patetiske - debat om, hvem eller hvad man kan betegne som ”kristen”. En stat eller et land, som regeringen mener, jævnfør regeringsgrundlaget for Lars Løkke Rasmussens smalle Venstre-regering? Eller kan man udelukkende anvende betegnelsen om det enkelte menneske?

Ikke fordi jeg egentlig gider, hertil er udsagnet for ligegyldigt, og det vil hurtigt blive glemt og kommer ikke til at betyde noget som helst i den praktiske politik. Det er tom retorik, og udsagnet er ren populisme, en slags religiøs-politisk legitimering af stramningerne på flygtninge- og indvandrerområdet.

Når jeg alligevel tager emnet op, er det netop, fordi ordet ”kristen” igennem en årrække har været i færd med at skifte karakter eller betydning.

Hvor det tidligere udtrykte en tro på, hvad man kunne leve på, en opfattelse af, hvad det kom an på, at Guds nåde var et livsfundament og et krav om et liv i kærlighedens gerninger, en livsmening, så er det nu ved at blive et udtryk for et ejerforhold.

Jeg har noget, som andre vist ikke har. Jeg har en livsopfattelse, som er bedre end hos dem, der har en anden religion eller ingen måske.

I den førnævnte artikel går Sløk i første omgang historisk til værks og fortæller, hvad ordet ”kristen” betød, da det kom ind i det på mange måder brutale romerske verdensrige, hvor slaver og ikke romere ikke blev behandlet som mennesker. Da kom ordet til at betyde noget dybt humant.

”Det antydede, at den fattige ikke var en, man gik forbi, men som man hjalp, at enkerne ikke blev ladt i stikken, men understøttet, at lidelser hos andre var noget, man skulle dulme, at foragtede mennesker i hvert fald kunne finde et sted, hvor man ikke tog hensyn til foragten, at folk, der forsyndede sig, ikke skulle udstødes, men tilgives, at man tog det alvorligt med sin egen moral, men ikke moraliserede på andres vegne, at man dømte sig selv hårdt, men den anden mildt.”

Men ordet kristen blev - historisk - et ord med en anden betydning, det blev ”et stolt, et hovmodigt og magtbegærligt ord. Blot få århundreder efter, at ordet 'kristen' var blevet født, var det ikke til at kende igen”.

I denne bekenderiets tid må jeg bekende, at jeg egentlig altid har haft lyst til at svare, når jeg blev spurgt, om jeg var kristen, at ”det rager da ikke dig”. Om jeg er kristen, er nemlig en sag mellem Vor Herre og mig. Men så vil jeg i øvrigt hjertens gerne fortælle, hvad netop det forhold betyder for mig. Og det har jeg faktisk gjort i 41 år. Eller at være kristen betyder at høre et budskab og føle, at det også har med mig at gøre.

I 1920'erne og 1930'erne var der en teolog, Karl Nielsen, der dengang betød meget i den teologiske og kirkelige debat. Han havde oprindelig været i USA, men kom hjem igen og blev på et tidspunkt frimenighedspræst i Ågård. Efter krigen tog han et arbejde op i det sønderbombede og forarmede Tyskland, ikke mindst blandt de mange flygtninge fra det gamle Tysklands østlige dele, der nu var besat af Sovjetunionen.

Engang i midten af 1960'erne hørte jeg ham holde foredrag for en lille flok på Aarhus Universitet. Det var spændende, fordi hans erfaringer fra den første efterkrigstid var nogle, han ikke delte med mange. Han fortalte om en natlig vandretur med en flygtning, der havde været præst i Østtyskland, men som ikke syntes, at flugten til Vesten havde ført nogen form for frihed eller glæde med sig. Han var bitter, også på vestmagterne, der blot ydmygede tyskere og alt, hvad der var tysk.

”De moraliserer og holder hele tiden dom over os,” sagde den tyske præst. ”Er det kristendom?”, spurgte han. ”Næ,” svarede Karl Nielsen, ”men det er slet ikke kristendom, hvis man ikke tør holde dom over sig selv. Det er det, der altid må gå forud for dommen over de andre!”.

Jeg har aldrig glemt Karl Nielsens stilfærdige replik. Den er noget væsentligere end dagens overfladesnak. Og hele denne nødvendige forudsætning er ganske borte i den aktuelle tale om kristendommen, dens karakter af proklamation og selvgod selvkarakteristik, der så let bliver til eksklusion.

Måske skulle vi undlade en tid overhovedet at bruge ordet, for i øjeblikket gør man det virkelig fortræd.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye