Man glemmer aldrig sin fars hånd

Radio & tv

BILLEDERNE TIL Halfdan Rasmussens ABC hvirvler igennem hovedet, da jeg hører, at Ib Spang Olsen er død. Han er min barndoms streg. Den helt specielle blyantsstreg med lidt farve i hist og her, som var der, før jeg blev født, og som blev en tryg del af det baggrundstæppe, der hedder barndomsliv.

At Ib Spang Olsen kunne dø, var lige så uvirkeligt, som at Thomas Winding kunne. Den enes streg og den andens stemme var jo uden alder, som institutioner og ritualer er det. Det er døden ligeglad med. Den indhenter os alle. Også den vandrende streg og den bløde stemme.

Sådan tænkte sønnen Lasse måske også. Hvorfor ellers filme sin far igennem seks år? DR K viste Lasse Spang Olsens film Det er med hjertet, man ser i onsdags. Han begynder det eneste sted, man som barn kan begynde, når historien om far skal fortælles. Med hånden.

Hans hånd var og er så stor, at ens egen kan blive helt væk indeni. Hans hånd var underligt hård og ru, og som virkede ganske tryg og bekendt. Jeg var stolt, når vi gik tur, og jeg viste min far frem. Det er jeg stadig. At holde ham i hånden på den måde var helt klart en forbedring fra det tidligere greb i hans øre, hvor man sad på hans skuldre (...). Først når man har prøvet at gå ved siden af, finder man ud af, at det er der, man bliver to. Når vi gik nogen steder, så gik vi sammen.

Alle de talte ord glemmer vi, stederne og udflugterne og rejserne fortoner sig, men at gå hånd i hånd med sin far glemmer man aldrig. Lasse og hans far. Så ens i humor og tanker, at Lasse har svært ved at forestille sig verden uden sin far.

Og da han i en alder af 90 år får en hjerneblødning og må af sted til sygehuset i en ambulance, siger Lasse: Min far er stadig ham, jeg sidder på skuldrene af, ikke ham, jeg putter i en ambulance. Sådan er det at være barn. Også et voksent barn. Man forandrer sig og vokser og drager ud i verden, men far er altid den samme. Ham, der bare er der som fundamentet i livet. Uforanderligt som et frilandsmuseum.

Lasses forældre har boet i det samme hus i 50 år. Med atelieret i baghaven, hvor Ib sad og tegnede. Eller ryddede op. Eller forsøgte på det. Han lavede aldrig andet. Tegnede som sit arbejde og tegnede i sin fritid. 23.800 dage tegnede han. Som regel en tegning om dagen. Det var den måde, han så på. I billeder og i figurer, der bevæger sig.

Han har altid tegnet på samme vis. Så Ib Spang Olsensk. Mener ikke selv, at han er blevet bedre siden sit 17. år. Ja, hvem kan sige det om sin metier?

Et portræt af en finurlig mand med stor humor. Føler du dig som en på 86?, spørger Lasse, og Ib svarer: Ja, jeg har svært ved at løbe hækkeløb. Sønnen runder faderens liv af med tanker om hånden, hvor alting begyndte, og alting sluttede. At holde i hånd er ikke et håndtryk, det er en væremåde. Netop derfor glemmer man aldrig sin fars hånd i sin. Lasse Spang Olsen taler, som hans far tegnede. Blidt, direkte og med kærlighedens blik på detaljen, der fortæller det hele.

Kristine Stricker Hestbech er sognepræst og foredragsholder