Man kan bygge sig til ensomhed

Weekendens udgave af "Brinkmanns briks" fik generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen til at se sit hjem med nye øjne

Weekendens udgave af "Brinkmanns briks" handlede om hvad by, bolig og byplanlægning gør ved os mennesker. Det var en ualmindelig interessant samtale, skriver Birgitte Stoklund Larsen.
Weekendens udgave af "Brinkmanns briks" handlede om hvad by, bolig og byplanlægning gør ved os mennesker. Det var en ualmindelig interessant samtale, skriver Birgitte Stoklund Larsen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

DET ER VEL efterhånden kun de stærkeste klimaskeptikere, der mener, at vejret – vandet, tørken og vinden – ikke er påvirket af menneskelig aktivitet. Men mennesker kan også påvirke vejret mere lokalt.

På Amager er der inden for nogle få kilometer steder, hvor mikroklimaet svarer til klimaet i München i det sydlige Tyskland og andre steder, hvor det svarer til klimaet nord for Stockholm i Sverige. Det er forskellen mellem Dragør og Ørestaden, det handler om. Forskellen skyldes den måde, husene i de to byer er bygget på.

Dragør er en gammel by med krogede gader, hvor vinden stryger hen over de lave og tætte huse og aldrig finder ned i gader og gårde, hvor der kan dyrkes figner i solkrogene. Ørestaden er en ny by, hvor vinden rigtigt kan suse ukontrolleret rundt mellem de høje bygninger, og det altid er lidt koldt og blæsende.

DEN OPLYSNING KOM FREM en passant i ”Brinkmanns briks” på DR P1 i weekenden. Gæsterne var arkitekt Jan Gehl og psykologiprofessor Kaya Roessler fra Syddansk Universitet. Egentlig handlede det slet ikke om vejr og klima, men om hvad by, bolig og byplanlægning gør ved os mennesker, hvordan omgivelserne påvirker os. ”Bo bedre” var overskriften, der dækkede over en ualmindelig interessant samtale.

Jan Gehl er internationalt anerkendt for sit arbejde med byrum og altid værd at høre på. Han er stærkt kritisk over for det, han kalder ”hotelboliger”. Det er boliger, hvor man kan sove og se ud ad vinduet – som i Ørestaden. Udsigten betyder noget, men det er skidt, at alle kigger samme vej, for så får folk ikke øje på hinanden. Og det er vigtigt, at der er mulighed for det, han kaldte ”de små kontakter”, øjenkontakt og forbindelse.

I hotelboligerne bygger man sig til ensomhed i stedet for til fællesskab. Man fokuserer for meget på enkeltboliger i stedet for at skabe hele byrum, hvor mennesker kan trives.

NÅR MAN NU VED, at man kan bygge sig til godt vejr og fællesskab, hvorfor gør man det så ikke? Det er et godt spørgsmål, formentlig handler det om penge. Der kan bo flere, når man bygger i højden, selvom om undersøgelser viser, at det kun er op til femte sal, at beboerne føler, de er en del af byen. Resten er luftfartsbeboere.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan kineserne har det i de ufatteligt mange, enorme højhuse, der er smækket op omkring om de kinesiske byer.

Kaya Roessler har forsket i, hvordan et sygehus skal indrettes for at patienterne bliver hurtigere raske. Det er der penge i. Også der handler det blandt andet om noget pænt at se på. Hvis der er naturmotiver på de plastikgardiner, der adskiller senge på flersengsstuer, kommer patienterne sig hurtigere. Hvis man er blevet syg af ensomhed og dårligt vejr, er det en ringe trøst.

Denne udgave af ”Brinkmanns briks” fik en til at se sit hjem med nye øjne. At bo bedre handler ikke kun om farven på sofapuderne.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.