Man kan godt have en mening, selv om man ikke er retorisk velbevandret

Jeg er ikke en gudsbenådet retoriker, og jeg kan have svært ved at følge med, når diskussionen skal vindes, koste hvad det vil. Derfor har jeg ikke deltaget i debatten på vegne af den kirkelige venstrefløj - men derfor har jeg stadig en mening om tingene, skriver sognepræst

Hvis jeg skal passe mit arbejde, min familie og mit sogn, så har jeg ikke tid og kræfter til at gendrive og undersøge ethvert citat og enhver påstand, skriver sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen.
Hvis jeg skal passe mit arbejde, min familie og mit sogn, så har jeg ikke tid og kræfter til at gendrive og undersøge ethvert citat og enhver påstand, skriver sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen. .

Man har lov til at have en mening om noget, også selvom man ikke er lige så retorisk velbevandret i emnet som modparten!

Sådan sagde et venligt menneske engang til mig, da jeg beklagede mig over, at jeg af og til kom til kort i diskussioner om et givent emne, som jeg bestemt havde en mening om, men hvor modparten tilsyneladende havde retorisk flottere argumenter, som jeg havde svært ved at gennemskue i diskussionsøjeblikket. Og jeg skriver tilsyneladende, for jeg hører til blandt de mennesker, der ikke nødvendigvis har øjeblikkeligt svar på rede hånd, men som jævnligt har brug for nærmere eftertanke.

Jeg holder meget af at lytte - også til mennesker, jeg er uenige med. Jeg kan flyttes og bevæges, men jeg har aldrig forstået, hvis der skal overbevises - blot for overbevisningens skyld!

For det er jævnligt sådan, debatterne (både de private og de offentlige) udvikler sig. Diskussionen skal vindes, koste hvad det vil. At have behov for nærmere eftertanke passer simpelthen dårligt i nutidens måde at debattere på, hvor der ofte ikke er tid og rum for denne nærmere eftertanke, selvom debatten måske ville have godt af den.

Når debatterne i aviserne bliver pingpong frem og tilbage med opremsning af eksempelvis bibelcitater, eller der argumenteres med diverse tal, målinger og politiske analyser, så har jeg svært ved at følge med.

Kald det blot teologisk afmatning (jævnfør Kristeligt Dagblads forside den 12. oktober). Det tror jeg ikke, det er. For hvis jeg skal passe mit arbejde, min familie og mit sogn, så har jeg ikke tid og kræfter til at gendrive og undersøge ethvert citat og enhver påstand.

Ej heller måske evnerne. Jeg er ikke en gudsbenådet retoriker, når det kommer til intellektuelle teologiske diskussioner, men jeg elskede at læse teologi - særligt praktisk teologi. Og det har forhåbentlig gjort mig til en udmærket præst.

Ovenstående er nok mine (dårlige?) undskyldninger for ikke at have mod til at bidrage i debatten på vegne af den kirkelige venstrefløj, hvor jeg ved nærmere eftertanke befinder mig.

Jeg har ikke en automatiseret liste af argumenter at lire af, måske fordi jeg gerne lader mig bevæge og flytte, men det er ikke, fordi jeg ikke har en mening om tingene.

Jeg har en mening om, at jeg gerne vier homoseksuelle i kirken, fordi alt i mig strider imod ikke at gøre det. Jeg har en mening om, at økologi er bedre for vores klode, vores dyrevelfærd og vores helbred end konventionelle fødevarer, fordi det er det, jeg ser, smager og tror.

Jeg har en mening om, at der ud over højmessen også er plads til børnegudstjenester og andre specialgudstjenester, fordi det netop er det sted, kirken møder en masse mennesker, som ikke kommer søndag formiddag.

Jeg har en mening om, at Danmark er et rigt land med masser af velfærd, fordi jeg (og langt de fleste andre, jeg kender ) har råd til bil og hus og udlandsrejser og rødvin. Og derfor har vi også råd til at hjælpe mennesker i nød.

Jeg har en mening om, at vi mennesker er meget forskellige verden over, men dog hver og en skabt i Guds billede. Jeg tror, der er frelse til os alle - og at vi alle kommer i Himlen.

Ann Sofi Lægsgaard Andersen er sognepræst