Der er som bekendt noget for enhver smag, og smag regnes ofte for et meget personligt og subjektivt anliggende. Ja, der er ligefrem et gammelt ord, som siger: ”Om smag kan der ikke diskuteres”.
Altså smag er så individuel og mangler de almene kriterier, som kan afgøre en uenighed, at diskussion bliver meningsløs. Det er vel også derfor, at smagsdommere kan virke så irriterende og øretæveindbydende. Man kan nok dømme mennesker efter en lov, men da ikke smagen. Er det ikke en arrogant anmasselse at dømme noget som smagfuldt og andet som smagløst?
Det kan det være, men selvfølgelig kan man også argumentere for smagen. Vel er smagen vores egen, vi er imidlertid heller ikke isolerede øer, og vores præferencer har utallige tråde til de andre, vores tid og miljø. Jo, om smagen kan og bør der virkelig diskuteres, ikke for at docere en bestemt smag som den eneste gode, men fordi smag er noget, som kan udvikles, trænes og raffineres. Livet smager af mere, når man har smag for mere.
Det gælder mangt og meget, og det gælder også musik, hvor den klassiske musik har et gammelt ry for at være elitær og utilgængelig og i modsætning til den brede og populære musiksmag. Det gælder nok i særlig grad opera. Opera har med årene vundet bredere udbredelse, men hvor mange danskere har mon egentlig lyttet til en opera fra ende til anden?
Det er der sikkert en del, som har, men sikkert endnu flere, som ikke har. Skulle man ønske at udvide sin smag i den retning uden ligefrem at løse billet til en timelang operaforestilling, er der såvel oplysende som underholdende hjælp at hente i ”Operarejsen” på DR 2, som i søndags gik ind i sin anden sæson.
En rejse ud i Europa og ind i den klassiske musik i almindelighed og operaen i særdeleshed. Rejsekammeraterne er tre originaler i skikkelse af komponisten Allan Gravgaard Madsen, journalist og skuespiller Rasmus Bruun, og Frederik Cilius, satiriker og klarinettist. Hver med deres særheder og fikse idéer gør de hinanden selskab på en musikalsk pilgrimsrejse med klassisk tonesprog og muntert frisprog.
Allan Gravgaard Madsen har fået skriveblokade, og for at hjælpe vennen betaler Frederik Cilius en togrejse til diverse europæiske operahuse, mens Rasmus Bruun arrangerer indkvartering og kokkererer for det lille selskab. Det kommer der mange barokke situationer ud af, og Frederik Cilius, som måske er Danmarks morsomste mand, lægger vanen tro ikke fingrene imellem hverken i sin anmeldelse af musik eller sine meninger om livet og menneskene.
”Jeg kan godt lide en god løgn,” lyder det fra Frederik Cilius, og da vennerne erklærer deres utilbøjelighed til at lyve, udbryder han: ”I må leve nogle besværlige liv med al den sandhed.” Målet for rejsen er i øvrigt den saksiske hovedstad, Dresden, hvor trekløveret oplever Sjostakovitjs første opera, ”Næsen”, i den legendariske Semperoper, og i ”Operarejsen” er der meget apropos næse både for den store kunst og det lille smil.