Bær hinandens byrder. Således opfylder I Kristi lov. (Gal. 6, 2).
Når man taler om en særlig kristen etik, så spørger man også om, hvad Kristi offer på korset har at betyde for menneskets livsduelighed og livsførelsen.
LÆS OGSÅ: Kristen etik: Bemærk nådens åndepust
Men det er en fejlorientering for det kristne liv at spørge, hvad den kristne skal gøre uden først at spørge, hvad Gud har gjort for ham.
En nøglesætning i Det Nye Testamente hos Matthæus er at finde i kap. 25, 40 og 45.
Her hedder det blandt andet: Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig. Og: Hvad I ikke har gjort imod en af de mindste der, har I heller ikke gjort imod mig.
Denne nøglesætning har været med til at give Kristus rollen som en etisk bevægende kraft. Og det er godt nok. Men Jesus bliver herved let levende og døende blot til eksempel for vor handlen eller model for en kristen livsstil.
Han får betydning for et eksemplarisk menneske. At dette menneske, Jesus, for sit vedkommende var et offer, betyder så ikke andet, end at selv i døden bliver han et eksempel for dem, der følger efter ham.
Siden Augustin har man kendt problemstillingen med hensyn til sakramente og eksempel. At Jesus som sakramente kommer først, det vil sige, at hans død og opstandelse er et vigtigt tegn, et nådens tegn, hvorved hans lidelse og død ikke bare bliver et forbillede. Forstår man Jesus som sakramente, implicerer det tanken om stedfortrædelse. Altså at Jesu død og opstandelse er en altafgørende begivenhed, der kommer livet til gode.
Luther skriver i Kirkepostil 1522: At se Jesus som et moralsk forbillede gør ikke noget menneske til kristen, men det gør Jesus til en Moses, en ny lovgiver. Den sande betydning af personen Jesus Kristus bliver først klar, når han bliver begrebet som offer, som Gud bringer os arme syndere for evigt at frelse os.
Altså er Jesus ingen lovgiver, men en giver, barmhjertig og frelsende. Reducerer man Jesu offerdød til kun at være et eksemplarisk offer,så havde det ikke effektivt kunne forandre menneskehedens liv. Det kan kun ske ved, at menneskehedens forhold til Gud ændres. Og det kan igen kun ske ved, at Guds liv ikke forbliver hos ham, det vil sige Jesu Kristi død på korset.
Når det er sagt, er der for mig ingen tvivl om, at man kan tale om en kristen etik. Et kristeligt liv er udtryk for taknemlighed. Hvorfor? Fordi Jesus Kristus efter at have løskøbt os med sit blod og ved Helligånden har gjort os til sit udtrykte billede, for at vi i gudstjenesten, blandt andet med hele vort liv, lover og priser Gud for hans velgerninger mod os.
Men i glæden over at være løskøbt, må vi ikke glemme næstens og verdens nød. Så ofte livets brød bliver spist, så ofte frelsens bæger bliver drukket, så ofte bliver Herrens død forkyndt, indtil han kommer igen. Kristi korsdød er den skarpeste erindring om vores og verdens nød.
Og overalt er kærligheden vigtig. Som kærlighed er Jesus både sakramente og eksempel. Kort og godt. Mennesket kan og skal gennem sine jordiske handlinger skabe ligheder og paralleller til det kommende Guds rige.