Efterskoler vælges primært af den øvre middelklasse. Privatskolerne vælges af de ressourcestærke forældre. Privatskolerne har bukserne på. Folkeskolen må lære af deres succes. De ressourcestærke forældre vælger naturligvis det bedste for deres egne poder. Nogenlunde sådan kan man læse overalt i medierne. Det er den nye normal. Sådan fortæller vi om forskellene, men er man nødvendigvis ressourcerig, fordi man er ressourcestærk?
De rige bliver rigere. Der er direktører, der arbejder solen sort. Der er mennesker, der aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet. Vi deles op i et A-hold og et B-hold. Vi bor i stigende grad sammen med andre mennesker, der ligner os selv. Forskellene mellem os vokser. Vi ser ikke engang det samme på tv mere, for vi vælger tv-serier på de streamingtjenester, der passer til netop vores behov og segment. Verden er blevet et herligt sted for dem, der har tid og råd til at vælge.
Meget af dette er fakta, men er det også grundlag for en fortælling om menneskelivets kvalitet, værdighed og respekt? Kan man have en lav indtægt og være ressourcestærk? Kan man have en god folkeskole eller en god daginstitution i et socialt udsat område? Er noget pr. definition mindre værd, hvis det ikke vælges af dem med penge? Det tror jeg, at vi har brug for at genoverveje.
Er vi, næsten uden at vide det, kommet ud på et skråplan i den måde, vi taler om hinanden på? Er samtalen om samfundets væsentlige institutioner strandet i en stivnet forestilling om, hvem der er på solsiden, og hvem der har brug for at tage sig sammen? Dovne Robert må ud af busken, mens de toptunede direktører og iværksættere arbejder solen sort.
Sagen er, at værdighed, integritet og selvrespekt ikke kan købes for penge. Pengene korrumperer endda indimellem. Det er en ganske pauver forestilling om livet, der sættes i værk, når vi sætter lighedstegn mellem de rige og det ressourcefulde.
Lad mig give et par eksempler. Det første er fra en bil på vej fra Nordsjælland til indre København. Jeg kører med en børnelæge, som jeg har holdt et foredrag sammen med. Vi taler om hendes arbejde med forældrene på en børneafdeling. Hun fortæller mig, at de såkaldt ressourcestærke nogle gange er mere rige, end de er stærke.
Det gælder naturligvis helt bogstaveligt talt, at man kan eje den halve verden og alligevel være ulykkelig, men lægens oplevelse er også, at de rige (eller dem, der tænker, at de tilhører kategorien) kan have en forventning om en særlig behandling på hospitalet, og at de indimellem måske ikke hjælper de børn, de tror. De hjælper ved at stille krav til behandlingen om særhensyn og ekstratjek.
Tør jeg skrive, at dette også gælder for de forældre, der vælger privatskolen? At man ikke altid gør barnet en tjeneste i de valg, der træffes, når ressourcerne og overskuddet er der? At det kan have værdi at lære at være et sted, hvor de andre ikke ligner en selv?
Mit andet eksempel. På et kursus forleden møder jeg en enlig mor til tre. Hun arbejder som sognepræst ved en stor bykirke, men på halv tid. Indtægterne er små. Hun fortæller mig om at spare op, om at være kreativ med husholdningen for at få enderne til at mødes, og jeg lover hende at skrive denne klumme. Man kan være fuld af ressourcer og uden ret mange penge.
Det betyder ikke, at vi skal stoppe med at tale om fordelingen af ressourcer og retfærdigheden i dette, men vi skal tænke os godt om, inden vi ender i en forestilling om, at de med pengene også er dem med ressourcerne og omvendt. Værdigheden kommer et andet sted fra.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.