Man må spørge, hvor nødvendigt det er at brænde en koran af og dele det offentligt

Selvom det også er samfundets opgave at beskytte forhåneren, så kan der være grund til, at man rent præventivt med lovgivning kan forhindre den allergroveste religionskritik, siger præsident for Østre Landsret og formand for Straffelovrådet Bent Carlsen efter en nordjysk sag om koranafbrænding

”Når vi aktuelt i Straffelovrådet er blevet bedt om at se på, om man skal opretholde bestemmelsen om æreskrænkelser, er det i virkeligheden det samme dilemma som med blasfemiparagraffens beskyttelse af religiøse følelser og hensynet til den offentlige orden. Begge dele, den enkeltes ære og religiøse personers følelser, kan opfattes som noget utidssvarende, som staten og lovgiver ikke skal beskæftige sig med," siger formand for Straffelovrådet Bent Carlsen.
”Når vi aktuelt i Straffelovrådet er blevet bedt om at se på, om man skal opretholde bestemmelsen om æreskrænkelser, er det i virkeligheden det samme dilemma som med blasfemiparagraffens beskyttelse af religiøse følelser og hensynet til den offentlige orden. Begge dele, den enkeltes ære og religiøse personers følelser, kan opfattes som noget utidssvarende, som staten og lovgiver ikke skal beskæftige sig med," siger formand for Straffelovrådet Bent Carlsen. Foto: Leif Tuxen.

Den er langt fra blandt Danmarks mest benyttede paragraffer. Men den hører så absolut til en af de mest debatterede. Paragraf 140 i straffeloven. Bedre kendt som blasfemiparagraffen.

I dette forår blev der for første gang siden Trille og ”Øjet i det høje” i 1971 rejst tiltale efter netop den paragraf. Denne gang var det dog ikke en folkesanger med smilehuller og rødstrømpeinspireret religionskritik, men derimod afbrændingen af en koran i en nordjysk baghave, som har vakt debatten om den sjældent benyttede blasfemiparagraf til live.

Den debat var ellers så småt lagt i graven, efter at Straffelovrådet i 2015 kom med en betænkning, som redegjorde for de juridiske konsekvenser af at afskaffe paragraf 140. Den daværende regering med justitsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen valgte på den baggrund at bevare paragraffen, ikke mindst for at fastholde muligheden for at kriminalisere offentlige afbrændinger af Koranen eller Bibelen.

Formentlig også for at undgå risikoen for at sende forkerte signaler til resten af verden, som måske kunne udløse en ny Muhammed-krise. ”Vi skal ikke have ballade med de hellige,” som et gammelt socialdemokratisk bonmot fra Stauning lyder.

I Østre Landsrets kontorer i Fredericiagade i det indre København sidder landsretspræsident Bent Carlsen i disse dage bag bjerge af dokumenter, ikke om blasfemi, men om noget andet tilsyneladende umoderne som æres- og fredskrænkelser. Som formand for Straffelovrådet, hvor landets øverste juridiske ekspertise af højesteretsdommere, politidirektører og juraprofessorer er samlet for at rådgive regering og Folketing i strafferetlige spørgsmål, har han netop afsendt en betænkning til Justitsministeriet om emnet, der faktisk omhandler alt andet end umoderne problemstillinger såsom retten til at blive glemt i en digital tidsalder, hævnporno og andre former for æreskrænkelser både online og offline.

For to år siden stod han også i spidsen for betænkningen om blasfemiparagraffen, og selv om han understreger, at det er op til politikerne at afgøre, om paragraffen skal afskaffes eller ej, så påtager han sig gerne at forklare de juridiske afvejninger, som kan ligge til grund for den afgørelse.

”Når vi aktuelt i Straffelovrådet er blevet bedt om at se på, om man skal opretholde bestemmelsen om æreskrænkelser, er det i virkeligheden det samme dilemma som med blasfemiparagraffens beskyttelse af religiøse følelser og hensynet til den offentlige orden. Begge dele, den enkeltes ære og religiøse personers følelser, kan opfattes som noget utidssvarende, som staten og lovgiver ikke skal beskæftige sig med.

Men på et tidspunkt kan mennesker blive så krænkede, det være sig af religiøse eller æresmæssige grunde, at de kan agere på en måde, som rummer en risiko for enkeltpersoner og for den offentlige orden. Og selvom det naturligvis i videst muligt omfang er samfundets opgave at beskytte forhåneren, under hensyn til ytringsfriheden, så kan der være grund til, at man rent præventivt lovmæssigt kan forhindre den allergroveste religionskritik og de allergroveste æreskrænkelser. At den pris i form af en minimal begrænsning af ytringsfriheden er værd at betale.

Omvendt; vil man ikke betale den pris, må man tage den risiko med, at der kan opstå uro, at en afskaffelse af blasfemibestemmelsen vil føre til afbrændinger, som man også i udlandet kan reagere negativt på.”

I 1997 da en person foretog en afbrænding af Bibelen i TV Avisen, valgte Rigsadvokaten ikke at rejse tiltale med henvisning til ytringsfriheden. I 2017, 20 år senere, vælger Rigsadvokaten så at rejse tiltale for afbrænding af en koran. Hvad er der sket på de 20 år, som begrunder en anderledes tolkning af paragraffen?

”Der er sket meget. Og havde vi haft debatten om blasfemiparagraffen for 30 år siden, var den formentligt blevet afskaffet uden videre. Men de senere årtiers udvikling i Danmark og Vesteuropa handler jo om, at vi har fået et mere multikulturelt og multireligiøst samfund. Hvor blasfemibestemmelsen oprindeligt var tiltænkt til at beskytte en hovedreligion, og der ofte var dødsstraf, hvad der stadig er andre steder i verden, for krænkelser af hovedreligionen, så handler det i en europæisk kontekst i stigende grad om beskyttelse af mindretal, muslimer, jøder, men også kristne, der vil føle sig ramt af blasfemiske udtalelser og føle sige krænket. Islam er helt givet hovedtemaet i denne sammenhæng i dag. Muslimerne udgør et blandt flere mindretal, og er der så grund til, at der er en særlig beskyttelse af et sådan mindretal? Ja, det er der vel, på den måde, som også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention afspejler, at på nogle områder er det væsentligt, at et dominerende flertal respekterer nogle mindretals rettigheder.”

Men ud fra den logik kan der vel i de kommende årtier blive behov for yderligere indskrænkninger af ytringsfriheden i takt med, at samfundet bliver stadigt mere multikulturelt?

”Ud fra en rent juridisk vurdering, så nej. Indtil videre er der tværtimod sket en stadig større udvanding af blasfemiparagraffen over årene. Bestemmelsen er i dag begrænset til meget få af de allerværste forhånelser. Domstolene vil ikke uden en lovændring kunne foretage en udvidende fortolkning, hvor flere forhold skal være omfattet af paragraffen. Det vil kræve, at lovgiver går ind og forholder sig til om udviklingen i form af et større antal religiøse mindretal i samfundet taler for en begrænsning af ytringsfriheden. Men det er ikke den udvikling, vi har set hidtil.”

Hvis fastholdelse af blasfemiparagraffen er udtryk for frygten for en ny Muhammed-krise eller risikoen for uro, er det så ikke, som juristen Jacob Mchangama har peget på, mennesker med værdier, der står fuldstændig i modsætning til det, vi mener, ellers skal gælde i Danmark, der så med vold eller trusler om vold er med til at afgøre grænserne for ytringsfriheden?

”Det er rigtigt, at hvis lovgiver ligger under for en ubestemt voldstrussel, så risikerer vi at bryde med grundlæggende demokratiske retsprincipper. Derfor er det uendeligt vigtigt at gøre sig klart, om det er en reel trussel og en reel fare, som man enten vil acceptere eller vil søge at undgå via en begrænsning af ytringsfriheden. I Straffelovrådets betænkning peger vi på, at det er en hårfin balance, som man politisk må finde ud af, om man vil lade tippe den ene eller anden vej. Det hænger sammen med, at det er samfundets opgave at beskytte også den, der forhåner andre, mod voldelige overfald. Som samfund skal vi efter gældende ret sikre muligheden også for stærkt religionskritiske udsagn. Men i nogle tilfælde, ved de værste udfald mod andre religioner, kan det af præventive grunde være hensigtsmæssigt for samfundet med en begrænsning af ytringsfriheden i form af en blasfemibestemmelse, så man dermed måske undgår den efterfølgende voldelige reaktion eller uro. Vi var i Straffelovrådet fuldt opmærksomme på, at det er en balance, og at det selvsagt er en vurdering af, om der fortsat er baggrund for frygt for opstande eller voldsomme reaktioner, som man ønsker at undgå via en begrænsning af ytringsfriheden. Ellers må man lade være. Så må man afskaffe paragraffen, og så er det prisen, vi betaler for en større ytringsfrihed på dette område.”

Flere jurister, herunder FNs særlige rapportør for tros- og religionsfrihed, har argumenteret for en afskaffelse af den danske blasfemibestemmelse, fordi den kan misbruges i internationale sammenhænge, hvor lande som Pakistan og Saudi-Arabien kan fastholde deres blasfemilovgivning med henvisning til, at et land som Danmark også har en blasfemiparagraf. Hvad mener du om det argument?

”Vi var i Straffelovrådet opmærksomme på, at man også i europæisk sammenhæng anbefaler en afskaffelse af blasfemibestemmelsen, og personligt er jeg enig i, at det er et stærkt argument for afskaffelse, fordi det stiller Danmark i en underlig forsvarsposition internationalt at skulle forklare, at vores bestemmelse overhovedet ikke ligner det, de andre har, med massiv straf og nogle steder dødsstraf for blasfemi. Det taler for afskaffelse, at vi hurtigt bliver sat i bås med retsordener, vi absolut ikke bør kunne sammenlignes med. Det er en falsk problemstilling, fordi den beror på en skæv sammenligning, men vi erkendte også fra Straffelovrådets side, at den er der. Og i sig selv taler det argument for ikke at have en selvstændig paragraf for blasfemi. Men vi peger så som nævnt på, at der er andre forhold, som skal tages med i ligningen.”

Institut for Menneskerettigheder har foreslået en afskaffelse af blasfemiparagraffen kombineret med en tilpasning af racismeparagraffen, 266b, så den omfatter de forhold, som i dag kriminaliseres af paragraf 140. Også for på den måde at undgå den internationale signalforvirring. Hvad tænker du om den model?

”Vi peger også på, at man langt hen ad vejen er dækket ind af paragraf 266b, når det gælder forhånelse af mennesker og deres tro. Det er et ret lille område, som blasfemibestemmelsen selvstændigt dækker. Det er en helt reel diskussion, man bør tage, om man kan nøjes med 266b med en præcisering, men det er blot ikke noget vi i Straffelovrådet er blevet bedt om at tage stilling til. Vi har taget stilling til, hvad der sker ved en afskaffelse af paragraffen. Hvis man bare flytter indholdet i paragraf 140 over i en anden bestemmelse, så er det en rent lovteknisk manøvre, som for så vidt ikke ændrer retstilstanden, men måske kan have den virkning, at vi får renset ud i diskussionen om, hvorvidt Danmark har en blasfemibestemmelse, som indebærer en stærk begrænsning af ytringsfriheden. Det kan måske tale for den løsning.”

Nogle kritiserer blasfemibestemmelsen for at give en særlig beskyttelse til en bestemt gruppe, de religiøse, og dermed være i strid med princippet om lighed for loven. Hvorfor ikke også beskytte politiske skrifter mv?

”Jo, men sådan kan man da godt argumentere. Men hertil er blot at sige, at det ikke er særlig sandsynligt, at det vil udgøre en trussel mod den offentlige ro og orden at brænde Kierkegaards samlede skrifter eller et politisk manifest af. Beskyttelsen mod visse former for religiøs forhånelse beror på en saglig vurdering af den risiko, det kan medføre. Det beror på en bekymring for, om man som samfund kan styre eller søge at undgå virkningen af de følelser, der kan blive sluppet løs ved et groft angreb eller en serie af offentlige afbrændinger og symbolske handlinger mod et religiøst mindretal.”

Så den principielle kamp for retten til at brænde en koran af i sin baghave og dele det på nettet, som aktuelt kæmpes af danske meningsdannere og politikere, har du vanskeligt ved at se rationalet i?

”Jeg mener i hvert fald godt, at man, som Straffelovrådet har gjort det, kan argumentere for, at lovgiver må overveje, om den ret er nødvendig, eller om man bør henvises til at udtrykke sin afsky på anden vis. Man må spørge, hvor nødvendigt det er at kunne brænde en koran af i sin baghave og dele det offentligt. Ingen vil jo efter straffelovens blasfemibestemmelse blive straffet for selv den stærkeste religionskritik, hvis den bliver udtrykt verbalt på en bare nogenlunde høvisk måde. Selvom nogle debattører forsøger at give indtryk af det, så er det ikke korrekt, at ytringsfriheden efter Grundloven er grænseløs. Ytringsfrihedens rammer er i dag meget vide, du kan sige hvad og forhåne hvem du vil, men i de allergroveste tilfælde kan du blive straffet for det.”