Prøv avisen
Mediekommentar

Sognepræst om 68'ernes flugt til DF: Måske er den vigtigste politiske læremester virkeligheden

Den generation, som i årtier har været set som en ”uforanderlig rød bastion”, for nu at citere Lotte Folke Kaarsholm i onsdagens Deadline, har vist sig politisk foranderlig, og ikke så få 68’ere stemmer på Dansk Folkeparti. Ja, i 2015 var det hele 22,5 procent af hin sagn omspundne generation. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Den generation, som i årtier har været set som en ”uforanderlig rød bastion”, for nu at citere Lotte Folke Kaarsholm i onsdagens Deadline, har vist sig politisk foranderlig, og ikke så få 68’ere stemmer på Dansk Folkeparti

I ÅR ER DER HENRUNDET et halvt århundrede siden 1968, som gav navn til det nok så bekendte oprør. Et år og et oprør, som er omgivet af mange myter. Måske kunne man tale om et rødt blålys. Nuvel, myter er også det stof, som fortællinger er gjort af, og stærke fortællinger vinder hjerter og stemmer. Det er heller ikke forkert, at venstrefløjsretorikken prægede 68’erne, og den politiske modefarve så afgjort var rød, ikke mindst blandt de hel- og halvstuderede røvere.

Men den generation, som i årtier har været set som en ”uforanderlig rød bastion”, for nu at citere Lotte Folke Kaarsholm i onsdagens Deadline, har vist sig politisk foranderlig, og ikke så få 68’ere stemmer på Dansk Folkeparti. Ja, i 2015 var det hele 22,5 procent af hin sagn omspundne generation.

Valgforskeren Johannes Andersen uddybede og fortalte, at det især var mændene, som havde rykket sig politisk med årene. 68-generationens mænd var med Johannes Andersens ord på nogle områder ”ved at give køb på nogle af de traditionelle værdier, som de har haft”.

PUDSIGT NOK LØD DET umiddelbart helt i pagt med ånden fra 1968. Handlede det ikke om at give køb på de traditionelle værdier?

Det kunne også være, at mændene syntes, at de som yngre havde købt katten i sækken. Et opgør med oprøret kan være helt på plads.

Men udviklingen er interessant. Hvad er det egentlig, som former vores politiske grundsyn, og hvorfor ændres det sommetider? Et ofte citeret ordsprog lyder: ”Hvis man ikke er socialist som ung, har man intet hjerte, hvis man ikke er konservativ som gammel, har man ingen hjerne”. Det kunne være fristende at se 68’ernes politiske bevægelse med de briller, men at dømme henholdsvis hjerteløs eller hjernetom på den måde er simpelthen for dumt og grovkornet.

SELV HAR JEG ALDRIG været socialist. Det kan måske skyldes mit kolde hjerte, men jeg er nu ikke tilbøjelig til at mene, at jævnaldrende socialister var mindre begavede alene i kraft af deres politiske positioner.

Den bedste politik må altid være den, hvor hjertet angiver retningen, og hjernen finder vejen. De varme hjerter kan ikke regere landet, de kolde kynikere regerer kun til eget bedste.

For at kommentere 68’ernes politiske bevægelse var journalisten Erik Meier Carlsen og fotografen og forfatteren Jacob Holdt inviteret i DR-studiet. Jacob Holdt, som dårligt kan kaldes borgerlig, gav ikke meget for 68’ernes solidaritetssnak. De var snarere solidariske med sig selv end Den Tredje Verden.

Erik Meier Carlsen kunne fortælle, at han havde stemt socialdemokratisk, siden han i 1976 fik sit første barn. Ja, babybundet kan gøre jordbundet. Måske er den vigtigste politiske læremester simpelthen virkeligheden, den brogede, kantede og besværlige virkelighed. Man kan holde den fra livet ganske længe, men det er ikke alle illusioner, man får lov at beholde.

Også politisk er det godt at huske Prædikerens ord: ”(...) Gud er i himlen, og du er på jorden!”. (Præd. 5,1).

Jesper Bacher er sognepræst.