Mange chefer griber stress helt forkert an

Flere og flere danskere går ned med stress. Men vi kan komme mange langtidssygemeldinger til livs, hvis chefer bliver bedre til at gribe tidligt ind, mener psykiater Jesper Karle

Knap hver femte dansker i job har følt sig meget stresset i 2017. Men vi kan knække kurven. Det kræver, at chefer bliver bedre til at gribe ind tidligt, mener psykiater Jesper Karle.
Knap hver femte dansker i job har følt sig meget stresset i 2017. Men vi kan knække kurven. Det kræver, at chefer bliver bedre til at gribe ind tidligt, mener psykiater Jesper Karle. . Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

DU SOVER DÅRLIGT OM NATTEN, du har nedsat energi, og du har selvkritiske tanker om, at det, du laver, ikke er godt nok. Alt det ovennævnte er tegn på stress. En tilstand, der er blevet udråbt som en folkesygdom i Danmark. For nylig udkom en rapport, som viste, at knap hver femte dansker i beskæftigelse har følt sig meget stresset i løbet af 2017.

Men der er faktisk noget, vi kan gøre nu og her, for at nedbringe antallet af mennesker, der går ned med stress på arbejdspladsen. Og det er cheferne, der skal løfte læsset, mener psykiater Jesper Karle, der sammen med to kolleger arbejder på en ny bog om, hvordan ledere skal blive bedre til at gribe ind, når deres medarbejdere viser symptomer på stress.

Han understreger, at det er helt berettiget, at stadig flere føler sig stressede på arbejdet og oplever et større pres end tidligere. Men i stedet for at bruge al vores energi på at debattere, at det er synd for os, at der er urimelige krav til os på jobbet, at konkurrencestaten presser os, eller at Facebook får os til at føle, at vi ikke slår til, skal vi sætte ind der, hvor vi kan ændre tingene, mener Jesper Karle.

Hvorfor er de metoder, der bliver brugt på arbejdspladserne i dag, ikke tilstrækkelige?

”Mange arbejdspladser har grebet til stressforebyggelse ved på den ene side at have brede tilbud om fitness, massage og coaching til alle medarbejderne og på den anden side at have mulighed for at sende en åbenlyst syg eller allerede sygemeldt medarbejder til behandling. Jeg mener, at der er et klart behov for noget imellem de to yderpunkter – der er et missing link. Lederne skal altså blive bedre til at opfange og håndtere, når en medarbejder er i farezonen for at opbygge stress. Det skal ske væsentligt tidligere, end det gør i dag.”

Er det ledelsen på arbejdspladser, som ikke håndterer problemer med stress godt nok?

”Jeg vil ikke skyde på dårlige chefer, jeg vil hellere være konstruktiv. For der er plads til en meget væsentlig ændring i form af, at chefer kan blive bedre til at lægge mærke til små ændringer hos medarbejderne. Vi har et kæmpe problem med vækst i stress og sygefravær, der ikke er løst. Og det er ikke nok med de metoder, der har været benyttet indtil nu.”

Hvis jeg nu er den person, der er i farezonen, hvad kan jeg så selv gøre?

”Jeg kan ikke forvente, at du selv gør noget. Dels kan det være, at du ikke selv er klar over, at du bevæger dig i en dårlig retning. Du sover måske dårligt om natten, har fået nedsat energi, er blevet mere trist, har fået selvkritiske tanker om, at det, du laver, ikke er godt nok. Og det kan være, du skammer dig. Så derfor er det meget sandsynligt, at du ikke selv vil eller kan søge hjælp. Det er sandsynligt, at du isolerer dig mere og mere fra omgivelserne. Det kalder på, at din leder siger hov, der sker en ændring. Og gør noget ved det.”

Hvad er det konkret, du mener cheferne bør gøre?

”Tale med dig. Det lyder simpelt. Men det er ikke noget, vi er særlig trænede i. Mange af os vil helst undgå det og håbe, det går over – eller at det er noget i dit privatliv, som jeg ikke skal blande mig i. Der vil være stærke kræfter i os, som trækker i retning af at styre udenom. Jeg vil gerne udfordre ledernes berøringsangst.

Stress og årsagerne til stress kan være meget forskelligartede størrelser fra person til person. Det handler om at finde ud af, hvad der er problemet for den enkelte, og hvordan man kan handle.

I nogle tilfælde finder man så ud af, at det var ikke så galt. Det kan være midlertidige problemer på hjemmefronten, som ikke kræver de store ændringer. Andre gange må chefen justere på arbejdsmængde, arbejdsopgaver eller arbejdstid – selvfølgelig så det giver mening for begge parter. Chefen skal ikke bare tage arbejdsopgaver fra en, det kan gøre det endnu værre. Andre gange igen har medarbejderne det værre, end man troede. Og så må man enten trække på en sundhedsfaglig person internt eller henvise til egen læge eller en ekstern behandler.”

Alt dette lyder også som noget, der godt kunne blive rimelig omkostningsfuldt?

”Ja, på den korte bane kræver det, at lederen bruger tid på det. Men der er kæmpe omkostninger, når medarbejdere har det dårligt og ikke fungerer optimalt. Der er international opbakning til, at den her ændring kan give besparelser. Det her er noget, man rimelig nemt kan komme i gang med som leder. Og hvis man har tænkt sig om, er selve samtalen ikke så farlig.”

Men stress skyldes vel også tit noget i privat livet, der går galt. Skal chefer også til at blande sig i det?

”Hvis du har det skidt, bør chefens håndtering af det være ret uafhængig af, om det overvejende er noget i dit privatliv eller i dit arbejdsliv, som har fremkaldt det. Og en skarp opdeling er sjældent realistisk.”

Det lyder fint, at cheferne skal have ansvaret for at gribe ind, hvis vi føler os stressede. Men har vi ikke også selv et ansvar for at hanke op i os selv og sige: okay, på min arbejdsplads er der tilbud om psykologhjælp, jeg kan tage ned i fitnesscentret og røre mig mere, hvis jeg er i en negativ spiral.

”Jeg ønsker ikke at umyndiggøre medarbejdere. Det er i høj grad et fælles ansvar at forebygge stress.

Men når man bevæger sig i en negativ spiral, som er karakteristisk for stressudvikling, med tristhed, angst, bekymring, selvkritiske og dystre tanker om fremtiden, så er man ofte ikke selv bevidst om det, og selv hvis man er, synes man tit, at det er for skamfuldt at søge hjælp. Hvis ikke ledere ser det som en del af deres ledelsesopgave at tage hul på det, løber det løbsk og giver sygefravær. Sygefravær, som risikerer at blive forlænget, så det kommer der ikke et godt resultat ud af.”

Du argumenterer for, at man, selv når man har stresssymptomer, skal bevare sin tilknytning til arbejdspladsen og undgå langvarige sygemeldinger. Hvorfor?

”Jeg vil ikke eliminere sygefravær eller bede folk om at tage sig sammen. Jeg ser gerne, at vi afkorter stressrelateret sygefravær i væsentlig grad. Mange flere kunne være hjulpet af delvist sygefravær eller ved helt at undgå sygefravær. Og det kræver altså, at chefen griber ind tidligere”

Men hvis man går ned med stress på arbejdspladsen, er det så ikke meget godt, man trækker stikket?

”Jo, det kan være nødvendigt. Men det er vigtigt, at man hurtigt får afklaret, hvad det handler om. For stress er ikke klart defineret. Det kan dække over alt fra alvorlig sygdom til, at personen ikke er syg, men har det dårligt, fordi vedkommende bliver mobbet eller har samarbejdsvanskeligheder.”

Du mener, vi skal gribe tidligere ind i forhold til stress-symptomer på arbejdspladserne. Men skal vi ikke starte endnu tidligere og ændre på nogle samfundsstrukturer, som er problematiske?

”Hvor vil vi lige sætte ind over for det? Hvem er det, vi skal bede om at gøre det? Jeg har dårlige erfaringer med de her opråb om, at nu skal politikerne ændre tingene. Jeg tror ikke, det er der, forandringen kommer. Den skal komme på arbejdspladserne.”

Du tror ikke, politikerne kommer til at gøre noget?

”Jo, jeg vil ikke være totalt pessimist. Men det bliver meget diffust: Nu skal vi ændre samfundet, strukturerne, eller nu skal vi slukke Facebook. Det er lidt en gratis omgang, hvis vi som kritikere af en samfundsudvikling siger, at nu må politikerne på banen. Debatten omkring stress handler alt for meget om, hvor mange der er ofre for stress, og hvor stor en arbejdsmængde vi har.

Skyldes mange af de problemer, vi har med stress, at vi lever i en konkurrence- og præstationskultur?

”Der er en fare for, at vi placerer skyld på strukturer, som vi ikke har indflydelse på. Nogle er svære at ændre. Nogle er kommet for at blive. Jeg er ked af, at vi har en retorik i denne debat, som peger på, at folk systematisk er ofre for nogle samfundsstrukturer, som er umenneskelige. Det mener jeg ikke er rigtigt. Og jeg mener ikke, det er konstruktivt.

Jeg lever af at behandle de mennesker, der på et eller andet plan er ofre for stress, og med den rigtige hjælp kan folk blive helt raske og velfungerende igen. Selvom der stadig er Facebook derude. Det hele skyldes ikke Facebook eller konkurrencestaten. Vi skal ikke fastlåse borgerne som ofre for en udvikling. Det umyndiggør folk. Det er vigtigere at se på, hvordan vi som enkeltpersoner kan gøre noget ved den virkelighed, vi lever i. Vi kan ikke eliminere psykisk sygdom og stress. Men jeg håber, at vi kan bidrage til at knække kurven, så færre oplever, at de bliver stressede, og færre melder sig syge.”