Med velfærdssamfundets udvikling er fællesskabets forpligtelser på mange vigtige områder blevet statslige, regionale og kommunale opgaver.
Dette skal ikke beklages. Tværtimod, fordi mange omsorgsindsatser derved kan udføres af professionelle, som ikke blot har adgang til ny faglig indsigt og evidensbaserede erfaringer, men yderligere til nødvendige tekniske og ressourcekrævende hjælpemidler.
Men desværre har følgerne også været, at den personlige udfordring ved medmenneskelige handlinger i lokalsamfundet sommetider svigter, selv når medmenneskeligheden positivt præger megen professionel velfærdsindsats i hverdagsarbejdet og i en organiseret sektor af sociale og sundhedsmæssige frivillige.
For imellem denne store, organiserede og samlede indsats og de enkeltstående akutte og ofte delvis skjulte behov for medmenneskelig hjælp – der, hvor vi i lokalsamfundets hverdag møder hinanden, eller får viden om hinanden – har vi stadig et personligt, etisk motiveret medansvar for at handle.
Dette var baggrunden for, at det uafhængige statslige råd ÆldreForum støttede produktionen af den sociale tv-dokumentarserie "Helt alene". Et projekt om danskere, som dør og bisættes helt alene, selvom de medmenneskelige afstande, også i landområderne, er relativt let tilgængelige i Danmark, for slet ikke at tale om byernes leje- og ejerboliger.
Selvom ensomme, endog med kroniske skader eller sygdomme – ifølge familiemedlemmer, gamle venner, genboer eller naboer – selv har signaleret socialt, at de ønsker at klare sig selv, er dette måske snarere en bekvem begrundelse for passivitet, på formen: "Jeg har så travlt i forvejen." Endog kan dette ske ved tilsidesættelse af indsigt i ensomhedens supplerende vilkår: frygten hos den ensomme for at blive afvist, altså endnu en social krænkelse.
ÆldreForums betingelse for økonomisk støtte var, at seriens overordnede konklusion ikke blot skulle være en mulig tv-påvisning af et velfærdssamfunds sociale svigten i sine funktioner. Men at det i stedet i serien, på dens form – billed- og fortællingskabt selvsyn – skulle perspektivere den ensomme død, så vi danskere i tilfælde af andre borgeres skrøbelighed og ensomhed burde skærpe vor opmærksomhed, og at vi turde handle. Derved ville vi måske i højere grad indtage rollen som næsten, det vil sige på gammelt dansk være den næreste, lig den nærmeste.
Med denne perspektivering bliver medmenneskeligheden som overordnet princip for det nationale fællesskab som helhed – uafhængig af vore anonyme medmenneskers køn, alder, etnicitet med mere – gjort synlig som også en daglig forpligtelse.
At magte dette dobbelte medmenneskelige ansvar – på den ene side det politiske system og dermed lovgivningen og på den anden side vore lokale forpligtelser til at handle i nærsamfundet – kræver viden om medmenneskelighedens afsæt i dansk historie og dansk kulturs værdigrundlag, som vi bør møde eller have mødt i opvækstens rollemodeller, i opdragelsen og i uddannelsernes påvirkninger.
Balancen imellem de nævnte to dele af det medmenneskelige ansvarsspektrum er ikke statisk, men har også som nævnt i nyere tid bevæget sig en del – fra det personlige til det institutionelle, fra næsten til samfundet.
Til ÆldreForums kommende årsberetning blev skrevet et digt med titlen "Anonyme fællesskabers umålelige værdier":
Bør vi ikke alene samle os om familieskaber, venskaber og faglige forbindelser?
Svaret er klart nej til et sådan smalt, navngivet, cpr-nummereret og selvcentreret fællesskab.
I stedet er – i eget liv – et supplerende perspektiv,
det anonyme, sociale fællesskab,
dets ydelser som akut hjælp i pludselig nød,
dets langsigtede indsats,
som nødvendig opfølgning,
og ved den første kontakt i perspektivets lys
uden spørgsmålet: "Hvad får jeg for det?".
Men i stedet: "Hvad kan jeg gøre?".
Her melder det anonyme fællesskab spontant ud,
helt frigjort fra navngivne, indkomstcentrerede og forventede modydelser.
Povl Riis er professor, dr.med. og formand for ÆldreForum