Prøv avisen
Debat

Reformationen i Danmark forløb ikke gnidningsløst - den var præget af vold og magtkampe

Haderslev var en af de tre første danske byer, hvor lutherdommen fik fodfæste. Blandt andet ved, at der blev indsat en tysk luthersk præst her ved Vor Frue Kirke i Haderslev. Det katolske kapitel blev ophævet og munkene fordrevet. – Foto: Torben Åndahl/Ritzau Foto

Trosskiftet beskrives i vores historieskrivning som en næsten problemfri overgang fra en fejlagtig og korrupt katolsk kirke til den lykkelige genopdagelse af den sande kristendom. Luther havde æren for det og for de nye tider, der fulgte.Men lad os se nærmere på, hvad der egentlig skete dengang under selve Reformationen

Det er usikkert, om Martin Luther den 31. oktober 1517 slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, eller om de udkom anderledes. Men i hvert fald markerer vi i år, at det er 500 år siden, Reformationen begyndte. Også selvom det tog endnu otte år, før Luther fik betydning i Danmark. Men herefter gik det stærkt. 1536 er året for den danske reformation, og året efter indførte kong Christian III den lutherske ”Kirkeordinansen” som Danmarks nye kirkelov.

Dette trosskifte beskrives i vores historieskrivning som en næsten problemfri overgang fra en fejlagtig og korrupt katolsk kirke til den lykkelige genopdagelse af den sande kristendom. Luther havde æren for det og for de nye tider, der fulgte. Gennemførelsen af den følgende kirkelige nyordning i Danmark, på bedst mulig måde, skyldtes især den angiveligt ”fromme og humane” kong Christian III.

Heraf kan man klart nok konkludere, at stat og kirke i Danmark hænger uløseligt sammen. Ikke blot efterhånden, men lige fra begyndelsen har kirken været en konge- eller en statskirke. Siden demokratiet i 1849 fik indført religionsfrihed (hvilket faktisk er imod statskirkens idé), har teologer forsøgt at omfortolke eller bortforklare dette faktum. Det har dog mest medført diverse uklarheder og selvmodsigelser.

Lad os se nærmere på, hvad der skete dengang under selve Reformationen. I begyndelsen af kong Frederik I’s tid (fra 1523) nævnes kun få lutherske prædikanter. De tre første danske byer, hvor lutherdommen fik fodfæste, var Haderslev, Viborg og Malmø. I Haderslev havde kongen i 1524 gjort sin søn Christian til statholder over byen med dertilhørende ”Tørning len”. Han var overbevist luthersk og ville reformere sit område.

Han ophævede kirkens katolske kapitel og fordrev dominikanerne fra klostret. Biskop Iver Munk i Ribe søgte forgæves at hindre ham. 1526 indsatte Christian en tysk luthersk præst, Eberhard Weidensee, som provst ved Vor Frue Kirke og som leder af en protestantisk præsteskole.

I begyndelsen af 1527 indkaldte Christian alle lenets præster til møde. Han oplæste for dem nogle lutherske såkaldte Haderslev-artikler, som han forlangte, at de straks overholdt. Nægtede de, mistede de deres kald. Fire præster på Ribe-egnen fastholdt deres katolske tro og blev afsat. En af dem var Hans Fynbo. Han døde først cirka 1560 og blev gravsat uden ceremonier i gaden ved sit hus i Ribe. Men hvor var folket henne i alt dette?

Den førende danske reformator, tidligere johannitermunk Hans Tausen, blev fra Antvorskov sendt til ordenens kloster i Viborg. Han havde studeret i Wittenberg og antaget Luthers lære. Prioren i Viborg skulle prøve at få ham fra disse idéer.

Men Tausen havde i oktober 1526 fået et ”værnebrev” af kong Frederik I. Det betød, at han var undtaget fra kirkens egen retsorden. Han forlod sit kloster og prædikede luthersk i Skt. Hans Kirke. Da den var for lille til de mange tilhørere, bad man franciskanerne, om han måtte prædike i deres kirke. Men det afviste de. Derefter sprængte lutheranerne døren og trængte ind med magt.

Først i den situation greb Viborgs biskop Jørgen Friis ind. Han sendte sin foged hen for at arrestere Hans Tausen, men hans tilhængere lod hente våben og forhindrede det. Biskoppen har selvfølgelig kendt kongens værnebrev. Hans hensigt var altså ikke at hindre Tausens prædiken, men at forsvare franciskanernes ret til deres egen kirke.

Men lutheranerne skrev nu til kongen om at måtte nedrive 12 sognekirker i Viborg og selv overtage dominikanernes og franciskanernes kirker. Det blev bevilliget af kong Frederik i et brev 23. februar 1529. De 12 kirker blev straks nedrevet.

En tid var franciskanerkirken delt mellem lutheranerne i skibet og brødrene i koret. Der opstod en bitter ”sangerkrig” mellem brødrenes liturgi og de danske lutherske salmer. Samtidig blev franciskanerne sat til at forsørge et kompagni brutale lejesoldater i klostret, skønt de plagede og udplyndrede dem. Cirka nytår 1530 blev de jaget helt ud af Viborg. Hans Tausen og borgerne overtog snart efter også biskop Jørgen Friis´ egen Domkirke.

Fra 1527 begyndte den lutherske bevægelse i Malmø. Den var Danmarks næststørste by og et handelscentrum ved Øresund. Borgmester var den kongelige møntmester Jørgen Kock, Danmarks rigeste købmand og aktiv for Luthers reformationsbevægelse. Sammen med kong Frederik var det hans mål at gøre Malmø til en luthersk by, hvor de katolske institutioner blev nedlagt og præster og ordensfolk fordrevet.

Han samarbejdede med lutherske prædikanter, der kom til byen. Den første var Klaus Mortensen ”Tøndebinder”. Han begyndte at prædike i forladte kapeller og kirker. Broder Jakob, forfatter af Malmø-kapitlet i ”Uddrivelseskrøniken”, beskrev sine personlige debatter på gadeplan med ham og den tidligere helligåndsbroder Hans ”Spandemager” om trosspørgsmål, for eksempel om, hvad ”bod” og ”gode gerninger” er. Snart opfordrede Jakob til, at teologiske emner burde afgøres af ærkesædet i Lund.

Denne appel til den katolske retsorden var ikke forgæves. ”Ærkeelectus” Åge Sparre tog november 1528 til Malmø. I et bevaret dokument på 22 punkter anførte han en række lutherske lærepunkter, som burde forkastes. Det nægtede både Klaus og Hans at bøje sig for. De måtte da forlade Malmø (de havde jo ikke noget værnebrev) og besøgte derefter hertug Christians præsteskole i Haderslev. Året efter vendte de tilbage sammen med to tidligere karmelitere: Frans Vormordsen og Peder Laurensen.

Den 5. juni 1529 greb kongen afgørende ind. Han bemyndigede bystyret til selv at indsætte en ”kristelig lærefader”! Således kunne Klaus Mortensen som sognepræst overtage Skt. Petri kirke. Efter en billedstorm omdannede han den efter luthersk forbillede.

I samme brev autoriserede kongen oprettelsen af en luthersk præsteskole, hvor Frans Vormordsen og Peder Laurensen blev lektorer. Ærkesædet i Lund var hermed frataget al indflydelse i Malmø.

Franciskanernes liv i byen udviklede sig nu for alvor plagsomt. De blev indesluttet i klostret, frarøvet selve kirken og chikaneret på mange måder. Efter påske 1530 opsøgtes de af Jørgen Kock og Frans Vormordsen. De fik det ultimatum enten at antage Luthers lære eller at forlade klostret! De fleste valgte det sidste. De fik et foreløbigt tilflugtssted i franciskanerklostret i Lund under beskyttelse af Åge Sparre og domkirkens kapitel.

Da Frederik I døde i april 1533, fik Rigsrådet magten ifølge forfatningen. Ikke blot biskopperne, men de fleste verdslige råder var fortsat katolske. 1534 rejste det lutherske borgerskab i Lübeck, København og Malmø et væbnet oprør mod Rigsrådet med både socialt og religiøst sigte.

I Ry valgte Rigsrådet alligevel den lutherske hertug Christian som ny konge, for han havde den bedste hær. I august 1536 af sluttede han ”Grevens fejde” med at indtage den totalt udsultede hovedstad København.

Efter knap en uge foretog Christian III den vigtigste voldshandling i den danske reformation. Natten mellem den 11. og den 12. august samlede han sine militære chefer: Johan og Melchior Rantzau og den preussiske admiral Johan Pein til krigsråd. Her besluttede man at fængsle og afsætte alle de danske katolske biskopper, konfiskere deres besiddelser, gøre Danmark til en rent verdslig stat og at indføre den lutherske kristendoms- og trosforståelse.

Først morgenen efter blev de verdslige rigsråder, som kongen skulle dele magten med, tvunget til at finde sig i det skete. Dette ”statskup” frigjorde kong Christian III for enhver katolsk biskops modstand mod hans forsæt om at gøre danskerne til lutheranere.

Allerede 1537 gjorde han ”Kirkeordinansen” til kirkelov. Foruden den nye konfession blev hermed også den stadig eksisterende danske statskirkeordning grundlagt.

Jørgen Nybo Rasmussen er dr.theol.