Mange udfører dagligt et meget værdifuldt velfærdsarbejde

Det er på tide, at vi, der har nydt og nyder godt af velfærdsstaten og dens engagerede medarbejdere og borgere, fortæller de gode historier om den vigtige menneskelige livsverdens-dimension. Det mener sygeplejerske og cand.cur. Janne Brammer Damsgaard

©FrÈdÈric Cirou/6PA/MAXPPP ; Group of business associates applauding colleague during meeting
©FrÈdÈric Cirou/6PA/MAXPPP ; Group of business associates applauding colleague during meeting. Foto: colourbox.com.

Den offentlige debat om, hvordan vi skal forvalte fremtidens velfærdssamfund, handler for det meste om økonomi, og det er vigtigt uden en fornuftig håndtering af samfundskassens midler mister vi grundlaget for velfærdsstaten. Men et ansvarligt samfund, hvor vi tænker på andre end os selv, har flere facetter, og i debatten mangler vi i hvert fald mindst én dimension nemlig den etiske og menneskelige, som består af den daglige indsats for at hjælpe andre med ind i klubben.

LÆS OGSÅ:
Hver tredje blå vælger ønsker mere velfærd

Nogle vil kalde det næstekærlighed, andre måske solidaritet. Vi kunne også blot sige, at alle hver dag hele livet i deres adfærd som vilkår stilles over for valget om enten at leve deres liv inkluderende eller ekskluderende, og her har de offentlige institutioner en særlig opgave.

Personligt har jeg flere eksempler på mennesker, som har betydet meget for, hvordan jeg kom videre i livet. På min rejse gennem livet har jeg mødt velvilje fra mennesker, der hver dag udfører et meget værdifuldt stykke socialt velfærdsarbejde, der øger en af Danmarks vigtigste ressourcer nemlig den menneskelige værdi. Mine tidligere arbejdsgivere og kolleger på byens sygehus er et godt eksempel på en gruppe mennesker, der hver dag arbejder ud fra en grundholdning om gensidig respekt og social ansvarlighed over for både patienter og i høj grad også medarbejdere.

Som indspark til velfærdsdebatten vil jeg ud fra de kundskaber, som jeg altså gennem min (ud)dannelse og via den danske velfærdsstat og dens udøvere har været så privilegeret at blive dannet ind i, drage en parallel og fremhæve den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas anskuelse om det moderne samfund opsplittet i en systemverden og en livsverden hvor systemverdenen er den verden, der styres af økonomiske markedsmekanismer og statsligt-bureaukratiske regler, altså økonomi og administration, og som med andre ord reguleres af de sprogløse styringsmidler, penge og magt.

Som modsætning til systemverdenen ses livsverdenen, det vil sige, den verden og kultur, mennesket lever i, og hvorfra det får sin grundlæggende erfaring og forståelse af sproget, verden og kulturen. Menneskelig handling foregår her på baggrund af gensidig forståelse: dels den forståelse, der allerede er til stede, dels den, som hele tiden etableres og videreudvikles gennem kommunikation mennesker imellem.

Men tendensen går i retning af, at systemverdenen kolonialiserer livsverdenen. Styringsmidlerne penge og magt fortrænger de kommunikative praksissammenhænge, og dette bevirker en tingsliggørelse af menneskene.

Habermas fremstilling af det moderne samfund er interessant og værd at medtænke, når vi drøfter og definerer det danske velfærdssamfund.

Min historie er ikke enestående. Ildsjælene lever og virker hver dag men det er ikke en selvfølge. Vi skal værne om og danne hinanden, for ellers uddør ånden, og vi har alle mødt mennesker, der ikke har forstået og set mulighederne i denne livsindstilling.

Ildsjælene skal synliggøres, og deres bedrifter italesættes, og de gør det ikke selv. Det er nemlig mennesker, der ikke ser deres bidrag som noget særligt. Det er på tide, at vi, der har nydt og nyder godt af velfærdsstaten og dens engagerede medarbejdere og borgere, fortæller de gode historier om den vigtige menneskelige livsverdens-dimension.

Janne Brammer Damsgaard er sygeplejerske og cand.cur.