Mustafa Kemal Topal, du mener, at vi i integrationsdebatten i Danmark overser et vigtigt element. Hvad er det?
”I mange indvandrerhjem foregår der en generationskamp. De unge andengenerationsindvandrere er på flere fronter mere radikale end deres forældre. Både politisk og især religiøst. Jeg har i det kurdiske og tyrkiske miljø i Danmark set, hvordan efterkommere tager islam til sig i meget højere grad, end deres forældre har gjort. Mens islam hos de sekulariserede og venstreorienterede forældre ”bare” har været en tro, er islam hos de unge blevet langt mere end det. Så forestillingen om, at de unge får konservative religiøse synspunkter, fordi de er født af muslimske forældre, hænger ikke sammen.”
Men hvis ikke denne tiltagende konservatisme kommer fra forældrene, hvor kommer den så fra?
”Det sker tit i mødet med det danske samfund. Vi taler om unge, som er født og opvokset i Danmark og har gået i skole med danske børn. Jeg har talt med flere, der siger, de har forsøgt at blive danske, men har indset, at de aldrig bliver det. ’Vi bliver altid mindet om, at vi er anderledes,’ siger de. De har oplevet forskelsbehandling og forventer ikke længere en invitationen fra det danske samfund.”
Så vi taler om et indvandrermiljø, hvor første generation er bedre integreret end anden og tredje generation?
”Ja, lige præcis. Jeg har mødt efterkommere, der ikke tror på demokratiet, og som afholder sig fra at stemme til folketingsvalg, selvom forældrene trofast stemmer. Det kan godt være, de unge taler bedre dansk end deres forældre, men integration handler om mere end danskkundskaber. Første generation var ivrig efter at få kendskab til det danske samfund og livsstil. De var ofte taknemmelige for at være her. De nye generationer er ofte skeptiske over for danske værdier og normer.”
Det er ikke ligefrem den virkelighed, politikerne skitserer, når de taler integration. Regeringen talte for nylig om at sætte ind over for forældrenes sociale kontrol mod deres børn. Skyder politikerne ved siden af i deres integrationsindsats?
”Jeg har set flere eksempler på det modsatte. Hvor mødre føler sig presset af deres døtre og svigerdøtre til at dække sig til med slør. Så det er nogle gange lidt for nemt at fokusere på forældregenerationens problemer. Samtidig gør vi alt for ofte indvandrere til en homogen gruppe. Vi er nødt til at skille generationerne ad, se på forskellene mellem dem og gøre os klart, hvilken gruppe vi taler om, før vi handler. For eksempel gennem samarbejde med forældrene frem for restriktioner.”
Hvis de unge efterkommere vitterligt slet ikke er interesserede i de danske værdier, hvad skal der så til for at ændre denne afsmag mod det danske?
”Vi skal væk fra diskussionen om ”dem og os”. Vi taler tit om, hvilke krav indvandrere skal leve op til. Vi har en ”udlændingelov”, men ingen ”danskerlov”. Vi bør spørge omvendt. Hvad kan danskerne gøre for, at udlændinge bliver bedre integreret frem for udelukkende at fokusere på, hvad udlændingene selv kan gøre. Vi bliver nødt til at se på os selv, hvis vi skal forklare, hvorfor de her børn, født og opvokset i Danmark, ender i konservative muslimske miljøer eller tilmed radikaliserede grupper.”
Så danskerne skal lære at kigge indad?
Ja, det tænker jeg. Danskerne skal fokusere mere på, hvordan de unge er endt der i stedet for det, de er blevet til. 8