Prøv avisen

Mangel på hospicer. National handlingsplan efterlyses

Hospitalspræst: Der er brug for en markant styrkelse af den palliative indsats i Danmark

VENSTRE VIL GERNE have private entreprenører til at drive hospicer for at afhjælpe manglen på hospicepladser. Det er godt, at Venstre erkender, at der er brug for en styrkelse af sundhedsvæsenets indsats for uhelbredeligt syge og døende, den såkaldte palliation.

Om det lige skal ske ved privat udbud kan åbent og fordomsfrit diskuteres. Der kan måske komme noget godt ud af det. Jeg har i hvert fald gennem årene hørt en del kompetente ildsjæle i det palliative felt spøgende tale om, at de vil begynde for sig selv. Fordi de har svært ved at leve med den nuværende offentlige indsats på området, og fordi de synes, det trækker helt unødigt ud med at få forbedret palliationen i Danmark.

Personligt og fagligt vil jeg prioritere, at det offentlige sundhedsvæsen gav dygtige fagfolk med særlig viden inden for palliation så gode vilkår, at de slet ikke har brug for at begynde for sig selv. Der er nemlig alt for få af dem. Det er et af de helt store og ofte oversete problemer for den nutidige og fremtidige palliative indsats.

En privatisering på hospiceområdet skal gennemtænkes nøje og må i hvert fald ikke ske ved en overbetaling af de private entreprenører, der så unødvendigt flytter sparsomme midler fra det offentlige sundhedsvæsen til private aktionærer.

Der er brug for hver en krone til palliation i sundhedsvæsenet, herunder til en nødvendig uddannelse af flere dygtige fagfolk på både specialist- og basisniveau, så længe der er plads til betydelige forbedringer af indsatsen her. Den driftsmæssige rationalisering, der ofte anføres som en gevinst ved privatisering af sundhedsydelser i form af mere helbredende behandling, kan næppe opnås på hospice-området. I det palliative felt lægges hovedvægten nemlig på omsorg for det hele menneske frem for produktion af sundhedsydelser.

Venstres forslag giver anledning til at minde politikere i alle partier om, at der er brug for en markant styrkelse af den palliative indsats i Danmark. Flere og bedre fordelte hospicepladser er kun en – helt nødvendig – del af en sådan styrket indsats.

DER ER OGSÅ BRUG FOR at tænke alternativt på hospiceområdet. Jeg har hørt en del bymennesker give udtryk for ønsket om at komme på hospice midt i et pulserende bymiljø frem for på et hospice i kønne omgivelser på en smuk gammel institution eller tæt på naturen. Også her gælder det, at mennesker er forskellige og derfor må behandles forskelligt, hvis vi vil behandle mennesker ens.

Mange flere palliative afdelinger og palliative tværfaglige specialistteam med intern og udegående funktion på landets hospitaler er et andet vigtigt element i en styrket palliativ indsats. Specialiseret palliation indebærer, at man har komplekse behov i form af symptomer og inddragelse af mindst tre af det palliative felts mange faggrupper.

Mange mennesker med behov for palliativ indsats har ikke brug for den specialiserede palliation. Får de alligevel en sådan indsats, så går den fra andre, der har større behov. Derfor er der så også et påtrængende behov for en styrkelse af den palliative indsats på landets almindelige hospitalsafdelinger. Der uddeles alt for mange brochurer om hospice på landets hospitalsafdelinger, fordi personalet ikke har tid eller viden nok til at yde en tilstrækkelig palliativ indsats. Og fordi de fysiske rammer ikke er gode nok til at danne ramme omkring en forsvarlig palliativ indsats. Det sidste er ofte tilfældet på de overbelagte medicinske afdelinger, hvor mange mennesker med behov for palliation lever deres sidste tid og dør.

Det kalder alt sammen på en national handlingsplan bakket op af tilstrækkelige økonomiske ressourcer. Og der bør handles hurtigt. Det kan ikke vente til Kræftplan 3 er udarbejdet og bliver omsat i handling. For selvom der på mange måde ydes en god indsats på det palliative område inden for de eksisterende rammer, så er mange fagfolk på området enige om, at det slet ikke er godt nok.

I den forbindelse er det tankevækkende, at der den seneste tid har været fokuseret på en ventelistegarantiordning for en række ikke-livstruende sygdomme, mens der ikke er nogen form for behandlingsgaranti for mennesker med palliative behov. De dør, mens de venter på hospice eller anden form for nødvendig palliation. Og deres pårørende må leve med det bagefter.

Tom Andersen Kjær, hospitalspræst, Hjortespringvej 107, Herlev