Prøv avisen

Mangfoldighed på trods af de seneste 200 års skovbrug

DE SENESTE UGERS DEBAT i Kristeligt Dagblad om naturen i vores skove har bragt mange holdninger frem. Jeg har forsket i biodiversitet i danske skove gennem de seneste 20 år og har løbende gennemtrævlet den internationale litteratur på feltet.

På den baggrund må jeg desværre afvise Anders Erik Billeschous og Morten Elbæk-Jørgensens ellers sympatiske idé om, at vi især kan takke de seneste 200 års skovbrug for, at vi i dag har en mangfoldig natur i Danmarks skove.

En veldyrket bøgeskov er ganske vist rigere på arter end en kornmark, men det er ikke i den velplejede skov, at vi finder de sjældne svampe og insekter, som fylder mest på listerne over skovarter, der er truede i det moderne Danmark.

Vil man opleve disse arter, for eksempel den fire centimeter store bille eremitten eller den forunderlige pindsvine-pigsvamp, må man opsøge de små hjørner i vore skove, der rummer træer, som voksede op, inden de ordnede skovbrug blev indført omkring år 1800.

Andre store biller som eghjorten og den smukke violsmælder er allerede forsvundet fra Danmark, fordi mængden af levesteder blev for sparsom. Og lige så slemt er det gået for de sommerfugle, der tidligere fløj rundt i de solbeskinnede skovlysninger. Vil man i dag opleve mnemosyne og svalehale i Danmark, må man ty til Inger Christensens digtkreds Sommerfugledalen.

Alle studier, der har undersøgt forekomsten af fugle, insekter, mosser, laver og svampe i henholdsvis dyrket og urørt skov, viser, at skove, der længe har ligget urørt, rummer langt flere arter end den dyrkede skov.

Ikke overraskende gælder det især for de mange arter, der er knyttet til gamle levende træer og dødt ved. Denne gruppe udgør mellem en fjerdedel og en tredjedel af alle skovlevende arter, hvoraf mange risikerer at lide eghjortens skæbne, hvis vi ikke ændrer kursen for den danske skovforvaltning.

HER ER DET USIKKERT, i hvilket omfang den omfattede omlægning til naturnære principper i statsskovene gør en forskel. Det er denne usikkerhed, vismandsrapporten peger på. Studier fra Tyskland, som har en lang tradition for naturnær skovdrift, tyder umiddelbart på, at denne driftsform ikke gavner skovens truede arter.

Men principperne for naturnær skovdrift er anderledes i Danmark end i Tyskland. Ikke mindst har man i de danske statsskove besluttet at efterlade udvalgte træer i den dyrkede skov til naturlig aldring og forfald, og andre steder har man lukket dræn og indført græsning for at genskabe skovens lysåbne vådområder.

Hvor meget disse tiltag reelt gavner de truede arter, er dårligt undersøgt. Netop derfor er det vanskeligt at vurdere, i hvor stort omfang der er behov for at tage større skovområder helt ud af skovdriften, hvis vi i Danmark skal leve op til vores moralske og politiske forpligtigelse til at stoppe tilbagegangen for den biologiske mangfoldighed, der findes i vores natur.

Jacob Heilmann-Clausen er ph.d. og tilknyttet Center for Makroøkoligi, Evolution og Klima, Biologisk Institut ved Københavns Universitet