Prøv avisen

Mangfoldighedens Mekka

Der var ingen tyrkere blandt ofrene den 11. september 2001, men det er et rent tilfælde. Ligesom det er helt tilfældigt, at der var argentinere, jordanere, congolesere, englændere, indere, rumænere, japanere og mange andre nationaliteter blandt dem. Derimod er det ikke nogen tilfældighed, at så mange lande måtte skrive den 11. september ind i den nationale historie som en sorgens dag, for New York var og er et mangfoldighedens Mekka.

Ikke ret langt fra Ground Zero, som på søndag for 10 år siden vandt herostratisk berømmelse, står Friheds-gudinden og byder velkommen til verdens forhutlede masser, der længes efter frihed, skriver David Judson som chefredaktør i den tyrkiske avis Hürriyets engelsksprogede netudgave.

Mens verden stadig et årti senere grubler over betydningen af 11. september, kan vi også et øjeblik tænke over, at emigration ikke længere er frihedens pris. Amerika er nu et begreb, et globalt fælleseje lige så meget som den dominerende globale militærmagt.

Ingen politisk leder eller forretningsmand i Latinamerika vil være foruden en lejlighed i Miami, fortsætter Judson.

Man bliver ikke taget alvorligt i Hongkongs forretningskredse, hvis man ikke i det mindste har en lejlighed i Californiens Marina Del Rey. Næsten enhver tyrkisk bankdirektør, jeg kender, har et pied-à-terre på Manhattan. I alle vore bekendtskabskredse er der velhavende tyrkiske par, der har fået sig et barn i USA for at få det eftertragtede green card.

Judson kan give mange flere eksempler på, hvordan selv de mest hadske antiamerikanere alligevel i mangt og meget skeler til USA som en ledestjerne. Men i den såkaldte krig mod terror plejer begge parter fordomme om hinanden, som den jordanske prins El Hassan bin Talal skriver i Todays Zaman:

Har kampen mod dem, der på hver sin side forsøger at monopolisere sandheden, bragt Vesten og den muslimske verden tættere sammen? I de seneste år har det ofte set ud, som om den gensidige uenighed ikke kunne være dybere. Kristne minoriteter i Mellemøsten står over for store vanskeligheder. I mange vestlige lande er de muslimske befolkningsgrupper blevet marginaliseret for at tilfredsstille stridende ideologier og for at sælge aviser. Men efter at en middelmådig leder flygtede fra Tunesien, og et 30-årigt regime blev styrtet i Egypten på 30 dage, synes den naturlige frygt for den anden og for hinanden at være blevet erstattet af noget nyt. Den religiøse ekstremismes genfærd selvom det tragisk nok stadig eksisterer vækker ikke længere den samme genklang, som det gjorde.

Som vi har set i Mellemøsten, er det ikke let at forsone sig med fortiden eller overvinde den. Angrebene den 11. september repræsenterede et overlagt og fejt forsøg på at skabe et stort og gabende kulturelt skel. Dette kolossale og forkvaklede projekt har trods bedre kræfters indsats ofte stået i fare for at lykkes. Det må vi ikke lade ske. Det er dén accept af forskelle, der medfører en frihed for frygt, som enhver terrorist er allermest bange for. I stedet for at kæmpe mod terror, burde vi kæmpe for optimisme og håb.

Men apropos fortiden må man som Judson i Hürriyet heller ikke glemme at lægge et perspektiv på den, der rækker ud over den isolerede begivenhed:

På 10-årsdagen for angrebet på World Trade Center, der fremkaldte USAs invasion af Afghanistan i jagten på Osama bin Laden, er det værd at tænke over følgende: Som følge af, at krigen har spredt sig over den ikke-eksisterende grænse mellem Afghanistan og Pakistan, er 7598 civile paki-stanere indtil februar i år blevet dræbt under angreb af Taleban, militære operationer eller amerikanske droneangreb. Det er to en halv gang så mange døde som hin dag i New York. Sammenstødene ved grænsen i jagten på al-Qaeda har desuden kostet 2351 pakistanske soldater livet, mere end dobbelte så mange som antallet af døde amerikanske soldater i Afghanistan. Og konflikten har kostet Pakistan 35 milliarder dollar næsten dobbelt så meget som de 18 milliarder dollar, USA har givet i økonomisk hjælp til landet.

debat@k.dk

Peter Tudvad er forfatter og filosof og bor i Berlin. På denne plads skriver han hver uge om europæisk kultur- og værdidebat.