Den 22. juni bragte Kristeligt Dagblad historien om, at vi i Dansk Vegetarisk Forening stævner kommuner og regioner på vegne af fire sager om borgere, der har oplevet forskelsbehandling i offentlige køkkener. I alle tilfælde er der tale om borgere, der har en livsoverbevisning om ikke at spise kød og andre animalske produkter, og som ønsker frit at kunne vælge et nærende plantebaseret måltid, når de for eksempel er indlagt på sygehuset.
Det danske justitsministerium har anerkendt, at vegetarer og veganere i nogle situationer formentlig er beskyttet af Menneskerettighedskonventionen og dermed kan have ret til at få serveret plantekost i offentlige køkkener. Institut for Menneskerettigheder har på den baggrund rådet os til at prøve en række konkrete sager for at få afgjort, om vegetarer og veganere har ret til at få serveret gode, plantebaserede måltider. Det er den juridiske platform, vi står på: En principiel afgørelse af, hvornår den ret eksisterer.
Heldigvis har vi i Dansk Vegetarisk Forening mødt stor opbakning til sagen, men nogle få har udtalt sig kritisk. I Kristeligt Dagblads artikel udtaler Morten Bangsgaard fra Etisk Råd eksempelvis, at “denne insisteren på forskellighed og personlige rettigheder i sidste ende kan kvæle fællesskabet”. Han frygter, at fællesskabet er for skrøbeligt til at rumme mennesker, der ikke spiser animalske produkter. Men han overser en vigtig pointe: Hvis alle religioner og personer med særlige fødevareallergier skulle spise de samme måltider af hensyn til fællesskabet, skulle de serverede måltider som udgangspunkt være plantebaserede. Der ville ikke længere være svinekød på menuen af hensyn til vores jødiske og muslimske medborgere. Og øvrige kødprodukter skulle væk af hensyn til de buddhister og hinduer, der lever vegetarisk. Mælkeprodukter ville blive droppet af hensyn til allergikere. Og så videre. En grøn kost er den, som flest kan spise.
Summa summarum: Hvis der ikke skal være plads i vores samfund til at tage individuelle hensyn, kan konsekvensen – sat lidt på spidsen – faktisk blive, at frikadellerne forsvinder fra menuen.
Lad os tilgå emnet åbent og anerkende, at nogle borgere har et livssyn, der gør, at de spiser vegetarisk eller vegansk. Med et mættende og nærende plantebaseret måltid kan også de borgere – samt andre, der i nogle situationer gerne vil kunne fravælge kødet – tilgodeses. Og det behøver ikke at kræve flere offentlige ressourcer, hvis maden tilrettelægges rigtigt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på en artikel i Kristeligt Dagblad fra juni 2019, hvori sognepræst Pernille Østrem fortæller om om at tage hensyn til personer, der spiser anderledes. I artiklen siger hun: “Det, at vise hinanden særlige hensyn, er ikke noget, der lukker os og skaber afstand. Det er noget, som gør, at vi får en dybere forståelse for hinanden og for, hvad der rører sig i ens eget hjerte”. Jeg kunne ikke være mere enig.
For rigtig mange vegetarer og veganere er kosten ikke et spørgsmål om et “valg af mad”, som Kristeligt Dagblad skriver i sin overskrift. Det er et udtryk for en levevis og en livsoverbevisning, som kommer fra hjertet. En plantebaseret kost er derudover både sund, dyrevenlig og klimavenlig, og råvarerne er i mange tilfælde billigere for kommuner og regioner at indkøbe end kød.
Der er således mange grunde til at give vegetarer og veganere friheden til at vælge grønne måltider. Hvorfor ikke tage sognepræstens ord til os og finde et fællesskab i vores forskellighed frem for at pege fingre af folk, der har et andet livssyn end os selv?
Rune-Christoffer Dragsdahl er generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.