I avisen den 29. maj skriver Jacob Georg Naur ”Stop behandling, der gør ’transbørn’ infertile”. Transkønnede børn og unge er en sårbar gruppe, hvor mange lider af mistrivsel og har lange perioder med skolefravær. Der er mange, der selvskader, der har selvmordstanker eller ligefrem selvmordsforsøg.
Men sådan behøver det ikke at være. For de transkønnede børn og unge, der får støtte i forhold til deres kønsidentitet, har bedre det bedre end transkønnede børn, der ikke får støtte. De transkønnede børn og unge, der får støtte, har faktisk lige så god mental sundhed som sammenlignelige grupper. Det betyder, at konkrete indsatser kan give transkønnede børn og unge bedre livskvalitet.
At være transkønnet handler om, at man ikke opfatter sig som det køn, man fik tildelt ved fødslen. Det kan børn og unge give udtryk for på mange forskellige måder, også selvom man ikke kender ordet transkønnet.
Nogle voksne tror, at børn og unge leger eller eksperimenterer med deres kønsidentitet. Men transkønnede børn og unge er ofte meget overbeviste, meget tydelige og meget vedholdende i deres kønsidentitet. For dem er det ikke en leg eller et eksperiment. For dem er det alvor og virkelighed. Forskningen viser faktisk også, at de transkønnede børn og unge, der er er sikre og tydelige i deres kønsidentitet, fortsat er transkønnede som voksne.
Det er en udbredt misforståelse, at små børn skal have behandling, hvis de er transkønnede. Det skal børn ikke. Men for teenagerne i puberteten kan det opleves katastrofalt, at kroppen udvikler sig i ”den forkerte retning”.
Når man oplever sig som en dreng og lever som en dreng, så er det som et levende mareridt, at kroppen udvikler kvindelige former. Samtidig medfører puberteten fysiske ændringer, som er irreversible, og som man må leve med resten af livet. Derfor har det afgørende betydning, at de unge transkønnende har mulighed for at få hormoner. Og hvis behandlingen udskydes, så kan det have store negative konsekvenser for den unge.
Transkønnede unge starter med en lang periode med stophormoner, der ”sætter puberteten på pause”, men ikke giver varige ændringer. Stophormoner gives også til børn, der kommer for tidligt i pubertet, og de får hormonerne hos egen læge. Men de transkønnende unge skal til Rigshospitalet i København, hvor de skal igennem en lang udredning, der omfatter mindst fem samtaler samt en psykiatrisk udredning hos børne-unge-psykiatrien. Udredningen forløber over mindst seks måneder. Og mange afvises i processen og bliver ikke godkendt til stophormoner.
Der er stor opmærksomhed på stigningen i antallet, der bliver henvist til Rigshospitalet. Og der er sket en stor stigning siden 2014. Men tilbuddet på Rigshospitalet blev reelt først etableret i 2016. Så når man sammenligner med tal fra 2014-2015, hvor der reelt ikke var et tilbud, så er det meget naturligt, at der er sket en stigning af henvisninger. Hvis vi ser på Danmark i forhold til sammenlignelige lande, så kan vi forvente cirka 200 henvisninger om året i Danmark. Og det niveau er vi ikke oppe på.
Det er også vigtigt for transkønnede børn og unge, at kunne ændre sit cpr-nummer. Det omtales også som juridisk kønsskifte. Det er en administrativ ændring, der ikke omfatter fysiske ændringer, men det vil gøre en positiv forskel for livskvaliteten for transkønnede børn og unge.
Hvis man virkelig er bekymret for transkønnede børn og unge, så er løsningen at arbejde for mere og bedre støtte. Den virkelige skandale er ikke muligheden for sundhedsbehandling, men manglen på støtte.
Marie Elisabet Lind-Thomsen er forperson for FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn.