Manu Sareen er reelt religionsminister

Godkendelse af trossamfund er i regeringens optik er blevet et integrationsproblem, og integrationsminister Manu Sareen er reelt blevet religionsminister, skriver professor

De grundlæggende spørgsmål om godkendelse af nye trossamfund med videre er landet hos integrationsminister Manu Sareen (R)
De grundlæggende spørgsmål om godkendelse af nye trossamfund med videre er landet hos integrationsminister Manu Sareen (R) . Foto: Leif Tuxen.

Indlægget er skrevet af Lisbet Christoffersen, professor i ret, religion og samfund på Roskilde Universitet

VED DEN SENESTE regeringsomdannelse blev Manu Sareen (R) måske lidt upåagtet religionsminister. Det skyldes det mærkelige forhold, at godkendelse af trossamfund i regeringens optik er blevet et integrationsproblem i stedet for at være det, det er: et spørgsmål om statens forhold til trossamfundene.

LÆS OGSÅ: Hvordan stifter man en religion?

Det var Birthe Rønn Hornbech (V), der som betingelse for at blive kirkeminister satte, at trossamfundene blev skubbet ud af Kirkeministeriet, og siden har de været skubbet rundt mellem diverse andre ministerier.

Nu ligger dele af deres forhold hos skatteministeren, mens de grundlæggende spørgsmål om godkendelse med videre er landet hos Manu Sareen. Og det ser ud til at kunne blive en vellykket landing. I hvert fald har Manu Sareen ifølge dagspressen nu besluttet, at der skal igangsættes et lovforberedende arbejde, som skal se på de ydre rammer for statens forhold til trossamfundene. Det drejer sig om godkendelsesgrundlag og godkendelsespraksis, der i mange år, lidt mærkeligt, har hvilet på bemærkningerne til ægteskabsloven af 1969 og der er unægtelig sket noget på religionsområdet siden.

I DEN FORBINDELSE bør man se på kriterierne for, hvilke organisationer der kan blive godkendt som trossamfund. Der bør skabes lovhjemmel for, at man eventuelt kan fratage trossamfund deres godkendelse, hvis de ikke lever op til de betingelser, der er givet for godkendelsen.

Man bør sikre offentligt indblik i trossamfundenes ydre rammer: økonomi, organisation, vedtægter, ledelse med videre. Det er pinligt, at det i dag kun er de trossamfund, som er tilsluttet den private indsamlingsorganisation Isobro, der forpligter sig til at offentliggøre, hvordan de anvender indsamlede midler.

LÆS OGSÅ: "Regulering af trossamfund er ikke et spørgsmål om religionsfrihed"

Den eneste egentlige regel er, at gaver og fradrag efter skattelovgivningen skal offentliggøres. Men hvordan de indgår i trossamfundets samlede økonomi, er ikke automatisk offentligt.

I dag gives godkendelser af trossamfund som led i vielsesbemyndigelse. Men der kan være trossamfund, som ikke ønsker vielsesbemyndigelse, men som alligevel burde være godkendte.

Og området er ømfindtligt. I folkekirken kan man blive viet med borgerlig gyldighed. Eller man kan få en kirkelig velsignelse af sit ægteskab, forudsat det først er indgået borgerligt. I nogle religiøse miljøer har der imidlertid bredt sig en praksis med at velsigne et parforhold, uden at der foreligger et civilt ægteskab. Samtidig kender en del af disse religiøse miljøer religionsretlige rammer om forståelsen af ægteskabet, der er gyldigt i nogle lande, men ikke i Danmark. Det fører til stor uklarhed. Jeg finder, at religiøse ledere i godkendte trossamfund (ligesom i folkekirken) må nøjes med at anvende vielsesbemyndigelse og velsignelser til formålet: vielser.

Endelig bør man gå til dette arbejde med historisk bevidsthed. Der har været anerkendte trossamfund i Danmark siden 1683. Der er mange berettigede forventninger. Det bør afklares, hvilke der kan komme med i en ny regulering. Også nye forslag fremstår som berettigede. For eksempel om, at trossamfund kan få adgang til, at staten opkræver kirkeskat for dem, på linje med den mulighed, folkekirken har. Det må afklares.

Udvalgsarbejdet om folkekirkens styring er næsten færdigt. Udvalget er sammensat med massiv repræsentation fra folkekirken (foruden for eksempel forskere på feltet og repræsentanter fra berørte ministerier).

Jeg anbefaler, at man følger samme model for trossamfund. Selve det at være med i et lovforberedende arbejde virker i sig selv integrerende. Og så kunne vi måske komme ud over at opfatte religionsfrihed som et integrationsproblem.