Margrete Auken: At beskylde mig for antisemitisme er ekstremt groft

At beskylde mig for antisemitisme er en beskæmmende udvanding af den alvorlige racisme, som antisemitisme er

"Sammenblanding af statskritik af Israel med kritik af jøder skader ikke kun indsatsen mod antisemitisme men også kampen for opretholdelsen af menneskerettigheder og international lov. Hvis Eva Ravn virkelig er en ven af jøder, som jeg er, burde hun have helt styr på denne vigtige skelnen," skriver Auken som svar på kritik.
"Sammenblanding af statskritik af Israel med kritik af jøder skader ikke kun indsatsen mod antisemitisme men også kampen for opretholdelsen af menneskerettigheder og international lov. Hvis Eva Ravn virkelig er en ven af jøder, som jeg er, burde hun have helt styr på denne vigtige skelnen," skriver Auken som svar på kritik. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Med min ”Israel-bashing” og ”krigeriske retorik” er jeg ifølge formanden for Dansk-Jødisk Venskab, Eva Ravn Møenbak, et eksempel på ”den nye antisemitisme”.

De første to beskyldninger betragter jeg som vild overdrivelse, men pyt. Men at beskylde mig for antisemitisme er ekstremt groft og samtidig en beskæmmende udvanding af den alvorlige racisme som antisemitisme er.

Eva Ravn Møenbak påstår, at min kritik af staten Israels besættelsespolitik er ”ny antisemitisme”, hvor ”Israel er blevet til jøden blandt nationerne og derfor rammes af fordomme og fjendskab, på samme måde som det jødiske folk”.

Som belæg for sin påstand henviser hun til en udgivelse fra 2005 af seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Cecilie Banke. Men det skrift læser hun lige så vrangvendt som interviewet med mig. Banke refererer til den britiske filosof Brian Klug der, ligesom jeg selv, argumenterer for, at kritik af den israelske stats politik ikke er det samme som racisme imod jøder.

Kritik af Israel er derimod en naturlig konsekvens af mere end 50 års besættelse. Klug mener, at Israel i stigende grad sætter lighedstegn mellem den jødiske race og Israel. ”Så når den israelske stat proklamerer, at alle jøder hører hjemme i Israel, og når jøder generelt proklamerer Israel som deres land, er det ikke overraskende, at andre har svært ved at skelne”.

Men jøder må naturligvis ikke forveksles med den israelske stats politik. Her er det helt afgørende at fastholde distinktionen mellem antisemitisme og legitim kritik af Israel med afsæt i FN’s resolutioner og international lov.

”Udvider vi begrebet antisemitisme til at omfatte mere end racisme mod jøder, så det også kommer til at betegne et specifikt syn på Israel, er der en risiko for, at begrebet mister sin betydning” konkluderer seniorforskeren til sidst. Når Eva Ravn Møenbak beskylder mig for antisemitisme, begår hun præcis denne fejl.

Sammenblanding af statskritik af Israel med kritik af jøder skader ikke kun indsatsen mod antisemitisme men også kampen for opretholdelsen af menneskerettigheder og international lov. Hvis Eva Ravn virkelig er en ven af jøder, som jeg er, burde hun have helt styr på denne vigtige skelnen.

Margrete Auken er medlem af Europa-Parlamentet for SF.