Maria Gudme: Der er nogle særligt gunstige vilkår for sexisme i politik

Partiloyaliteten kan skærme for en sexistisk kultur i moderpartierne som ungdomspartierne, mener regionsrådspolitikeren Maria Gudme (S), der selv har delt sin oplevelse med tidligere borgmester i København, Frank Jensen

322 kvinder stod i september frem og fortalte, at de har oplevet sexisme og i nogle tilfælde decideret overgreb i dansk politik. Fra venstre initiativtagerne Freja Fokdal, medlem af Radikale Venstre, Maria Gudme, socialdemokratisk regionsrådspolitiker, Camilla Søe, medlem af Venstre, og Sigrid Friis Proschowsky, tidligere formand for Radikal Ungdom. – Foto: Sofia Busk/ Ritzau Scanpix.

Maria Gudme, i alt 322 kvinder fra nuværende og tidligere politiske partier bakkede i september op om det opråb om sexisme og seksuelle krænkelser i dansk politik, som du var medinitiativtager på. Hvorfor tænker du, at der er så mange problemer med grænseoverskridende adfærd i politik?

”Det handler om, at der er nogle særligt gunstige vilkår for sexisme i politik, fordi der er et tydeligt magtrum og en række relationer, man er afhængig af, hvis man ønsker at få ting igennem eller har ambitioner om at blive valgt til positioner. Men derudover er der et ekstra lag – en skyggeside –, som handler om partiloyalitet. Og den resulterer i, at man måske kan være vidne til noget uhensigtsmæssigt uden at handle på det, fordi man tænker, at den sag, man sammen kæmper, er så vigtig, at tanken om at skade sit eget parti fraholder en at stå frem. I sidste ende ønsker man jo at stille partiet i det bedst mulige lys. Og på den måde kommer den store sag, partiets kamp for samfundsforandring, til at overskygge den enkelte oplevelse. Det er den skyggeside, som nu er blevet belyst, så vi nu kan gå frem i fælles front og påpege, at der ikke bare er tale om et parti, en person eller en episode. Det er et generelt problem, som vi kan slå ring om ved at gå ud sammen – offentligt og tværpolitisk.”

I sidste uge bragte Kristeligt Dagblad en kronik af forfatter og præst Kristian Ditlev Jensen, der mener, at når mænd begår sexistiske overgreb, så er det udtryk for de enkeltes dårlige moral – ikke en decideret kultur. Har han ikke en pointe?

”Det mener jeg ikke, nej. I debatten er det, som om kultur konstant bliver gjort til et ansigtsløst monster. Men den bliver jo opretholdt af kulturbærere – både af dem, som udviser krænkende adfærd, og alle dem, som ikke er deres ansvar bevidst og derfor ser passivt til. Det handler om, hvordan vi agerer. Hvorvidt man, som enten udøver eller tilskuer til en adfærd, gør noget for at stoppe og forhindre den eller ej. For mig at se fraskriver man sig derfor lidt sit ansvar som individ, når man tænker problemet som noget, enkelte andre har bragt med sig.”

For nogle uger siden fortalte du om en specifik krænkende oplevelse med nu tidligere overborgmester i København Frank Jensen (S). Hvordan har du ellers oplevet den her sexistiske kultur?

”Ud over den specifikke episode, hvor der er tale om en konkret, fysisk krænkelse, så har jeg i den tid, jeg har været aktiv i politik, oplevet en lang række sexistiske ytringer – som hvordan kvinder ser ud på deres valgplakater, og hvor snerpede de er, når de siger fra. Og så har jeg oplevet en tydelig tendens til at blive ignoreret, når jeg har været ene kvinde i et lokale af mænd. Det hele bidrager til den sexistiske magtkultur. Og alt det her er del af den sexistiske magtkultur, som grundlæggende bliver et demokratisk problem, fordi den medfører, at vi ikke kan indgå på lige vilkår.”

Mange af de sager, der den seneste tid er kommet op til overfladen, går flere år tilbage – hvorfor er opgøret ikke taget for længst?

”Allerede da jeg i sin tid startede i DSU, var jeg opmærksom på, at der var markant flere mænd end kvinder, hvilket gjorde det svært at tale om visse oplevelser. Derfor var jeg blandt andet med til at etablere lokale kvindenetværk for at gøre plads til nogle af de samtaler. Men selvom jeg længe har været vågen på nogle af de her problemstillinger, så har jeg også oplevet, hvor enormt svært det er som enkeltindivid at påpege dårlig kultur. Man står i en utrolig sårbar position. Og på den vis har jeg, som mange andre, indgået i selv samme kultur. Det gælder jo uanset, om man er mand eller kvinder, der ikke siger fra. Det er derfor svært at sige, hvem der skulle have råbt op og hvornår. Det vigtigste er, at vi gør det nu, og at vi på tværs af partierne er i stand til at påpege et fælles problem.”

Senest har TV 2 sat fokus på sexisme i ungdomspartierne med dokumentaren ”Partiernes skjulte overgreb”. Er det i virkeligheden her kulturen tager sit udspring?

”Det er svært at tale hønen eller ægget her. Ungdomspartierne og deres moderpartier er jo på mange måder et spejl af hinanden. De idealer og moralske standarder, som bliver sat ind på Christiansborg smitter jo naturligvis af på ungdomspartiet, der nødvendigvis ser moderpartiet som forbillede. Omvendt er der i ungdomspartierne et vækstlag, der kan tage en kultur med sig ind i moderpartiet. Så kulturen opstår nok i en form for vekselvirkning”.

Det kommer i dokumentaren blandt andet frem, at de respektive ledelser i flere tilfælde var bevidste om, hvad der foregik. Hvorfor tænker du, at det ikke er blevet taget alvorligt?

”Nu er det jo efterhånden noget tid siden, jeg har været aktiv i ungdomspolitik. Der er sket virkelig meget på kort tid, og på mange måder mener jeg, at DSU’s arbejde med at ændre strukturen for at gøre op med sexisme er forbilledlig. Så det er ikke, fordi man har været totalt ignorant over for ligestilling. Mens jeg var der, erklærede vi os som en feministisk organisation, hvilket først vakte stor intern modvind. Og jeg ved, at kulturen i DSU er blevet ændret radikalt efter formandsskiftet.

Men det har været afgørende, at vi nu for alvor har fået en krog at hænge problemerne op på. Først med Sofie Lindes opråb og så senere de efterfølgende vidnesbyrd, der har gjort det muligt at gå frem i fælles front og sige, at én oplevelse er alles oplevelse. På den måde er det, der kunne have taget ni år, sket på ni uger.”

Vil det sige, at den her tidligere tavshedskultur nu er blevet brudt?

”Det er i hvert fald sigende, at vi på få dage kunne samle 79 vidnesbyrd ved blot at tilbyde et lillebitte rum – et dokument, man kunne skrive sine oplevelser ind i. Det vidner om, at der tidligere ikke har været de rammer, det krævede at skabe et trygt rum. Og netop den manglende struktur tror jeg har været årsagen til den tidligere tavshed – ikke så meget et spørgsmål om at være blevet tysset på. I den her debat har vi jo set, at problemet langt fra er isoleret til politik. Og fælles for de mange vidnesbyrd – på tværs af faggrupper – er, at der har manglet en ordentlig struktur. Det nytter jo ikke meget, at ledelsens dør “altid er åben”, hvis ikke man tør gå ind ad den.”

Hvor ligger ansvaret fremadrettet for at sikre, at problemerne ikke lever videre?

”Jeg synes, der er en meget klar ansvarsfordeling. Der er et klart ansvar hos individet, altså krænkeren eller den potentielle krænker, for at sikre, at det ikke sker. Så er der et ansvar hos ledelsen, der, hvis det sker, er i stand til håndtere det korrekt. Og så er der et ansvar blandt alle andre for ikke at se passivt til.”