Maria har destruktive tanker: Jeg går med plaster på min arm for at dække over mine ar

Hun taler sjældent højt om, at hun føler sig utilstrækkelig, for hun er bange for ikke at møde forståelse. Det er vigtigt, at andre ikke affejer og negligerer følelsen, eller ser det som ungdommeligt, egocentreret navlepilleri, skriver hun

Arkivbillede.
Arkivbillede. Foto: Eric Ward/Unsplash

Jeg er utilstrækkelig. Jeg føler mig ikke god nok. Jeg er ikke god nok til at være mig selv. Jeg er ikke god nok til det, jeg er allerbedst til. Jeg er ikke god nok til at eksistere. Jeg har aldrig følt mig god nok.

Sætninger som disse overdøver ofte alle andre tanker, jeg har, og fordi jeg har sagt disse destruktive tanker højt til mig selv, er de blevet til troværdige overbevisninger.

Jeg snakker sjældent højt om, at jeg føler mig utilstrækkelig, jeg er bange for ikke at møde forståelse, genkendelse og accept. Jeg føler mig ofte som Palle alene i verden. Jeg tør ikke erkende over for andre, at grunden til, jeg ser træt ud, er, at jeg har ligget søvnløs ved tanken om, hvorvidt jeg er elsket og holdt af.

Jeg fortæller andre, at min allergi er blusset op, selvom sandheden er, at mine øjne er hævede efter at have grædt i timevis. Jeg går med plaster på min arm for at dække sår fra myggestik, som i realiteten dækker over ar, der har været med til at lindre de negative følelser, der får lov til at dominere min hverdag.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg fortæller sjældent min omgangskreds om disse ting, fordi jeg ikke vil belemre mine tætteste med mine depressive problemer, fordi jeg ikke vil være en byrde på deres skuldre.

På trods af, hvor meget disse ting fylder for mig, så ses det ikke udadtil. Det er blevet en kunst for mig at skjule alt det uperfekte, alt det, der gør ondt. Jeg hører tit, at jeg overrasker som person. Jeg udstråler ikke de tanker og følelser, der har styret mit liv de seneste mange år. Jeg er en illusion, men ved at jeg lukker op for mine tankestrømme, så fjerner jeg min egen facade. Det er ekstremt grænseoverskridende og angstprovokerende at sætte ord på følelser, som jeg har brugt flere år på at fortie. Særligt med tanke på, at vi lever i en perfektionistisk tidsalder, hvor vi konstant forsøger at gøre alting rigtigt, men på trods af det stadig føler os forkerte.

Jeg ved, at jeg ikke står alene med følelsen af at være utilstrækkelig. For mange er det en af konsekvenserne ved at være menneske, men følelsen af utilstrækkelighed holdes kun i live af vore egne tanker, som får lov til at vokse i ensomhedens tankemylder. Ved at tale højt om ens indre følelser lukker vi andre ind i vores tankeunivers og får mulighed for at kunne kanalisere følelserne i en anden langt mere positiv retning.

Jeg tror ikke selv på, at det er muligt fuldstændigt at frigøre sig fra følelsen af at være utilstrækkelig. Jeg har erkendt, at det facadefri, lykkelige liv ikke venter på den anden side af min diagnose. Når enhver er sin egen lykkes smed, er det uundgåeligt, at man ikke også er med til at smede sin egen ulykke.

Jeg har affundet mig med, at mit liv består af dage, hvor gardinet er trukket for min fremtid. Selvom disse dage er med til at tage livsmodet fra mig, så hjælper de også til med at forstærke de gode dage, hvor jeg er nok i mig selv.

Vi er produkter af en generation, der dyrker glansversioner på de sociale medier, og er vokset op i et samfund hypnotiseret af krav om effektivisering og perfektion. Men verden er kun perfekt på overfladen, og derfor er der behov for, at langt flere tør rejse sig op og nedbryde illusionen om det perfekte liv og menneske.

Det er vigtigt ikke at affeje og negligere følelsen af utilstrækkelighed eller se det som ungdommeligt, egocentreret navlepilleri, men derimod anerkende, at det er et reelt problem i vores sammenligningskultur.

Maria Egebjerg Maegaard er elev på Silkeborg Højskole.
Maria Egebjerg Maegaard er elev på Silkeborg Højskole.