PÅ OVERFLADEN handler MeToo-bevægelsen om at sætte et tiltrængt fokus på seksuelle krænkelser af kvinder og ligestilling mellem kønnene. Men skræller man overfladen og de gode intentioner væk, ser man, at MeToo har ført til alt andet, nemlig ubalance og uretfærdighed.
Det mener Marianne Stidsen, forfatter og lektor ved Københavns Universitet. Hun udkom i denne uge med bogen ”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger”.
I bogen argumenterer hun for, at MeToo-bevægelsen har skabt en farlig krænkelseskultur. Den truer i dag den balance mellem lighed og frihed, som ellers kendetegner et samfund som det danske:
”Den enkelte har ukrænkelige frihedsrettigheder. Til gengæld har velfærdssamfundet en social bevidsthed inkorporeret, som det rent liberale samfund ikke har, og derfor er vi sikret lige muligheder. Den balance er i disse år truet, når argumenter for social sikkerhed konstant overtrumfer individets frihed.
Vi burde kunne leve vores liv, som vi ønsker det, så længe det er inden for lovens rammer. Det er ikke tilfældet, når man i dag risikerer at miste sit arbejde eller at blive dømt ude af folkedomstolen på grund af beskyldninger, som intet har med lovbrud at gøre, og som i mange tilfælde kun bygger på løse rygter og insinuationer,” forklarer Marianne Stidsen.
Hun nævner sagen, der sidste år rullede på Forfatterskolen i København. Her blev daværende rektor Jeppe Brixvold fyret i kølvandet på et brev fra 55 forfattere, som opfordrede skolens bestyrelse til at iværksætte en uvildig undersøgelse af miljøet på skolen på grundlag af rygter om sexchikane og upassende opførsel.
”Ikke én eneste sag førte til en politianmeldelse. Alligevel er en mand blevet fyret med den begrundelse, at han ikke formåede at skabe ro om skolen,” siger Marianne Stidsen.
Men i dette tilfælde har nogle personer jo netop oplevet en bestemt adfærd som krænkende. De sagde fra, og det fik konsekvenser for rektoren. Hvad er problemet i det?
”Hvis du forsøger at udforme samfundet ud fra alle menneskers subjektive oplevelse, er det ikke svært at se, hvor vi ender henne. Ingen kan definere, hvad en krænkelse konkret er, og ønsker vi et civiliseret samfund, er vi nødt til at have en klar definition af et begreb, som nogen bruger til at dømme folk ude.
Det er uholdbart, at man i dag automatisk får indskrænket sine frihedsrettigheder, hvis man bliver anklaget for at have krænket nogen,” mener Marianne Stidsen.
Skal man forstå, hvorfor MeToo-bevægelsen er løbet løbsk, skal man ifølge Marianne Stidsen tilbage til dens begyndelse, da avisen The New York Times for to år siden bragte de første artikler om anklager om seksuelle overgreb mod den magtfulde filmproducent Harvey Weinstein.
Avisen havde ikke samme regler for interviewene med Weinstein som for kvinderne, og i historierne brugte man stort set kun den information, kvinderne var kommet med. Af The New York Times’ redaktør blev det valg begrundet med, at der var en ”seriøs magt-ubalance” mellem kvinderne og Harvey Weinstein.
”Det er en politisk påstand, som viser, at MeToo fra begyndelsen har været en magtkamp, som ikke handler om ligestilling, men om, at den krænkede part skal have særrettigheder med den begrundelse, at den historisk set har tilhørt en mindre magtfuld gruppe af befolkningen. Det er en skævhed, som man fortsat ser i dag,” siger Marianne Stidsen.
Det er ikke kun seksuelle krænkelser, som med MeToo har fået et øget fokus. Bevægelsen har ifølge Marianne Stidsen været drivkraft bag en uhensigtsmæssig stor opmærksomhed på krænkelser generelt, hvilket man også har set komme til udtryk herhjemme.
Sidste år stod 48 kvindelige studerende på fem universiteter anonymt frem med deres oplevelser af at være blevet udsat for krænkelser og chikane. Det blev startskuddet til en meget omtalt sag på Københavns Universitet, hvor man ændrede adfærdsreglerne, så man var bedre rustet til at håndtere ”krænkende adfærd”.
Senere beskrev Weekendavisen så en episode om en lektor på Det Humanistiske Fakultet, der blev udsat for beskyldninger om krænkende undervisning. Han modtog en reprimande fra ledelsen, selvom den indrømmede, at den efterfølgende undersøgelse ikke underbyggede anklagerne.
SAGER SOM DISSE vil der komme flere af i fremtiden, frygter Marianne Stidsen. Det er et stort problem:
”Det er helt grundlæggende for et demokratisk samfund, at vores institutioner ikke må give efter for forskellige gruppers ønsker. Staten og vores institutioner skal være en neutral ramme om de aktiviteter, der foregår, for ellers kollapser de,” forklarer hun.
”Vi trænger voldsomt til, at hver enkelt hæver sig over de her enkeltsager og i stedet tager udgangspunkt i det principielle ved dem. Det løber mig koldt ned ad ryggen, at vi nærmer os en tid, hvor vi ikke har mulighed for at agere, tale og tænke frit,” siger Marianne Stidsen.