”Vi står over for et paradigme, der vil installere et nyt sprog, en ny selvopfattelse og en ny verdensforståelse.”
Marianne Stidsen svarer uden omsvøb og garderinger, når hun skal forklare, hvilken virkelighed vi kommer til at leve i, hvis ”woke-ismen” – hendes samlebetegnelse for tidens identitets- og kønspolitiserende grupperinger – får magt, som de har agt. Og det tyder meget på, at de gør, mener hun, for den ”kliktivistiske revolution”, der har gjort de sociale medier til hvervnings- og samlingsstedet for deres tropper, har med MeToo- og Black Lives Matter-bevægelserne kunnet mobilisere utrolig mange mennesker om sager, der dybest set kan ændre civilisationen, som vi kender den.
I sin nye debatbog, ”Køn og identitet. Et spadestik dybere”, finder Stidsen, der er lektor i nordiske sprog på Københavns Universitet, skytset til nutidens identitetspolitiske krigere på lageret for overvintrede teorier fra humaniora. Ikke at poststrukturalisterne i 1960’erne selv ønskede at fremme en bestemt politik, men når man kombinerer deres dekonstruktion af sproget med den franske teoretiker Michel Foucaults magtkritik og amerikansk queer-feminisme og til sidst tilsætter affektteoriens sans for at udnytte menneskelig skam til aktivistiske formål, ja, så har man en revolutionær cocktail, der beruser masserne og bærer kimen til den totale samfundsomvæltning i sig.
Centralt i bogen står forsvaret for ”naturretten”, der siden oplysningstiden – først mest i princippet, men siden udrullet til at gælde stadig flere – har tilsagt, at enhver har ret til frihed og krav på at blive behandlet med respekt og værdighed, alene fordi man er et menneske.
Men nu trues naturretsprincippet, skriver du. Af hvem?
”Af nogle aktivistiske grupper inden for MeToo-, Black Lives Matter- og lgbt+-bevægelserne. De er ikke voldsomt mange, men de er enormt velorganiserede via de sociale medier, hvor de koordinerer deres indsats. Der råbes meget højt og bruges meget stærke ord. Kritiske spørgsmål mødes ikke med fornuftsvar, men af en mur af følelser – ’jeg er vred/såret/ked af det’ – og det sætter de fleste mennesker skakmat. Det er vores menneskelige instinkt ikke at skubbe folk fra os, når de siger, de er kede af det. Men jeg vil gerne oplyse folk om, at det affektive bruges iskoldt og strategisk til at manipulere med folks følelser.”
MeToo og Black Lives Matter forfægter retten til ikke at blive forulempet af race- og kønsmæssige grunde, mens lgbt+ vil sprede det glade regnbuebudskab. Hvad er forbindelsen?
”Jeg analyserer den aktuelle kulturrevolution i lyset af en længere totalitarismehistorie. I det lys tilhører MeToo og Black Lives Matter det stadium af revolutionen, hvor det handler om at sætte befolkningsgrupper hårdt op mod hinanden, præcis som man gjorde under den kommunistiske revolution, hvor man skulle have arbejderne til at tænke om sig selv som en klasse, ikke som individer eller mennesker, der levede i et fællesskab med andre mennesker fra andre dele af samfundet. For at kunne skabe et revolutionært subjekt var man nødt til at få arbejderne til at tænke om sig selv som netop arbejdere.”
Der var utrolig mange arbejdere dengang, men vel ikke særlig mange transkønnede i dag?
”De grupper, der får arbejderklassens roller i dag, er kvinder og farvede. MeToo handler om, at du som kvinde primært skal tænke dig selv som kvinde – i modsætning til mænd. Derfor hører man i krænkelsessager konstant, at det ikke handler om personer, men om dybere strukturelle problemer, altså om mandekønnet. Idéen er, at mennesker ikke bare kan mødes jævnbyrdigt og ligeværdigt, for samfundet betragtes som én stor magtkamp, hvor man enten er undertrykker eller undertrykt.
Derfor ser man den meget hårde modstilling af mænd og kvinder i MeToo, hvor alt, hvad kvinder gør og står for, er evigt godt, mens mænd er ’toksiske’, uanset om en konkret mand har gjort noget forkert.
Ud fra den totalitære revolutionære logik er målet for enden af den voldsomme magtkamp mellem befolkningsgrupperne det køns- og identitetsopløste samfund, svarende til det klasseløse samfund i den marxistiske revolution.”
Hvis mobilisering af masserne er første skridt, hvad er så de næste?
”I mange MeToo-sager leverer aktivisterne shitstorme mod enhver, der argumenterer for hensynet til retssikkerheden, og det er med til at afskaffe demokratiet, der er bygget op omkring en offentlighed, hvor vi kan diskutere sagligt. Selv oplevede jeg for nylig, at en kronik i Politiken mod brugen af regnbueflag på offentlige bygninger fik en ansat fra det sundhedsvidenskabelige fakultet til at indberette mig til universitetets disciplinære myndigheder, fordi han mente, kronikken var i strid med de personalepolitiske regler. Han kunne have fået metervis af spalteplads i aviserne til at imødegå min kritik, men han ville i stedet have lukket munden på mig og have ledelsen til ’at tage affære’, skrev han til mig. Det er den slags metoder, de her folk bruger.”
Du sammenligner ”woke-ismen” med totalitære tankesæt som kommunisme, stalinisme og nazisme. Ser du dig selv som en slags frihedskæmper i traditionen fra de politiske dissidenter?
”Ja, for det er en form for modstandskamp mod noget, som jeg ser som en tyrannisk besættelsesmagt. ’Tyrannisk’ er et nøglebegrebet til forståelse af woke-ismens kulturrevolution, fordi forkæmperne er så forhippede på at ville have en helt ny verden og et helt nyt menneske. Så må man betragte alle, der forhaler eller bekæmper projektet, som forstyrrende elementer, der skal verfes af vejen. Det tyranniske er, at en bestemt gruppe mener at vide, hvad der er godt for os alle – uanset om vi kan se det eller ej. Og med eller mod vores vilje skal de nok sørge for, at vi kommer derhen.”
Det falder i øjnene, at du sammenligner direkte med tankesæt, der har kostet millioner af mennesker livet.
”Jeg prøver på ingen måde at sige, at de sanktioner, man møder i dag, hvis man stikker uden for den her nye totalitære ideologi, er af samme karakter som dem, jøderne blev mødt med i Tyskland, eller som dissidenterne blev mødt med i Sovjetunionen i 1920’erne. Men der er nogle strukturelle ligheder. I min bog gennemgår jeg nogle specifikke punkter, der i samfundsvidenskaberne er blevet brugt til at definere, hvad totalitarisme er, og jeg kan sætte flueben ved dem alle, når jeg ser på den nuværende kulturrevolution.”
Hvis alting fortsætter uanfægtet de næste 20 år, hvor er vi så?
”Min største bekymring, når det gælder, hvem der skal undgælde for det her vanvidsprojekt, er ikke sådan nogle som mig, der kan få problemer på min arbejdsplads, eller de mænd, der kan blive fanget i MeToo-saksen – den gælder de børn, som skal agere prøveklude for idéen om et nyt køns- og identitetsløst menneske. Mit skrækscenarie handler om, at børn og unge, der i deres naturlige udvikling eksperimenterer med alle mulige grænser, også kønsgrænser, vil blive tudet ørerne fulde af, at kønnet vælger vi selv. Den virkelighed, de vågner op til, hvis de er gået hele kønsskifteprocessen igennem med løftet om, at projektet kan lade sig gøre – et projekt, der går lodret mod virkeligheden – bliver en tragedie.”