Marie Høgh: Cohens sange stemmer en tone i hjertet hos den, der rager uroligt rundt i nattemørket

Leonard Cohen skrev sange om øjne, der er bløde af sorg lyset, som kommer ind gennem sprækkerne. Derfor stemmer hans sange en tone i hjertet hos den, der rager urolig rundt i nattemørket og prøver at forsone sig med alt det, som livet er, skriver sognepræst Marie Høgh

Leonard Cohens sange hjælper os til at forsone os med alt det, som gik anderledes, end vi forventede – eller som slet ikke gik, skriver sognepræst Marie Høgh.
Leonard Cohens sange hjælper os til at forsone os med alt det, som gik anderledes, end vi forventede – eller som slet ikke gik, skriver sognepræst Marie Høgh. Foto: Robb Cohen/AP/Polfoto.

ØJNE, DER ER BLØDE AF SORG, som Leonard Cohen skrev i sangen ” Hey, that’s no way to say goodbye ”, er også søvnløse.

Det svier i dem, når man lukker dem i.

Jeg lindede ved det blå polyestergardin i EuroCity-Nachtzüge på strækningen fra Basel mod Jylland. Stadig langt hjem til den, der ikke var der alligevel – hvert øjeblik længere til den, jeg bød farvel. Det er nogle år siden nu.

Leonard Cohen har selv i sit liv haft øjnene bløde af sorg. Derfor stemmer hans sange en tone i hjertet hos den, der rager urolig rundt i nattemørket og prøver at forsone sig med alt det, som livet er – også de kuldsejlede forhold og sorgfulde øjne. Forsone os med alt det, som gik anderledes, end vi forventede – eller som slet ikke gik.

Men også dér er der et lys. Ikke det, der kommer fra os eller fra sprækken ved gardinet. ” There is a crack, a crack in everything – thats how the light gets in ”. Der er en sprække, en sprække i alting, det er sådan, lyset kommer ind, som Leonard Cohen også skrev i sangen ”Anthem”.

Kristendommen er fortællingen om langfredag, hvor mørket skjuler jordens rige, og himlen har lukket sin dør. Kan lyset den dag finde sprækker, hvor det kan kile sig ind? Den dag, hvor nattemørket sænkede sig over graven og jorden. Hvor det store mørke har magten over menneskene, og hvor menneskets eget iboende mørke, uhyret i os, blev afdækket og afsløret i døden på et kors.

Jesus blev dømt og korsfæstet – og alle var med – ikke én eneste kan erklære sig uskyldig i at dømme kærligheden. Med hjertets hårdhed og hjertets kulde fældede verden sin dom over lyset og kærligheden.

Langfredag var alle håb ude og troen visnet – håbet døde på korset, men håbet blev oprejst påskemorgen. Himlen havde lukket sin dør, men dog er der en sprække, en sprække i alting, det er sådan, lyset kan komme ind.

For tilgivelsen er allerede givet – på korset har Gud af kærlighed forsonet sig med mennesket. Ikke ved vores tro på ham, som frelser og forsoner. Men han ser på os – og det er lyset fra hans død, der skinner på os, det er det lys, der kan kile sig ind mellem sprækkerne som Guds livsord i dødens verden – derude, hvor øjnene er bløde af sorg – derude, hvor det ofte bliver mørkt mellem mennesker.

Marie Høgh er sognepræst.