Danmarkskanonen. Det ligner jo et overskudsprojekt. Det er nok også meningen. Af danskernes 2425 forslag, lige fra bycykler og børns vilkår til tyrkiske gæstearbejdere og hakkedrenge, er 20 samfundsværdier nu til demokratisk afstemning. Den 12. december kan Kulturministeriet løfte sløret for de 10 værdier, der er ”vigtigst for fremtidens samfund”. Det er næsten ikke til at holde spændingen ud.
Formålet er at ”gøre det mere tydeligt, hvad der skaber vores nationale identitet og sammenhængskraft, at give os alle en bedre selvforståelse og dannelse og et bedre sammenhold samt gøre os til et folk med øget kulturel bevidsthed og fælles kulturelle erfaringer”, skriver de på danmarkskanon.dk.
Alt imens julebelysningen på Nørrebro er suspenderet (af økonomiske årsager – selvfølgelig), Copenhagen Pride-paraden (sjovt nok) lægger ruten udenom samme gade, og der landet over tilbydes kønsopdelt svømmeundervisning, Egå Gymnasium har afskaffet julen, morgensang og Fadervor i skolen betragtes som religiøs fanatisme, og politikere nægter at rejse sig for majestæten og flipper ud over, at Dannebrog hænger i folketingssalen.
I lyset eller rettere i skyggen af alt det, kan kanonprojektet kun betragtes som et krisetegn. Alt det, der helt naturligt skulle være indlejret som en levende del af danskerens livsform og eksistens, føler man sig kaldet til at definere fra ministeriel side. Det er et forsøg på kunstigt opfinde noget, der kan binde os sammen som land og folk – i stedet for at finde tilbage til det, der i forvejen har fået os til at hænge sammen som danskere og Danmark i tusind år.
De 20 samfundsværdier er såmænd fine. De er bare ikke særligt danske. For eksempel gælder kønsligestilling, tillid, foreningsliv og frivillighed også for andre vestlige europæiske lande. Ja, selv Sverige (endnu i hvert fald). Derfor bliver Danmarkskanonen et pinagtigt forsøg på at finde værdier, der er vores helt egne. Tag bare udtrykket ”hygge”. Som om alverdens andre folkeslag ikke hygger sig – de kalder det bare noget andet.
Og selvfølgelig skal værdien ”Danmark i verden” på listen, for vi lever ikke i globaliseringens tidsalder for ingenting. Jagten på de 10 samfundsværdier bliver, sikkert stik imod hensigten, et udtryk for en national(-istisk) selvspejling. Og selvgodheden vil ingen ende tage – ”medmenneskelighed” og ”plads til forskellighed”. Det er jo tyk nationalnarcissisme hvor man vælter sig i billige floskler for at finde frem til nogle kvalitative værdier, der tilsammen udgør det særegne ved Danmark.
For det eneste særkende for de enkelte nationer er historien, sproget og litteraturen. Historien med alt det, den indeholder, har vi hverken valgt eller defineret selv, men den har defineret os som land og folk. Kristendommen er grundklangen i vores samfund – ja, men det er den også i Rusland, Ungarn og i andre frie vesteuropæiske lande.
Ikke engang kristendommen er en særlig dansk værdi løsrevet fra vores historiske arv. Men det danske sprog ”du er min moders bløde stemme”, som H.C. Andersen skriver. Det er hjertesproget – det sprog, vort lands forfattere har skrevet på i hundreder af år. Litteraturen er bundet til landet og folket, fordi den fremdrager den ånd, der allerede er indlejret i et folks sprog gennem århundreders historie.
Det er den virkelighed, som vi er i på forhånd, mens vi taler om den, som noget vi først skal til at skabe og stemme om. For ”det vigtigste for fremtidens samfund” er at bevare det Danmark, der er. Det var måske et passende sted at bruge kræfterne (og pengene) – også for Kulturministeriet.
Marie Høgh er sognepræst.