Marie Høgh: Der ligger en stor eksistentiel angst bag klimaangsten

Angst og fortvivlelse, mistrivsel og misforhold i sjælen, ulykkelighed og ulyst til at være sig selv, handler overhovedet ikke om klimaet, men om, at mange har mistet grundfortællingen om, hvad det vil sige, at være et menneske, skriver Marie Høgh

Marie Høgh: Der ligger en stor eksistentiel angst bag klimaangsten
Foto: Søren Mosdal.

Efterhånden er klimakampen ikke så meget en kamp for klimaet, som den er en kamp mellem generationer. En temmelig nådesløs kamp.

Og det er den såkaldte klimaangst; angsten for udmagrende hedebølger og tropiske storme, angsten for at havene vil stige og varsle sammenbrud, ophør og opløsning – angsten for naturkatastrofer og pludselig død, der er drivkraften bag det generationsopgør, der har et uhyggeligt uforsonligt anstrøg.

Som om et par generationer har gjort sig skyldige i noget, der er uopretteligt og utilgiveligt: ”Jeg er bange for, at mine børn ikke kommer til at tilgive mig og min generation for, at vi ikke tog klimakampen alvorligt”.

Sådan skriver Villads Andersen, forfatter og tidligere taleskriver for statsministeren  og aktuel med romanen ”København, udateret”, der blandt andet tematiserer genertionskløften. 

Læs det lige igen: ”Jeg er bange for at mine børn ikke kommer til at tilgive mig og min generation.” Ingen tilgivelse - det er virkelig voldsomme kræfter, der er på spil.

Jeg ved godt, at enhver ungdomsgeneration har sit at gøre oprør imod, men jeg føler mig helt overbevist om, at det, der kendetegner oprøret hos nutidens unge er, at der ligger en eksistentiel angst neden under angsten for klodens velbefindende. Det er dét, der gør vreden så stor og kløften mellem generationerne så afgrundsdyb.

Og det er klart, for det er er en hel generations eksistens, der er på spil: Søvnbesvær, mareridt, overdreven bekymring og kropslig uro er dokumenterede psykiske belastninger som følge af klimaforandringer og i en international undersøgelse fra september 2021 svarede fire ud af ti unge, at klimaforandringerne kan få dem til at tøve med at få børn.

For at det ikke skal være løgn tilbyder Stefanskirken på Nørrebro en klimasorggruppe, hvor man i rundkreds kan bearbejde sin sorg over den tilstand, menneskene har skabt for miljøet og kloden. Her burde en præst jo gribe ind og sige et eller andet beåndet – for så trevlet kan sjælen simpelthen ikke blive af klimaforandringer.

Jeg tror bare ikke, de unge, og for så vidt heller ikke mange voksne, er klar over det. Men klimaangsten har givet en ydre form til den sjælelige eksistentielle angst, som vi ved, på forskellige måder plager børn og unge i dag.

Og den angst og fortvivlelse, mistrivsel og misforhold i sjælen, ulykkelighed og ulyst til at være sig selv, handler overhovedet ikke om klimaet, men om, at mange har mistet grundfortællingen om, hvad det vil sige, at være et menneske.

De har mistet den åndelige forankring, et menneske får gennem verdens litteraturen, kunsten, musikken, åndshistorien og filosofien – igennem eventyr, poesi og kristendom – ja, igennem dannelse simpelthen.

Vi er nødt til at kere os ligeså meget for menneskets sjælelige velbefindende som for klodens tilstand. Det er på høje tid. Ellers bliver vi syge af det. Og den omtanke er der efterhånden ingen i samfundet, der udviser – heller ikke dem, der burde gøre det.

I skolerne er dannelsen skiftet ud med FNs Verdensmål, børnene lærer intet om det nationale til gengæld forstår de sig som verdensborgere. På mange højskoler har man helt overgivet sig til tidsåndens identitetspolitiske tolkning af mennesket og marxistiske verdensforståelse, kristendommen er skiftet ud med bæredygtighed – Grundtvig erstattet med Thunberg.

På Christiansborg er der indimellem et kvikt hoved, der sætter kristendom og dannelse på dagsordenen og oftest med alles bifald og benovelse – men det bliver ved snakken og straks er vi videre.

Altså alle de institutioner, alle de steder, hvor mennesket med den ængstelige, tyndslidte sjæl burde kunne søge hen, er der ikke meget af finde, for som højskoleforstander på Rønshoved Thue Kjærhus forleden udtalte til Kristeligt Dagblad, kan han ikke svare den elev, der har ondt i livet med ”mere bæredygtighed”.

Men det er ikke desto mindre det svar, de klimaangste unge får mange steder hvor de retter deres eksistentielle længsel. Det er i virkeligheden det, generationssvigt de unge burde gå på barrikaderne over. 

Og bliver kirken som institution inddraget i klimakampen med grønne målsætninger og klimasorggrupper – ja så kan det ikke undgås, at kirken får et politisk anstrøg, der polariserer kirken i en sådan grad, at mange vil tage afstand – og allerede gør.

Det er almindelig ansvarlighed at forholde sig til klimaforandringerne, som man forholder sig til alt muligt andet i tilværelsen. Det er bare ikke kirkens ansvar.

Kirkens ansvar er til gengæld at forkynde, at vi er en del af menneskeslægtens sammenhæng, hvor hver generation og hver generations mennesker i den tid, de levede i, har fejlet og svigtet – har sine skyggesider og syndighed.

Derfor har forholdet mellem generationer mellem mennesker altid tilgivelsens, nådens og barmhjertighedens behov. Både når det handler om jordens forfald og det åndelige forfald.

Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og debattør og forfatter Ali Aminali.