Om jeg begriber, hvad der foregår hos Danmission, der ellers har gjort et godt og vigtigt stykke arbejde i egne langt væk fra Danmark. For det ser ud til, at Danmission er blevet ramt af et særlig slemt anfald af politisk korrekthed og lader efterhånden ikke et humanistisk, kulturradikalt og tværreligiøst forum noget tilbage at ønske.
Listen over Danmissions politisk korrekte fortræffeligheder er lang. Senest har organisationen udnævnt sig selv som den øverste moralske instans, der har til opgave at ”moderere debatten om islam”. Anledningen var, at de forfulgte kristne er kommet på finansloven, hvilket strengt taget burde være i Danmissions interesse.
Det er det tilsyneladende ikke, for ifølge generalsekretær Jørgen Skov Sørensen ”handler det ikke bare om, at muslimer bekæmper de kristne, og at de kristne derfor bliver forfulgt”. Nej, men hvis nu generalsekretæren kunne se verden for egen korrekthed, ville han vide, at bestialske forfølgelser er hverdag for kristne grupper i Mellemøsten. Og selvfølgelig er alle muslimer ikke skyldige – som om nogen har påstået det. Men det har så heller intet at gøre med den danske integrations- og islamdebat.
Faktum er bare, at volden nu engang er rettet mod de kristne. At påstå andet er en lodret løgn og en hån mod de kristne, men det er sikkert det, Danmission kalder en ”nuanceret historie om Mellemøsten”.
Det med nuancer er organisationen nemlig god til, som for eksempel da repræsentantskabsmødet forleden blev indledt med at synge en ”palæstinensisk fredssang”. Altså, så vidt vides kom Kristus ikke ridende på et æsel med en palæstinensisk fred, men med Guds fred af en anden verden. Hvis Danmission fortsat vil være bekendt at samle penge ind i tide og utide, stå på kirkens kollektliste, modtage millionbeløb i offentlig støtte og projektmidler, ville det klæde dem ikke at opføre sig som en underafdeling af et venstreorienteret parti.
For øvrigt: Inden Danmission kommer for godt i gang med at nuancere og moderere islamdebatten, burde de måske overveje, om de fortsat kan have konvertitten Saliha Marie Fetteh tilknyttet organisationen som ambassadør i Egypten.
Hvis de kristne medarbejdere (for det må man antage, at de er) hos Danmission ellers har fulgt med i den offentlige debat, kan det næppe have forbigået deres opmærksomhed, at ovennævnte ambassadør og imam har forladt den nyetablerede kvindemoské, fordi hun ikke kunne acceptere ægteskab mellem kristne mænd og muslimske kvinder. Undskyld, hvad er det, det der ”dialog” går ud på? For slet ikke at tale om mission, der er Danmissions eneste eksistensberettigelse?
Kære Danmission, hvordan hænger det sammen, at I har en kvinde ansat, der har vendt kristendommen ryggen? I skulle måske prøve med nogle kristne konvertitter, ja, de findes faktisk, om end det ikke er med jeres gode vilje – endsige indsats.
For her gik man og troede, at Danmissions arbejde havde til formål at forkynde det kristne evangelium, styrke og støtte det kirkelige og diakonale arbejde hos den trætte, fattige og sultne. Men det er selvfølgelig overvurderet.
I vinter optrådte regionsleder for Danmission Maria Lindhardt i P1 Orientering om ”Ekstremisme”. På journalistens spørgsmål om, hvordan Danmissions dialogarbejde hænger sammen med traditionen for at missionere, som organisationen er vokset ud af, svarede hun, at det ikke var det ærinde, de kom med. De kom med medmenneskelighed, ligeværd og respekt. Ja, selvfølgelig – hvem gør ikke det. Og i øvrigt var Jesus efter Lindhardts udsagn den ”første ambassadør for interreligiøs dialog”.
Det er alligevel noget af en fortolkning af ordene ”gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”. Mission er at være taget i tjeneste, være sendt til hinanden for menneskelivets skyld. Det er, at man i mødet med en anden religion respekterer og tager sig selv lige så alvorligt som den anden, man møder, og insisterer på forkyndelsen af Guds ord som sandheden.
Så opstår den ligeværdige, respektfulde samtale af sig selv. Det skulle Danmission måske prøve, inden de begynder at moderere nogen debat – og inden de afskaffer sig selv.
Marie Høgh er sognepræst i Lynge-Uggeløse.