Er dåben til for folkekirkens eller menneskelivets skyld? Ja, nok mest for folkekirkens skyld. Det indtryk står i hvert fald tilbage, hvis man med bare et halvt øje har fulgt debatten om dåbstal og medlemskab. Med god grund kan kritikere af folkekirken og ikke-døbte se til fra sidelinjen og slå syv kors for sig.
Tal er taknemlige, og statistikker kan man kun stole på, hvis man selv har manipuleret dem, som Churchill sagde. Det kan da godt være, at provst Thomas Reinholdt Rasmussens estimat af dåbsprocent blandt gammeldanskere på 87 procent er for højt, fordi tallet indeholder ganske få procent indvandrere.
Men til gengæld behøver man ikke være matematiker for at gennemskue, at Steen Marqvard Rasmussen og FUV’s estimerede dåbsprocenter ikke er det papir værd, de er skrevet på. Estimerede tal.
Sig mig, ved de noget, eller ved de ikke noget? Og dåbsprocenten 71,7 procent er ”ikke mere præcist” end Reinholdts 87 procent – nej, det er jo et fuldstændig andet tal. De noget uldne 71,7 procent angiver dåbsprocent blandt 0-4-årige gammeldanskere, hvor tredjegenerationsindvandrere vel at mærke tæller med og giver dette lave tal. Selvfølgelig. Reinholdts (knap) 87 procent er samtlige døbte gammeldanskere. Altså døbt på forskellige tidspunkter i livet: Som konfirmand eller minikonfirmand. Som ørkensoldat med det hamrende hjerte i krigens og livets yderste frontlinje.
Og hold nu op med at kalde det en dåbskampagne. I sælger ikke bilforsikringer. Førte de første apostle kampagne? Nej, de forkyndte evangeliet i verden ikke for folkekirkens skyld, men for menneskelivets skyld – for hedninger, tyrkere og jøder. Gå ud og gør ligeså. Kald det forkyndelse eller mission. Det er rystende lige meget. Det er dit arbejde, din pligt. Pas det – og vær ligeglad med folkekirkens medlemstal.
Problemet er bare, som Kierkegaard skrev, at ”cand.theol. Ludvig From søger – ikke som man først skulle tro Guds Rige, men et kongeligt levebrød som præst”. Og det har han gjort siden 1968. Og bidraget til det store åndelige dannelsestab, som nu afføder lave dåbstal og udmeldinger.
Jeg kan da godt forstå, at folk ikke regner kristendommen som noget særlig afgørende for netop deres liv. Provster hyler op om ”folkekirkelige succeshistorier”, statistikker og medlemstal og deler dåbsreklamer ud, hvor evangeliet ikke er nævnt én eneste gang.
For slet ikke at tale om dialogpræster, der mener, at islam og kristendom er et fedt. Hvordan skal indvandrere nogensinde kunne tage evangeliet – endsige dansk kultur og åndsliv alvorligt?
Dét burde vi bekymre os om, eftersom hver femte nyfødte dansker har udenlandske rødder.
Marie Høgh er sognepræst i Lynge-Uggeløse.