Vi har haft et krisevalg: Velfærdskrise, klimakrise, forsyningskrise, energikrise har det handlet om, men den kulturelle, åndelige krise går politikernes opmærksomhed forbi. Egentlig gør jeg mig ingen illusioner om, at den mere åndelige afdeling af dansk politik får et løft med den nye regering – uanset bogstavkombinationen. Men man har vel lov at håbe. Derfor har jeg skrevet en ønskeseddel til den nye regering, og vi kan jo begynde med de to forhold, regeringen ikke skal pille ved.
Bevar forholdet mellem kirke og stat: Som politiker bliver man valgt til at lave politik, men som kirkeminister skal man beskytte kirken mod politik – eller imod at blive politisk. Og det gør man ved ikke at adskille kirke og stat. Fordi, hvis løfteparagraffen, der siger at ”folkekirkens forfatning skal forordnes ved lov,” bliver indfriet, og en synodal forfatning bliver indført – ja, så sker det, som er sket blandt andet i Sverige, hvor den løsrevne kirke optræder som et selvstændigt politisk organ, der på hele kirkens vegne kan udtale sig om alt fra bådflygtninge til kønsskifte og klimareduktion. Udmeldingerne er eksploderet. Et historisk skridt for Sverige, og en ”historisk fejltagelse” som tidligere statsminister Göran Persson i tilbageblik kalder adskillelsen af stat og kirke. Så lad være med det.
Vær folkekirkens pedel: Kommende kirkeminister, gør som alle andre gode kirkeministre gennem historien har gjort, foretag dig så lidt som muligt. Vær ”folkekirkens pedel” som Bertel Haarder ydmygt betegnede sin egen funktion.
Drop lovforslag om tvangsoversættelse af alle prædikener på andre sprog end dansk: Vi ved jo alle sammen godt, at dem, man egentlig vil ramme med denne skøre symbollovgivning, er de islamistiske imamer i landets moskeer, der opfordrer til hellig krig og terror, død og ødelæggelse over frafaldne, jøder, homoseksuelle og alle mulige andre urene. Men for det første ryger åndsfriheden i svinget, og for det andet er en prædiken forkyndelse, det er tro, det er hjertets tale, hjertets sprog – og skal selvfølgelig ske på folks eget modersmål.
Værn om de frie kirke- og trossamfund: Samfundet skal beskyttes mod islamistiske fundamentalistiske kræfter – og igen går det ud over de forkerte. For overvågningen og mistænkeliggørelsen, bureaukratiseringen og kravet om kontrol kvæler det frie kirkelige liv og besværliggør borgernes grundlovssikrede ret til at ”forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer overens med deres overbevisning”. Træd nu varsomt!
Hold fingrene fra de private, frie skoler og institutioner: Borgerens ret til at oprette frie skoler ud fra egen livsanskuelse er sikret i grundloven, men den socialistiske regering forsøger helt åbenlyst at komme det private initiativ og virkelyst til livs – ingen fri ånd og tanke – fuld kontrol til staten. I den socialistiske stat præger og opdrager staten mennesket til at være statens menneske, ideologiens barn. Jeg gyser.
Værn om åndsfriheden: Åndsfriheden og ytringsfriheden er under pres – ikke bare på grund af islams indflydelse i Danmark, men mest af alt på grund af de krænkelsesparate, identitetspolitiske bevægelser og den cancel culture, der stormer ind over den vestlige verden og opløser normer og køn, hærger historien, fjerner den fælles fortælling og nedbryder sproget. Der er ord, vi ikke må sige og skrive, tekster, der ikke må indgå i et pensum, litteratur, vi ikke må læse, kunst vi ikke må se på.
Værn om den frie forskning: Universiteterne er blevet woke, åndsfriheden er trængt, og kampen for den frie forskning, det frie ord, den frie tanke, som Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) har været bannerfører på, skal fortsættes.
Arbejd for dannelsens genkomst: ”Dannelse bør være det altoverskyggende formål i folkeskolen”– citat Alex Vanopslagh (LA) ved Folketingets åbning sidste år. Alle klappede og nikkede anerkendende, ingen gjorde noget som helst ved tabet af dannelse og længslen efter alt det, vi har mistet. Det er, som om man betragter dannelse som cremen, man kan pynte af med, når den øvrige politiske dagsorden er tilvejebragt. Jeg er bekymret for prioriteringen. Dannelse er fundamentet for menneskeligt liv – og for vores fællesskab. Dannelse er et livssyn og en begrænsning af den selvskabelse, vi går i stykker af, fordi der i dannelse ligger den identitet, vi ikke kan give os selv.
Drop velfærdsretorikken: Det leder mig hen til et af valgkampens varmeste emner, nemlig unges mistrivsel. Alle talte om det, og med Vanopslagh som eneste undtagelse troede alle, at de unges lidelse kan fikses med velfærdsretorik, nogle varme tæpper at pakke sjælen ind i og færre krav, lavere forventninger til de unge. Men de tager fejl – overvej lige dannelsens betydning for menneskets trivsel – og den dannede ved, at livet er noget man tager på sig, med alt det livet er, og der hører en vis portion lidelse til det at være menneske.
Pust ånd i kulturpolitikken: Kulturpolitik er blevet ligeså åndløst som diskussionen om fiskekvoter – det skal den nye regering lave om på. For mennesket er et åndeligt væsen, der kæmper med at finde sin plads i verden – at forstå sig selv som sat i verden og med brug for kulturen som pejlemærke og grobund.
God arbejdslyst!
Kirkeligt set skrives på skift af generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Grundtvigsk Tidende Ingrid Ank, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, forhenværende kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og sognepræst Marie Høgh.