Prøv avisen
Kirkeligt set

Marie Høgh: Hvad har åndsfrihed med bederum, badeforhæng og burkaer at gøre?

Åndsfrihed er ikke lig med frihed til hvad som helst, skriver sognepræst Marie Høgh. Foto: Arkivfoto

Åndsfrihed er altså ikke en frihed til hvad som helst. Det betyder ikke, at de intolerante skal bruge friheden til at indføre intolerance, skriver sognepræst Marie Høgh

Der er steget rigtig mange varmluftsballoner til vejrs fra Vartovs Grønnegård, mens Grundtvig støbt i bronze kiggede på. Hvad skulle han også gøre, den gamle? De vil jo ikke høre på ham, light -grundtvigianerne (læs: Grundtvigsk Forum), der mødtes med politiske venner i lys for at tale om at stifte en åndsfrihedsforening.

Ja, mon ikke alene udtrykket ”åndsfrihedsforening” havde fået Grundtvig til brøle som en ”Ølnordisk Kæmpe” for at bruge Kierkegaards skældsord om nationens milde bedstefar.

Men efter foreningens eget udsagn er der altså brug for et mere ”grundtvigsk syn på friheden til at mene, sige og tro, hvad man vil”. Påstandene er nemlig, at Christiansborg-politikerne sætter åndsfriheden under pres ved at udskamme religiøse grupper og lukke munden på folk med en bestemt religiøs overbevisning.

Og det er skam heller ikke for sjov, når åndskæmperne mødes. Akademileder Ingrid Ank har i P1-programmet ”Tidsånd” slået fast, at det ikke er en forening, der mødes for ”at spille rundbold”, og landformand for Radikale Venstre Svend Thorhauge udtaler, at det ikke er en ”hyggeforening, der mødes for at tale om at behandle hinanden godt”. Nej, men måske var det nemmere for dem at gøre det end at gå rundt og passe på ikke at mene noget.

Men ikke desto mindre bliver det spændende for ikke at sige underholdende at se, hvordan åndfrihedsforeningen kan gøre Grundtvig til den store forsvarer for burkaer, badeforhæng og bederum – for slet ikke at tale om de muslimske friskoler, der er rundet af islamistisk fundamentalisme, ligesom forherligelse af militante islamistiske grupper, undervisning i jihad og underkendelse af grundlovsikrede frihedsrettigheder – herunder ligestilling mellem kønnene – næppe kan forsvares med retten til åndsfrihed.

Kære foreningsfolk: Åndsfriheden er det sande demokratis kendemærke, og vi har fortsat religionsfrihed, trykke-, tale-, tanke- og forsamlingsfrihed. Man må være lige så meget kristen, muslim eller jøde, som man gider.

Imamlovgivningen er noget symbolpolitisk, ligegyldigt makværk. Vi har ikke forbud mod religiøse symboler – og skal heller ikke have det. For vi skal være varsomme. Vi må ikke ødelægge åndsfriheden for at kæmpe for den ved at skalte og valte med den, som havde vi skabte den selv i går. Det er en frihed, vi aldrig får igen.

Men – hør nu godt efter: Det er altså ikke en frihed til hvad som helst. Det betyder ikke, at de intolerante skal bruge friheden til at indføre intolerance. Bruge friheden til at begrænse friheden.

Hvis I nu prøver at se uden for Vartovs gamle mure, så skal I se åndsfrihed under pres:

For et par uger siden blev det danske forsvar sat på gaden for at bevogte civile institutioner, og man er ved at falde over mere eller mindre camouflerede koranklodser hele vejen ned ad Strøget.

Forfattere, journalister og kunstnere og så videre indrømmer i en lind strøm, at de ikke tør sige, hvad de mener. Folkevalgte politikere har livvagter, og unge muslimske og eksmuslimske debattører gør op med den sociale kontrol og radikale islam, der trives i bedste velgående i de parallelle samfund.

Undskyld, hvem er det lige, der er under pres af hvem?

Hvis de åndelige foreningsfolk gerne vil være lige så vigtige, som de tror de er, skulle de lægge korrektheden på hylden og finde modet frem til at sige noget, der rent faktisk betyder noget. Og tale ortodoks islam midt imod. For det er dén, der sætter Grundlovens frihedsrettigheder under pres. Og det har kostet liv også i Danmark – det koster dagligt frihed.

Frihed er ikke bare at være fri for nogen og fri til alt. Friheden er en bunden frihed. Den er forankret i Danmarks Riges Grundlov. Verdsligt bundet til en autoritet, vi skal være tro imod, men frie i ånden. Eller som Luther siger: en fri herre og alles tjenende træl.

Og hvis foreningsfolkene vil have et såkaldt grundtvigsk syn på åndfriheden, så er en forudsætning for Grundtvigs frihedsbegreb altid åndens tilstedeværelse. ”Frihed for alt, hvad der stammer fra Aand,” skriver han i sit store frihedsbrev fra 1832. Gennem denne fremhævelse af åndsbegrebet skærpes friheden, således at den på ingen måde er ubetinget, men at forholdet mellem godt og ondt tages i betragtning i forbindelse med friheden.

Friheden har for Grundtvig kun én mening, nemlig ”Respekten for Menneskelivet, for Mennesket”. Frihed eksisterer kun dér, hvor Livet anerkendes mellem Mennesker,” som Kaj Thanning formulerer det.

Frihedsbegrebet beror altså på en gensidig anerkendelse, hvorved den enkeltes frihed er afhængig af næstens frihed. Friheden er ikke ubegrænset og gælder ikke for de kræfter, som blot har som mål at ødelægge og således forhindre næstens frihed.

Gå lige ned og fortæl det til de islamistiske organisationer, der samler sig imod burka- og niqabforbud, til de muslimske friskoler under skærpet tilsyn og til den kvindeundertrykkende imam i de parallelle retssamfund.

Og husk: Grundtvig var ikke politisk korrekt, men kristen, og åndsfrihedsbegrebet hviler på noget, vi ikke har fået af politikerne eller en forening, men af kristendommen, som har sat det enkelte menneske fri ved det frelsende evangelium om, at dine synder, fejl og ufuldkommenhed er dig forladt.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.

Kære foreningsfolk: Åndsfriheden er det sande demokratis kendemærke, og vi har fortsat religionsfrihed, trykke-, tale-, tanke- og forsamlingsfrihed. Man må være lige så meget kristen, muslim eller jøde, som man gider

Marie Høgh