Marie Høgh: Kirkerne har brug for Jim Lyngvild

Hvis man gør sig den ulejlighed at dvæle et øjeblik ved kunstneren Jim Lyngvilds Kristus-billeder, vil man opdage, at han ikke viser noget vulgært, uskønt eller blasfemisk

"Ja, Jesus ser noget homoerotisk ud. Ja, han er blond. Men det er da fordi, jeg er homo og dansker. Jeg har skabt min Jesus,” har Jim Lyngvild tidligere sagt til Kristeligt Dagblad om sit værk.
"Ja, Jesus ser noget homoerotisk ud. Ja, han er blond. Men det er da fordi, jeg er homo og dansker. Jeg har skabt min Jesus,” har Jim Lyngvild tidligere sagt til Kristeligt Dagblad om sit værk. . Foto: Jim Lyngvild.

”Vi har brug for at se gudsbilleder,” sagde en ung mand til mig efter en lørdagsdåb i Sankt Nikolai Kirke i Holbæk sidste forår.

Undrende kiggede han på den midlertidige digitale altertavle ”Triptykon II”, der var skabt af kunstneren Jacob Remin. Vores skønne altertavle, ”Kristus der velsigner et lille barn”, var udlånt til den store udstilling om Carl Bloch på Statens Museum for Kunst.

I mellemtiden havde Remin konstrueret tre garderhøje søjler svejset sammen af gamle printplader, hvorpå kunstneren havde monteret hundreder af dioder forbundet med kulørte ledninger. Installationen kunne blinke eller lyse konstant, og lydstyrken indstilles efter temperament.

Jeg glemmer aldrig ferniseringen. Ingen, altså virkelig, ikke én eneste anede, hvad det forestillede, og der skal mere end to magistergrader i moderne kunstforståelse til for at læse Treenigheden, Gud Fader, Søn og Helligånd, ind i sammensvejsede printplader med lys i.

Endelig dristede en sig til at spørge, om kunstneren kunne uddybe, hvad det egentlig forestillede, og fortælle om den kristne eller teologiske tanke bag værket.

Remin svarede, at det var helt åbent for fri fortolkning. Det var kejserens nye klæder. Remin havde ikke gjort sig en levende (teologisk) tanke om, hvorfor printplader er meningsfuld og god kirkekunst.

Nuvel. Printpladehistorien lægger sig ind de seneste mange årtiers mode inden for kirkekunst, hvor det nærmest er blevet et kvalitetsmærke, at ingen dybest set aner, hvad det forestiller. Man bilder sig måske ind, at folk får ”noget at tænke over”, når de står foran et klatmaleri i gode farver og krampagtigt prøver at tvinge Kristusser frem, hvor ingen Kristus er – og lykkes det ikke, ja, så forstår man sig sikkert ikke på kunst.

Det er, som om den frie fortolkning er lidt finere end den rene forkyndelse. Men sandheden er, at folk ikke får noget at tænke over, når de ser de seneste årtiers kirkekunst, fordi der simpelthen er for lidt på spil. Og jeg giver Jim Lyngvild fuldkommen ret, når han siger, at både Peter Brandes, Maja Lisa Engelhardt og Leif Sylvester Petersen er dygtige, men ukonkrete – og det er, som om de i fællesskab er blevet enige om ikke at vise Kristus.

Hvorfor dog? Når det nu er Kristus, vi længes efter at se – længes efter at blive set af? Også helt konkret i kunsten – mødt, set og afsløret som de syndere, vi er.

Kristi blik får os til at se indad og indse vores egen skyldighed, fordi vi ”ser ind” i os selv og sammenligner det mørke, vi ser, med det lysende blik, der ser os. Evangeliet forarger os, fordi vi i mødet med Kristus ser alt det, som vi ikke er – i mødet med Kristus korrigeres vores selvforståelse. Og jeg tror virkelig, at det er dét, der sker, når nogen bliver så afsindig rasende over Jim Lyngvilds kunst. Han holder nemlig evangeliets spejl op foran os – og man må give Kierkegaard ret, når en abe glor ind i et spejl, er det sjældent en apostel, der skuer ud.

Jeg tror oprigtigt, at mange bliver anfægtet. For hvis man nu gør sig den ulejlighed at dvæle et øjeblik ved Lyngvilds billeder, så vil man opdage, at han ikke viser noget vulgært, ikke noget uskønt, ikke noget blasfemisk, ikke noget kvalmefremkaldende og heller ikke ”tungt seksualiserede Kristus-motiver”, som Kristeligt Dagblad i en leder forarges over.

Lyngvild bliver endda irettesat for at skabe ”blodige” Kristus-motiver – ja, mon ikke også korsfæstelsen var en småblodig omgang. Nu er det altså kontroversielt, at man kan se, hvad kunsten ligner. Og måske afspejler kritikken af den såkaldt homoerotiske (herligt udtryk) kunst også, at vi lever i en underlig tid, hvor vi ikke kan holde balancen mellem frigjorthed og bornerthed og ser sex alle vegne.

Hør her: Nøgenhed er jo ikke vulgært – det er skønhed. Og Lyngvild er optaget af skønhed – og dét, han har på hjerte, er at forkynde kristendom. Det er at få mennesker til at tro og åbne den samtale om tro og kristendom, som vi trænger til.

Jeg ved det, fordi jeg taler med ham om det. Kirkekunst skal være forkyndende, ellers er det så uendelig ligegyldigt. Og kunstneren skal selvfølgelig selv være anfægtet af det motiv, han skaber – og asatroende eller ej, så er Lyngvild anfægtet.

De 500 mennesker, der sad til fællessang og fyraftensøl i Sankt Nikolai Kirke for et par måneder siden, så Lyngvild blive berørt, da han citerede sidste vers af yndlingssalmen: ”Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det Frelser af din nåde, stå mig bi når fjenden frister, ræk mig hånd når øjet brister! Sig vi går til Paradis!”.

Så lad nu Lyngvild være i fred for fromme befamlinger, og glæd jer over det, hans kunst er: forkyndelsen om Jesus af Nazaret – den største modsigelse, verden har set. Og derfor er han en rød klud for manges øjne.

I øvrigt: Til forskel fra så mange andre elitære kirkekunstnere, der spinder guld på de danske kirkers altre, så tjener Lyngvild ikke en krone på kunstudstillingerne. Og i skrivende stund arbejder Lyngvild på en udstilling til Sankt Nikolai Kirke i Holbæk, der åbner med en ferniseringsfest den 1. september i år – fordi vi har brug for at se gudsbilleder.

RETTELSE: I denne klumme skrev sognepræst Marie Høgh oprindeligt, at der i salmen "Hil dig, Frelser og forsoner" synges "ræk mig hånd når øjet brister, se vi går til Paradis!”. Det er ikke korrekt. Den korrekte ordlyd er "Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis!". Klummen er derfor blevet rettet. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.