Prøv avisen
Kirkeligt set

Marie Høgh: Kristus har sejret over ondskaben i mennesket – også morderen fra Stockholm

Illustration: Søren Mosdal

Ordene om morderens tilgivelse, det kristne håb om, at Kristus også må være med ham i Paradis, ligger i os som kristen kultur, skriver sognepræst Marie Høgh

FORPJUSKET SVAJER den for vinden i vejkanten, når man kører ad de evigt lange lige asfalterede strækninger derude vestpå, hvor mennesket er småt. Hvor der er så meget af himlen og lidt længsel i lyset.

Her står den gule grøftekantsblomst ”uden duft og pragt og skær”, som Grundtvig skriver. Af en eller anden grund er der vist flest af dem i Jylland.

Jeg bemærkede det, dengang jeg flyttede tilbage dertil, til Vestjylland. Og væk igen til Fyn og Nordsjælland. Her er knap så mange – flest i haverne. Lidt uventet springer den påskeblomst frem af en skarnbunke. Midt i vinter, storm og regn bryder den ind i tiden. Midt i alt det, som livet er, melder kalenderen påske. På den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Ny dato hvert år. Uforberedt og næsten uventet bliver det påske, som om det kommer os lidt mindre ved end julen. Ikke noget med at tælle ned 24 dage og fire søndage, købe gaver og lave marcipan. Spise julefrokoster og kysse på hinandens mænd og koner. Gøre gode miner til slet spil, mens vi holder juleaften med alle dem, vi holder af og ikke kan holde ud.

For Guds skyld skal det lykkes til jul.

Og netop fordi så meget ikke lykkes, bliver det påske. Fordi du og dit liv, lille menneske, ikke lykkes. Påsken er evighedens indbrud i tiden, to dage efter at helvedet brød løs i Stockholm.

MØRKET HAR SÆNKET SIG over det lyse Skandinavien, der holder hinanden i hånden ved en humanistisk ”Kärleksmanifestation”, mens det kristne evangelium fortæller verdens største sande kærlighedsfortælling. Og du skal tage dig tid til at høre det, selvom du hellere vil i haven. For det handler om dig, kære menneske. I påsken gennemleves hele menneskets eksistens.

Vi bliver draget ind i hele Guds historie med sit menneske. Alt menneskeligt er rummet i påsken. Fra det værste til det bedste.

I lidelseshistorien er al begyndelse og al slutning – alt, hvad menneskelivet rummer er indoptaget i Guds historie med os: menneskets smålige sider og største sider, uendelig godhed og nedrighed, opofrelse og forræderi, selviskhed og alt det onde, vi ikke vil, men alligevel gør.

Fortællingen begynder med palmesøndagens fest og farver, der får først sandhed og virkelighed, når det bliver det, det egentlig var: indledningen til langfredag og påskemorgen.

Den røde løber er rullet ud, der er palmegrene – jubelråb og fremtidshåb. Men allerede skærtorsdag hænger dødens skygge over verdens mennesker.

Over middagsbordet, hvor Kristus vasker vores beskidte og knystede fødder. Gud har selv hænderne eller fødderne i skidtet – han vandrede selv omkring i Israel på bare, beskidte fødder og slog følgeskab med sit menneske. Og vi var selv med i følget den lange fredag på Golgata og med kvinderne ved graven påskemorgen.

DET VAR MIG, det handlede om, mit eget iboende mørke blev afdækket og afsløret i døden på et kors. Den død, alle mennesker var medskyldige i – ikke én eneste kan erklære sig uskyldig i det mørke, der faldt over Jorden, da den sjette time kom. Mine synder blev naglet til korset. Og Kristi ord til røveren er også Hans ord til mig – og til dig: ”I dag skal du være med mig i Paradis.”

Han tog os med op af graven. Derfor er spørgsmålet om opstandelsen ikke noget, vi fornuftigt kan overveje at tro på – nej, det er dit liv, der er på spil, lille menneske. Det er vores død, som Guds søn gennemlever. ”Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde,” skriver Grundtvig i ”Påskeliljen” (Salmebogen nummer 236).

For opstandelsen er Guds kærlige ja til sit genstridige menneske, der skal forkyndes for os levende. For i Kierkegaards forstand lever vi livet forlæns, men forstår det baglæns.

Ikke fordi vi psykologisk eller filosofisk skal forstå noget ved livet i et tilbageblik, før vi stiller træskoene. For menneskelivet kan ikke overskues.

Men i kristen forstand kaster opstandelsen et forklarende lys over vores lille menneskeliv. Livet er forklaret ved Guds værk i påsken. Det, der giver os en fremtid at leve i. Guds fremtid.

Den fuldendelse af menneskelivet, vi får en forsmag på, hver gang han tager os kærligt under hagen, med nådige øje ser ind i vores sorte blik og erklærer alt for tilgivet.

Det er sagt til mig, som lever, men skal dø. Det er den forkyndelse, vi kan forvente at høre i kirken, og som kirken skal stå ved. Den forkyndelse rydder bulen for alle kætterske gudstjenester befriet for kristendom. Den forkyndelse, der kun lyder i en kristen kirke – derfor er det et slag i ansigtet på enhver kristen, når en imam står for alteret eller på prædikestolen.

Den forkyndelse, der løser røveren fra sømmene på korset, fordi Jesus Kristus har sejret over ondskaben og mørket – også i gerningsmandens hoved. Også ham i Stockholm.

ORDENE OM MORDERENS TILGIVELSE, det kristne håb om, at Kristus også må være med ham i Paradis, ligger i os som kristen kultur. På én gang vores styrke og svaghed.

For vi må ikke glemme at handle i ansvar over for vores land. Men styrken ligger i langmodigheden, der næres af håbet. Håbet om, at døden er død i Paradis. Det kristne håb.

Vi begynder ikke at marchere i takt mod fjenden, men mødes midt i håbløsheden i bøn og stilhed. Vi mødes i meningsløsheden for at høre det Ord fra evigheden, der brød ind i tiden.

Også det forår, hvor mørket ikke er til at skære os igennem, springer den gule påskeblomst frem som en uventet, velkommen gave.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.