Medfædre skal have samme juridiske rettigheder som medmødre. Det er budskabet i borgerforslaget ”Anerkend medfaderskab i regnbuefamilier,”. Umiddelbart er det jo ren snusfornuft, og måske derfor så mange har skrevet under: I dag kan forældreskab deles mellem en mand og en kvinde eller mellem to kvinder – ikke mellem to mænd.
Det har store konsekvenser i eksempelvis mødet med sundhedsvæsnet og dagtilbud, i statsborgerskabssager, ved skilsmisse, arveret og alt muligt andet ved død, når medfædre ikke har de samme rettigheder. De juridiske rettigheder og pligter i regnbuefamilier skal være ligestillede – uanset om familien består af en mor-(med)mor eller far-(med)far konstruktion.
Det er vanskeligt at begrunde rationelt, hvorfor to mænd ikke skal have samme rettigheder som kvinder i forhold, hvor kønnet alligevel er mere eller mindre opløst. Når det så er sagt, kan man godt frygte, at det politiske kapløb om at fremstå mest progressiv, mest frisindet, mest woke, ikke kerer sig om barnets tarv.
Man kan levende forestille sig, hvilket rivegilde barnet kan ende i, når Enhedslisten, der ingenlunde fornægter sine marxistiske normopløsende rødder, forslår at kønsneutralisere forældrelovgivningen, så børn juridisk set skal kunne have op til fire forældre, og dermed fire voksne mennesker, der med al deres fejlbehæftede, selvcentrerede menneskenatur har andel i barnet. Ligesom et heteroseksuelt parforhold kan gå i stykker, og en skilsmisse kan gå ravruskende galt, hvor barnet bliver bragt i en ulykkelig situation udspændt mellem to stridende forældre – ja, så kan regnbuefamilier med to, tre, fire forældre, hvor harmonisk det end lyder, også gå i tusinde stykker.
Inden nogen bliver alt for sure, så hør lige her: Selvfølgelig kan to mænd eller to kvinder give et barn ligeså meget kærlighed, omsorg og tryghed som en kvinde og en mand, en mor og en far. Jeg anfægter på ingen måde den kærlige forældreevne i regnbuefamilier. Det er slet ikke dét, det handler om. Jeg er sådan set heller ikke imod, at folk indretter deres liv og familier, som de ønsker, har frihed til og mulighed for. Men jeg bliver bekymret, når man insisterer på, at en social konstruktion, som en regnbuefamilie er, ikke har betydning og konsekvenser for barnets opvækst – på en eller anden måde. Selvfølgelig har den det.
Forleden sagde manden bag det omtalte borgerforslag i denne avis: ”Forældreskab handler ikke om køn. Det handler om kærlighed”. Nej, forældreskab handler ikke alene om kærlighed. Det handler også om kærlighed, men selvfølgelig spiller kønnet en rolle. Det ligger dybt i menneskesjælen og naturen at spejle sig i dén forældre, der har samme køn som én selv. Men det handler også om at forstå sig selv i forhold til det andet køn. Den vigtige dannelse af et menneskebarn kompliceres selvfølgelig, hvis begge forældre har samme køn. Det er en konsekvens af regnbuekonstruktionen, man må tage på sig.
Jeg bliver bekymret, når man insisterer på, at en social konstruktion, som en regnbuefamilie er, ikke har betydning og konsekvenser for barnets opvækst.
Den er ikke spor anderledes end alle andre forældres livsvalg og livssituationer med skilsmisse, opbrud og alt muligt andet har konsekvenser for børnene. Vi vil give og være alt for vores børn, men der er altid noget, vi ikke kan give dem, og det gælder også os heteroseksuelle forældre. Indimellem svigter vi, og det anfægter og smerter os, for ansvaret er vores. Men når det kommer til regnbuefamiliers forhold, er det som om anfægtelsen ikke findes, eller ikke må findes. Det bekymrer mig virkelig. For LGBT+-personer er lige så kærlige forældre som alle andre, men de kommer ikke fra et eller andet overmenneskeligt rent sted, hvor synd og skyld og ansvar ikke klæber til deres menneskeliv, og alt det livet er. Det er en rystende insisteren på fejlfrihed.
Egentlig burde det ikke være hverken kontroversielt, reaktionært eller noget andet væmmeligt at hævde, at køn, ophav og biologi spiller en roller for et menneskes opvækst. Er dét i virkeligheden ikke bare snusfornuft? Jeg ved da fra mit præsteliv og samtaler med folk, hvor stor en ulykke det er for et menneske ikke at kende sit biologiske ophav, sin slægt, sin fortælling. Vi bærer en medfødt længsel efter at vide, hvem der var før os, nulevende som døde, og at kende vore slægt, som støvet eller kødet er forbundet med. For mange donorbørn er det en livslagt uforløst længsel, som mange lider smerteligt under.
For menneskeskabningen er ikke bare ånd, men også kød, som ånden er bundet til. Derfor er forældreskab ikke alene kærlighed. Det er i udgangspunktet også en temmelig biologisk relation. Tager man ikke det alvorligt, så agter man ikke på barnets tarv. Siden 1960’erne har vi fejlagtigt accepteret, at tusinder af børn er kommet til verden via anonym donation, og det er forudsætningen for at regnbuefamilie, solofædre og mødre overhovedet findes.
Intet menneske har sin rod i anonymiteten. Derfor burde man oprette et borgerforslag, der lyder, at åben sæd-eller ægdonation er den eneste mulighed. Dét hverken diskriminerer eller underkender nogen køn eller forældreevner, men det anerkender og respekterer mennesket som den underfulde, gådefulde skabning, det er – af støv og ånd.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.