Prøv avisen
Debat

Marie Høgh: Snitter Mette Bock pinde til folkekirkens ligkiste?

"Godt en uge har den nyudnævnte kirkeminister siddet på taburetten, før hun begynder at pille i det fine og helt unikke danske forhold mellem kirke og stat," skriver Marie Høgh om Mette Bock.

Politikere kommer og går, men kirken har bestået i 1000 år. Og det er den kirke, det handler om at bevare. Ufatteligt, at man ikke sætter en kirkeminister på posten, der ønsker at løfte den opgave og den arv, skriver sognepræst Marie Høgh

”Hold fred med de hellige, ellers er Fanden løs,” sagde Stauning. Mon ikke også Mette Bock (LA) vil sande det på et tidspunkt, når hun har trampet tilstrækkeligt meget rundt i den kirkeministerielle glasbutik.

Godt en uge har den nyudnævnte kirkeminister siddet på taburetten, før hun begynder at pille i det fine og helt unikke danske forhold mellem kirke og stat.

Kristendommen holder politikerne fast på, at de ikke er himmelstræbere, men jordiske fyrster med afgrænsede embeder, og staten holder kirken fast på, at præsterne ikke skal prædike politik, men evangeliet. Men det rager tilsyneladende ikke Mette Bock, der foreslår, at staten ikke skal betale for præstelønninger og forkyndelse – de 40 procent, staten hidtil har betalt skal kirken altså finde i egen kasse.

Kære Mette Bock, det kan du da bare indføre. Men så skal kirken til gengæld lige have de jorder tilbage, som den afstod til staten ved jordlovene i 1919. Udbyttet fra jorderne var kirkens indkomst, derfor skulle staten nu betale en del af præsternes løn. Fuldstændig rimeligt. Det er en 100 år gammel aftale, kirkeministeren uden at blinke vil ophæve. Magen til historieløshed skal man lede længe efter (selvom det ikke er første gang Bock demonstrerer det), og så er hun, Gud bedre det, også kulturminister.

Kirkeministerens ultraliberale og fuldkommen åndløse forslag er en pind til folkekirkens ligkiste, som adskillelse af kirke og stat ville være.

Og for hvis skyld skal forslaget rejses? Ikke for folkekirkens skyld selvfølgelig, men gudhjælpemig for kritikernes skyld. Det er for at undgå den kritik, at ikke-medlemmer betaler til forkyndelsen.

Men nu er det bare sådan, at Danmark er et kristent land. Det betyder ikke, at alle er kristentroende, men derimod at man har frihed til at tro, hvad man vil. Sådan som vi har indrettet samfundet, havde vi aldrig nogensinde kunne gøre det uden kristendommen som en bevidsthedsmodus bag vores blik på det enkelte menneskes liv som noget værdifuldt – noget vi ikke slår ihjel.

Og alle vores grundlæggende frihedsrettigheder, det enkelte menneskes åndelige frihed, ligheden for loven, kvinders stemmeret, var aldrig blevet til, hvis ikke kristendommen lå i vore hjerter og i den danske muld sammen med al det hedenske arvesølv.

Og hvad er det, der gør Danmark kristent? Ja, det er jo nok ikke bare kirketårnene, der knejser i landskabet og tegner gadebilledet. Det er ganske vist kulturarv, men ikke andet end sten og brokker. Nej, det er ordet, Mette Bock. Det er forkyndelsen af evangeliet om syndernes forladelse og Guds frelse til hvert et menneske, hvad enten du er kristen, ”sanddrue hedning, tyrk eller jøde”, som Grundtvig skrev. Det betyder, at vi er fritaget fra selv at skulle arbejde på vores frelse, men kan tage os af vores liv med alt det, livet er, der, hvor vi lever det.

Derfor ser samfundet ud, som det gør, i vestlige kristne kulturer i modsætning til Mellemøsten. Men nu har kirkeministeren tidligere udtalt, at hun ikke er bekymret for islam. Mens andre af hele deres hjerte er bekymret for den snigende islamisering af det danske samfund, sover Mette Bock trygt om natten. Det eneste, der kan forstyrre hendes nattesøvn, er til gengæld, at kritikere af folkekirken har ondt over, at en promille af deres kirkeskat går til præstelønninger.

Gudfaderbevares.

Vi har fået en kirkeminister, der interesserer sig mere for at gøre kirkens kritikere tilpasse end at kere sig om folkekirken. Ja, hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at vi igen havde fået en radikal kirkeminister.

Politikere kommer og går, men kirken har bestået i 1000 år. Og det er den kirke, det handler om at bevare. Ufatteligt, at man ikke sætter en kirkeminister på posten, der ønsker at løfte den opgave og den arv.

Marie Høgh er sognepræst i Lynge-Uggeløse.