Marie Høgh: Tag ikke synden fra Grundtvig

Når man nedvurderer syndens betydning hos Grundtvig, gør man Grundtvig sød og blød

Marie Høgh: Tag ikke synden fra Grundtvig
Illustration: Søren Mosdal.

Wienerbrødsgrundtvigianisme  – det udtryk eller skældsord må komme af, at man gør Grundtvig sød og blød, fuld af smør og lette kalorier. Og det er det, der sker når man nedvurderer syndens betydning hos Grundtvig, som professor Peter Lodberg gjorde i en artikel den 24. juni om syndsforståelse i forlængelse af den verserende Lutherdebat.

Lodberg forklarer, at er der to teologiske traditioner i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske: Den ene siger, at mennesket er ”dybt korrumperet af synd, hvor det er et eksistensvilkår, at man er syndig helt ind i rygraden” – og frelsen afhænger af nåden alene – det er arven fra Luther, som genfindes i pietismen. Den anden anskuer nok mennesket som syndigt, men, ”at syndigheden snarere skal forstås som en sygdom, der kan kureres”, og der kan stadig siges noget ”positivt om menneskets mulighed for at handle i livet og over for Gud”.

Ifølge Lodberg går denne tradition tilbage til kirkefædrene i oldkirken og genfindes hos Grundtvig, i grundtvigianismen, og er den opfattelse, der ligger bag den nyligt udkomne lutherkritiske bog – hvori synden mildest talt er en fremmed gæst. Lodberg har ret så langt, at Grundtvig trækker på arven fra kirkefaderen Irenæus, det skal jeg vende tilbage til – men han frasiger sig ikke sine lutherske rødder. Og man skal ikke have sunget én eneste grundtvigsalme før man ved, at Grundtvig skrev ud af sit eget anfægtelsens mørke, ud af sin egen eksistentielle fortvivlelse og sorg og synd, der sad i rygraden, løb i blodbanerne og lagde sig dunkel og gådefuld omkring hans hjerte. Hjertet, der ifølge Grundtvig er troens organ. Med 60 til 100 slag i minuttet sender hjertet blod rundt i kroppen til livets opretholdelse – og med i blodbanerne løber troen – tro er liv.

Og Grundtvig var lutheraner af kød og blod og helt på linje med Luther i forestillingen om mennesket som både synder og retfærdiggjort  – for i os selv er intet godt, syndere og retfærdige er vi kun i kraft af Guds nådige tilsigelse. Nåde rimer på gåde og omvendt. Og i Grundtvigs digtning, slå op i salmebogen og se efter, da står begrebet ”gåde” ofte i rimstilling med ”nåde” – for eksempel: ”Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det Frelser af din nåde” (Den Danske Salmebog, nummer 192). Altså: Ved nåden alene frelses den fortabte synder og ved nåden alene forklares den gådefulde menneskelige eksistens, det menneskelige liv, der ikke blev fuldkommen korrumperet ved syndefaldet, fordi en gudbilledlig rest blev bevaret.

Og alligevel er der ingen grund til at betvivle, at syndefaldet for Grundtvig er af fuldstændig gennemgribende karakter – læs hvad han skriver i Nordens Mytologi om det store ”Uheld” der tilstødte mennesket: ”Et Uheld, der bragte Jorden hos ham i en skæv stilling til Himlen, tiden i misforholdet til evigheden, og Menneskenaturen i vildrede.” 

Og det er her, oldkirken kommer ind i billedet. For helt i tråd med Irenæus forestillede Grundtvig sig, at mennesket er skabt i Guds billede og med Guds lighed. Ved syndefaldet mister mennesket Guds lighed, men i kraft af skabelsesnåden beholder det gudbilledligheden, der sidder i sjælen, hjertet og legemet, som en ”dunkel anelse om det åndelige liv vi naturligt fattes”.

Og ved dåben bliver mennesket genindsat i den kristne, åndelige vækst mod større klarhed, mod den tabte gudlighed og til en forening med Kristus. En sakramental frelsesforståelse, hvor mennesket i kraft af dåben bliver optaget i Kristus (husk det: I Kristus).

Og væksten sker ikke ved mennesket selv, men alene i kraft af nåden, der viser sig i ”godvilligheden”, som Grundtvig kalder det – og det er måske den, nogen får galt i halsen. Men Grundtvig forklarer, at uden ”godvillighed”, var der ikke noget ”hos det grundslette menneske, som kunne lade sig røre til anger og omvendelse (…) eller lade sig genføde til et Gudsbarn og lade sig forny efter det gudsbillede hvori Mennesket oprindelig er skabt.”

Det såkaldt positive for menneskets evne til at ”handle godt i livet”, som Lodberg nævner, er simpelthen en frelsesbetingelse – skænket af Gud. Og frelsen fra synden er hos Grundtvig ingenlunde en sygdom, der kan kureres – nej, det var Grundtvigs ærkefjende nummer et, liberalteologen H.N. Clausens synspunkt.

Grundtvig kaldte ham ”naturalist af ånd”, fordi Clausen var klar over, at det er ånden, som gør mennesket til et menneske med indbildningskraft, følelse og forstand – men med sin faderlige rationalistiske arv har han en anden frelsesforståelse. For modsat Grundtvig mener naturalisterne, at det er mennesket, som optager Jesus i sig, som et etisk og forbillede og bruger de elementer af Kristus, de finder nødvendige for at kurere sig selv fra vildfarelsen efter faldet – altså en ikke-sakramental frelsesforståelse – der går udenom dåb og nadver. Jeg tror virkelig, Grundtvig ville være inderlig gal og vred over den forveksling. Og vær varsom med den.  

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og sognepræst Marie Høgh.

Kirkeligt set er en klumme, der skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og sognepræst Marie Høgh. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.