Knap er vi færdige med at holde ligtaler over store bededag, før regeringen præsenterer sit næste store angreb på folkekirken – ja, på hele vores kulturelle, kristne og åndelige arv og identitet.
Kirkeminister Louise Schack Elholm (V), der heller ikke just var kirkens ven under bededagsballaden, vil nemlig indskrænke kirkers mulighed for at gøre indsigelser mod opsætning af vindmøller og solcelleanlæg. Som lovgivningen er i dag, kan folkekirkens stifter ved indsigelser stoppe projekter, som ødelægger udsynet til kirkerne, der dagligt minder os om vores væsens rod – det åndelige fundament, som hele vores samfund hviler på. Og indsigelsesretten bliver faktisk benyttet.
Fremover vil indsigelsesretten kun gælde 1000 meter fra en kirke – 2000 meter, hvis vindmøllerne er over 250 meter høje, og planerne skal selvfølgelig være med til at opfylde regeringens målsætning om at fremme den grønne omstilling.
”Det er helt forfærdeligt. Det er et kæmpe problem. Det er så trist,” udtaler arkitekt og tidligere kongelig bygningsinspektør Niels Vium i et interview til Morgenavisen Jyllands-Posten og fortsætter:
”Man bringer den grønne bølge som en undskyldning for en frygtelig masse ting, hvor man i virkeligheden i den diskussion sælger ud af den historiske kulturarv.”
Han har jo fuldkommen ret. Og jeg håber så inderligt, at kirken og hele gejstligheden kommer helt op på tæerne, for selvom det umiddelbart kan synes at høre til småtingsafdelingen – afskaffelsen af en helligdag og placeringen af en vindmølle, der potentielt forstyrrer udsynet til kirken – så er der vitterligt store og samfundsomstyrtende kræfter på spil. Alt må vige for klimaideologien og for politiske ideologiske tanke i det hele taget. Alt står for fald, for ifølge vores regering har Gud "vigepligt”.
Det var Mattias Tesfaye (S), der fandt på formuleringen, og Mette Frederiksen (S) har gentaget det i én uendelighed og tilsyneladende gjort udsagnet til en slags underliggende bevidsthedsmodus for SVM-regeringens politik. Gud, kirken og kristendommen må vige pladsen for velfærdsideologien, klimadagsordenen og verdensfreden, og det er svært at opfatte regeringsgrundlagets note om, at ”Danmark er et kristent land”, som andet end ren staffage.
Jeg forstår for så vidt godt Tesfayes hensigt med udtrykket dengang: Indvandrere med muslimsk baggrund skulle forstå, at i Danmark står islams religiøse lovgivning ikke over Grundloven. Selvfølgelig. Det var altså Allah, der skulle vises til rette, men vores kristne Gud blev taget med i faldet. Og kristendommen, der gang på gang bliver ofret på velfærdsideologiens hellige alter.
Men hvad sker der med en kultur og et samfund, når kirke og Gud, den kristne tradition, livssyn og åndsforståelse må vige pladsen for den kolde fornuftstænkning, demokratiske principper og fuldstændig blinde tiltro til egen dømmekraft i alle livets forhold? Ja, der sker dét, som vi ser nu: et samfund, der er ved at blive revet løs fra sin fortøjning. Folk og lovgivere, der er ved at fare vild i sig selv og deres egen ellers så klare tænkning, fordi vi simpelthen ikke er i stand til at anskue mennesket og menneskelivet i forhold til noget større.
Det er, som om evnen til at forholde sig til mennesket på et andet niveau – at turde tale om mennesket som en skabning af ånd, et åndsvæsen – er blevet svækket. Og det afspejler sig i alle etiske og politiske forhold, hvor den politiske, offentlige samtale om mennesket simpelthen mangler en åndelig forankring. Det er, som om man skal gentænke og genbegribe, hvad et menneske er, når vi skal forholde os til spørgsmålet om abort og aktiv dødshjælp, organdonation, sæd- og ægdonationer, rugemødre, rettigheder, ligestilling, unges mistrivsel, stress, ensomhed og alt muligt andet.
Det er svært for os, fordi tidsånden hæmmer udsynet til de kulturelle og etiske pejlemærker, vi er skænket i kristendommen. Og nu bliver udsynet til kirkerne helt konkret hæmmet af vindmøller, for som Niels Vium formulerer, er den måde, vi bygger vores byer og bruger vores landskaber på, et udtryk for ”vores kulturs forhold”. Tidligere ”hvilede den mere i sig selv, var mere harmonisk og mere menneskelig. Kirkernes placering er ikke tilfældig. Ofte i Danmark kan man se dem langvejsfra," siger han.
Ja, sådan står kirkerne som vartegn i et kristent land – som vidnesbyrd om kristendommens sandhed, der skal holdes levende i vores samfund. Ellers går vi under som civilisation. Jeg kom til at tænke på en sætning fra den engelske journalist og forfatter Douglas Murrays bestseller ”Europas undergang”:
”Hvis det er sandt, at den bedste test på en civilisation er de bygninger, den efterlader sig, vil vore efterkommere få et meget trist indtryk af os.”
Tja, vi giver i hvert fald ikke kommende generationer meget at leve på. Ud over noget grøn energi.
Kirkeligt set skrives på skift af generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Grundtvigsk Tidende Ingrid Ank, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck og sognepræst Marie Høgh.
Kirkeligt set er en klumme, der skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og sognepræst Marie Høgh. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.