MENNESKERETTIGHEDER er blevet vore dages nye religion. Alle vil kæmpe for menneskerettighederne rundt omkring i verden og i Danmark.
Men hvorfor skulle det være moralsk rigtigt at kæmpe for en række specifikke rettigheder i Afghanistan, Ukraine og Kina? Og hvorfor er det nødvendigt for forsvarsministeren at understrege, at det danske forsvar kæmper for menneskerettighederne?
Før i tiden kæmpede det danske forsvar for Danmark, men nu har de danske soldater åbenbart fået en verdensomspændende moralsk mission i stedet.
Svaret er naturligvis, at man tillægger menneskerettighederne en særlig høj moralsk værdi. De er simpelthen den rigtige måde at indrette sit samfund på. Og når man ved, hvad det rigtige er, skal man som en anden moralens vogter eller moderne pavedomstol gribe ind og lyse i band, når der handles imod det rigtige.
Men hvordan kan man sige, at noget er rigtigt for alle? Vores tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) understregede ofte i sine udtalelser, at det ikke bare var menneskerettighederne, han ville kæmpe for nej, det var de universelle menneskerettigheder! Når noget er universelt, er det gældende til enhver tid og på ethvert sted. Det svarer til muslimernes tro på Koranens ord og shariaens regler. De er indiskutabelt rigtige overalt til enhver tid, fordi Allah siger det.
MEN HVEM ER DET, der siger, at menneskerettighederne er rigtige? Nogle vil sige naturen. Ifølge denne opfattelse er menneskerettighederne ligesom tyngdeloven altid gældende som det rigtige men det er bare ikke sikkert, at alle kulturer har fundet frem til dem endnu.
Det vil de dog på et tidspunkt, især hvis behjertede mennesker som Nick Hækkerup (S) eller Per Stig Møller (K) hjælper dem lidt på vej. Denne opfattelse er altså funderet i en formodning om en naturlig lovmæssighed på en tro på, at der findes en perfekt måde at leve på. En form for naturreligion, hvor man mener, at det gode og smukke i form af menneskerettighederne er latent til stede og skal fremkaldes ved gode handlinger.
Det er helt i orden at have den slags religiøse overbevisninger om en bestemt morals overhøjhed, men kunne vi ikke bare få lov at kalde dem det, de er nemlig religiøse overbevisninger?
Jeg går selv ind for en række frihedsrettigheder i Danmark: ytringsfrihed, religionsfrihed, lighed for loven, stemmeret for kvinder og så videre rettigheder, der er del af den danske grundlov, og som ligner menneskerettighederne til forveksling.
Men det er de ikke. De står ikke i Grundloven, fordi vi tror på, at de er udtryk for en højere retfærdighed eller en naturlov, som vi indså og nedskrev i 1849 og senere.
De står der, fordi de er vedtaget som lov. Fordi der var en stor del af befolkningen, der syntes, at det var den rigtige måde at indrette sig på. Det er det, der adskiller lov fra rettighed: De er funderet i beslutninger, og de kan naturligvis laves om ved vores almindelige lovproces i Folketinget.
Men hvis menneskerettighederne ligner vores egne lovgivne rettigheder, hvad kan man da have imod menneskerettighederne?
DER ER MINDST TRE farlige ting ved menneskerettighederne. Den første er, at vores gode, menneskeskabte love i Danmark undergraves og ødelægges via menneskerettighederne.
Flere og flere af dem inkorporeres i lovgivningen i stedet for, at lovgiverne tager stilling til paragrafferne. Vigtige traditioner og erfaringer i Danmark undergraves, fordi de er i modstrid med det rigtige.
Det drejer sig for eksempel om kristendommens og folkekirkens særstilling, der hævdes at stride imod kravet om lighed i menneskerettighederne, eller det drejer sig om vores ret til at udvise kriminelle udlændinge, der ikke har statsborgerskab i Danmark. De har nemlig ret til familieliv ifølge de hellige menneskerettigheder. Eller det drejer sig om det danske folketings ret til selv at bestemme, hvem der skal have statsborgerskab i Danmark.
DET ANDET ER, at det naturligvis kan nydefineres, hvad der er indeholdt i menneskerettighederne og altså rigtigt. Den, der sidder med definitionsmagten, har stor magt meget stor magt.
Hvad nu, hvis menneskerettighederne blev ændret til de islamiske menneskerettigheder, der kun anser det, der er i overensstemmelse med shariaen, for rigtigt? Ville det ikke være træls, hvis Danmark fik bomber i hovedet, fordi vi ikke forbyder alkohol eller tegner billeder af Muhammed?
Eller hvad nu, hvis britiske menneskerettighedsforsker Kieran Oberman, der mener, at fri indvandring er en menneskerettighed (Kristeligt Dagblad den 16. maj 2012), fik lov til at definere, hvad der er universelt rigtigt? Konsekvensen ville blive et farvel til systemet med nationalstater, der har tjent os så godt siden Den Westfalske Fred i 1648.
DET SIDSTE ER, at det er et løgnagtigt udgangspunkt. Man kan ikke bygge sin kultur, sit forsvar eller sin udenrigspolitik op på en løgn. På et tidspunkt vil det naturligvis komme for en dag, og alle vil indse, at det blot er en særlig sekulær religion, der har vundet udbredelse på dette konkrete tidspunkt, som fik folk til at mene, at det var rigtigt at bombe Serbien (Kosovo-krigen 1999) eller i Libyen (2010).
Og man vil indse, at menneskerettighederne i virkeligheden ikke har større berettigelse og universalitet end de grønne spejderes moralkodeks. Jeg håber, det tidspunkt nærmer sig, før menneskerettighedernes ødelæggende virkninger er blevet for store.
Marie Krarup er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti