Markedet skal styres med intelligens og etik

"Markedet skal aldrig tillægges en selvstændig evne til at kunne styre og regulere, hvis blot vi giver det en større frihed, som så mange liberale synes at hævde," skriver Lene Kattrup

"Den flittige, dygtige og pligtopfyldende kan sagtens få en lav løn, mens den dovne og middelmådigt begavede måske får en høj løn," skriver Lene Kattrup. Foto: Iris
"Den flittige, dygtige og pligtopfyldende kan sagtens få en lav løn, mens den dovne og middelmådigt begavede måske får en høj løn," skriver Lene Kattrup. Foto: Iris

Debatindlæg skrevet af Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd

ET GRADVIST svagere fundament af redelighed, ærlighed og arbejdsomhed baseret på den kristne kulturarv gør den fremherskende overdrevne markedstænkning problematisk.

Derfor var det velgørende at læse tidligere overvismand Niels Kærgårds kronik Markedet, etik og religion den 21. september i Kristeligt Dagblad, hvor han fik argumenteret godt for, at markedet ikke selv har nogen moral og ikke har styr på etik, menneskelighed og retfærdighed med mere.

LÆS OGSÅ:
Markedet, etik og religion

Jeg har selv skrevet om, at markedskræfterne ikke bør regulere dyrevelfærd. En manglende erkendelse heraf har de senere år medført en så voldsom forringelse af dyrenes levevilkår i det industrielle landbrug, så det i flere sammenhænge er meningsløst overhovedet at bruge ordet dyrevelfærd.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det kaldes for markedsdreven dyrevelfærd, og det er en stor misforståelse. I dag har mange politikere og økonomer en overdreven forestilling om, at fri konkurrence eller kommercialisering kan regulere mere, end det kan.

Kærgård nævnte Richard Titmuss forsøg, hvor det blev påvist, at hvis bloddonorer betales for at yde blod, så ændres det klientel, der afgiver blod. Det samme sker med blodet. Motivationen og effektiviteten aftager. Uden betaling ses en større mængde donorer og en bedre kvalitet af blod.

Titmuss pegede desuden på, at en altruistisk (uegennyttig) donationstradition i et samfund øger sammenhængskraften. Og man vil næppe uden konsekvenser kunne have de to systemer parallelt, fordi den kommercielt baserede tankemåde vil brede sig, så altruismen aftager.

Denne vigtige tendens ser vi også inden for andre områder i vores velfærdssamfund, selvom vi naturligvis bør være forsigtige og vurdere hvert område for sig selv.

Kærgård skrev, at markedet, også selvom det er renset for monopoler, begrænsninger på den fri konkurrence og irrationelle forbrugere (hvilket sjældent kan lade sig gøre), har problemer med fordelingsretfærdighed.

I et markedsdrevent samfund møder udbud imidlertid efterspørgsel på forunderlig vis, og vi kan konstatere, at i de lande, hvor man lader markedet være relativt frit, kommer der mest velstand, og ressourcerne fordeles trods alt rimeligt godt.

KÆRGÅRD FIK PÅ EN GOD måde frem, at markedet er uhyre godt, vi skal alle værdsætte og bruge det, men uden en forblændet tiltro til, at markedet kan regulere og styre alt. Vi bør have en eftertænksom og intelligent holdning til markedsmekanismerne, fordi de har en del ulemper og fejl af især etisk karakter.

Jeg studsede dog et enkelt sted, hvor Kærgård konkluderer: Markedsmekanismen sikrer en effektiv allokering, men ikke en retfærdig fordeling. Efter min mening kan vi nemlig heller ikke gå ud fra, at markedet giver os effektivitet.

Kærgård gav lige inden disse ord selv et godt eksempel på det. Den flittige, dygtige og pligtopfyldende kan sagtens få en lav løn, mens den dovne og middelmådigt begavede måske får en høj løn.

Det er ikke effektivt. Vi så her i finanskrisen, at en del chefer i bankverdenen og andre steder blev forgyldt i flere år, inden de fik ført aktionærerne og medarbejderne ud i stor nød og elendighed. Efter deres afgang fik de i en del tilfælde også store pengegaver.

I ERHVERVSLIVET ER DER eksempler på, at nepotisme og karisma samt gode kommunikationsevner kan dække over ineffektivitet og manglende flid i ret lang tid. Og hvis markedsmekanismerne kunne sikre effektivitet, ville der vel heller ikke være den tendens til bobler i økonomien, der er.

Markedet er et værdifuldt gode, men det skal aldrig tillægges en selvstændig evne til at kunne styre og regulere, hvis blot vi giver det en større frihed, som så mange liberale synes at hævde. Det er dygtige og empatiske mennesker i betroede stillinger, først og fremmest vores politikere, der bør påtage sig dette tunge ansvar.