Filosoffen Friedrich Nietzsche – ellers en indædt præstehader – kaldte Martin Luthers oversættelse af Bibelen ”et mesterværk i tysk prosa”, ja, sågar ”den hidtil bedste bog på tysk”.
Og med en udtalelse, som blev berømt: ”Mod Luthers bibel er alt det øvrige kun ’litteratur’.”
Det var Luthers ønske, at Guds ord ikke forvaltedes af gejstligheden alene. Bibelen på modersmålet skulle ud til alt folket, så de med egne øjne kunne lære skriften at kende og være rustede til at afvise falsk forkyndelse.
Af samme grund indrettede Reformationens lande også skoler for almuen, så analfabetismen kunne overvindes.
Martin Luther var ikke kun kyndig i hebraisk, græsk og latin; hans bemestring af eget modersmål var virtuos og sprudlende, så Lutherbibelen blev det mesterværk, Nietzsche hyldede.
I Frankfurter Allgemeine Zeitung skriver teolog, journalist og forfatter Christian Feldmann historien om denne bedrift, som skænkede tyskerne det skriftsprog, som de benytter i dag.
Feldmann kalder Luther den mest indflydelsesrige, talentfulde og originale skikkelse, når det gjaldt overvindelsen af datidens sammensurium af dialekter til fordel for et alment forståeligt fællessprog.
I andre lande opstod et enhedssprog i de store byer, ved fyrsternes hof, eller det forordnedes af den politiske magt. Men i Tyskland var det en litterær tekst, folkeligt elsket, der banede vejen.
Luther klager i en af sine bordtaler over, hvordan de regionale dialekter betyder, ”at ofte kan den ene ikke forstå den anden, såsom at bayrerne ikke rigtig kan forstå sachserne. Ja, folk med bare 30 mils afstand imellem sig kan ikke for godt forstå hinanden”.
Den tids fællessprog var latin, men modsat engelsk i dag beherskedes det kun af de få højtuddannede. Allerede før Luther havde man dog tilstræbt at skabe ensartede standarder for tysk skriftsprog. Det ville lette den tiltagende handel.
Luther indså hurtigt fordelene. Men han var ikke den enevældige ophavsmand til det ensartede tyske sprog, som nogen tror. Der fandtes på hans egn et forvaltningssprog, som han var fortrolig med: det ”sachsiske kancellisprog”. Men naturligvis overtog han ikke embedsmændenes på én gang skruede og knastørre stil.
”Sproggeniet Luther forvandlede det med fri og sprudlende kreativitet til et smidigt tysk fuldt af liv og billeder,” fortæller Feldmann.
Og det var et umådeligt held, at han som sachser sad lige midt i det tyske sprogrum. En Luther oppe i Kiel eller nede i Konstanz ville måske slet ikke være kommet igennem med sin reformation.
Det afgørende for Luther var at nå folket. Han bestræbte sig på, at det nye tyske fællessprog ikke forblev de dannede klassers ejendom, og her gavnede det Luther, med det maleriske sprog, at kulturen stadig var overvejende mundtlig. ”Hvad Luther skriver er umiskendeligt altid bestemt for øret,” betoner Feldmann.
Men når han oversatte, slog han aldrig af eller sænkede niveau for at nå bredt ud. Han benyttede sin evne til at ramme absolut klarhed. Som Bibelen selv.
Enklere end evangelisten Johannes kan man slet ikke tale, slog reformatoren beundrende fast. Og alligevel formidler Johannes med sit rene ord alt det, som teologer vil nå med vanskelige, højtravende og dunkle ord, konstaterede han.
Luther selv anvendte ord og vendinger, han havde opsnappet blandt bønder, markedskoner og håndværkere. Samtidig dannede han selv utallige nye, slående vendinger. De fleste af dem vandret ind i dagligsproget og bruges af tyskere den dag i dag.
”Projektet voksede logisk frem af hans centrale idé om det inderlige og umiddelbare forhold mellem Gud og menneske: Enhver lægmand skal kunne læse Guds ord uden officielle formidlere eller vanskeligt opdrivelig hjælp til oversættelse. Dermed er gejstlighedens tolkningsmonopol brudt,” skriver Feldmann.
Luther var ingenlunde den første, der oversatte den hellige skrift til tysk. Han var faktisk nummer 19 i rækken, da hans endelige og fuldstændige tyske bibel udkom 1534. I de 12 år, han endnu levede derefter, kom den i over 400 nye oplag. Det betød, at hver tredje til fjerde læsefærdige tysker dengang har ejet et eksemplar.
Den har generationer siden lært at læse efter, og den var eneste bog i mange hjem.
Og oversættelsen står sig: I 1975 blev den moderniseret, hvad der udløste en storm af forargelse. Man sløjfede angrende 120 ændringer.
Endnu flere er forsvundet ved en jubilæumsudgave, der udkom i år. Et videnskabeligt hold har arbejdet i 10 år og måtte til deres forbløffelse faktisk sløjfe endnu flere af moderniseringerne. Det viste sig, at Luther var nærmest originalen.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst
og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.