Den 9. august 2013 bragte Kristeligt Dagblad min kommentar om den skændige massakre på Afrikas elefanter. Det fremgik, at de senere års jagt på elefanternes elfenben især skyldes nyrige kinesere.
At det faktisk forholder sig sådan, bekræftedes af TV 2-programmet I krig for elefanterne den 8. april.
Kinesernes voldsomme efterspørgsel efter elfenben til brug for nye statussymboler i form af flot udskårne kunstværker i elfenben har betydet en voldsom stigning i priserne for råvarerne og dermed nedslagtning af hundredvis af elefanter hver eneste dag i store dele af Afrika. Hele flokke af elefanter mejes ned med maskingeværer, ofte fra helikoptere.
Over for de velorganiserede og talrige krybskytter kan de lokale vildtbetjente ofte ikke stille meget op, selv om flere lande og en række private organisationer i Afrika yder en stor indsats for redde disse højt intelligente dyr fra udryddelse.
Da jeg besøgte Kenya og Tanzania første gang i 1976 og 1978, regnede man med, at der trods det allerede dengang tiltagende krybskytteri levede to-tre millioner elefanter i Afrika, mens der var langt flere af disse og andre nu truede dyrearter, for eksempel næsehorn, på kontinentet ved koloniseringen af Afrika i 1800-tallet. I dag har årtiers massakrer bragt antallet af elefanter ned til omkring 500.000-600.000 på hele kontinentet!
Kenya gik i spidsen for redningen af den afrikanske elefant, da daværende præsident Daniel arap Moi under den internationale presses bevågenhed satte ild til hele Kenyas lager på 12 tons stødtænder fra nedlagte elefanter den 18. juli 1989. De repræsenterede en værdi på over tre millioner dollar og skulle egentlig have været solgt på det frie marked.
Kenya gør fortsat en stor indsats for at komme krybskytteriet til livs, ikke mindst af hensyn til turismen som er blandt landets vigtigste kilder til udenlandsk valuta.
I TV 2-udsendelsen fik journalisten adgang til Tanzanias enorme lager af illegalt elfenben, som repræsenterer mange millioner dollar, og som det fattigeTanzania selvfølgelig godt kan bruge ved salg på det frie marked, inklusive salg til købedygtige kinesere, men det forhindrer internationale aftaler om beskyttelse af truede dyrearter. En mulighed er derfor afbrænding af dette elfenben mod, at udenlandske donorer, private eller statslige, køber lageret inden afbrændingen for at demonstrere situationens alvor.
Trods den ansvarlige ministers forsikringer om, at der ikke foregår illegal handel med elfenben i Tanzania, kunne journalisten dokumentere, at det ikke forholder sig sådan, og at køberne især er kinesere, endog kinesiske embedsmænd, som indgår i et omfattende netværk af afrikanske leverandører og kinesiske købere i adskillige afrikanske lande. Det er ikke kun olie og andre råstoffer, kineserne jagter i Afrika!
Der skal en kæmpe international indsats til, hvis den afrikanske elefant skal reddes fra udryddelse, og det er selvfølgelig begrænset, hvad Danmark kan gøre i den sammenhæng, men i det mindste bør man i Udenrigsministeriet, gerne i samarbejde med for eksempel Verdensnaturfonden, udarbejde en handlingsplan for, hvordan Danmark kan medvirke til og gå foran i bevarelsen af Afrikas elefanter. Det er ved at være sidste udkald.
I en sådan handlingsplan må ikke mindst indgå et vedholdende, internationalt pres på de kinesiske myndigheder for at bekæmpe handelen med elfenben, som officielt er forbudt i Kina, men som foregår mere eller mindre åbenlyst som dokumenteret i TV 2-udsendelsen.
Søren Harslund, Sønderdalen 6, Dyssegård