Masseflugt fra folkekirken er en storm i et glas vand

Folkekirkens udfordringer ligger ikke i, at flere melder sig ud. Problemet er snarere, at en større andel af danskerne ikke melder sig ind, skriver Morten Thomsen Højsgaard, generalsekretær i Bibelselskabet

Verden er tryg og nær og smuk og skræmmende stor, og som verden er, afspejler den Skaberordet, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen.
Verden er tryg og nær og smuk og skræmmende stor, og som verden er, afspejler den Skaberordet, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen. Foto: Tegning: Peter M. Jensen.

At flygte er en alvorlig sag. Tusinder af desperate mennesker betaler i disse år alt, hvad de ejer og har for at kunne tage flugten fra lande med krig og ufred. Andre mennesker tager som Stein Bagger flugten fra politi og myndigheder, fordi de har grund til at skjule noget.

Flugten hører sammen med dramatik, intensitet, forandring. Bare spørg Olav Hergel, som har skrevet romanen Flygtningen. Eller tænk på den gribende beretning, som vi hører til jul om Josef og Maria, der måtte flygte fra kong Herodes til Egypten med deres lille barn.

LÆS OGSÅ: Kraftig medlemsflugt fra folkekirken

Mange flygtninge har skabt historie. Selve flugten er grænseoverskridende. Helst undgår man den.

Derfor var der også stor grund til at spærre øjnene alvorsfuldt op, da Danmarks Statistik forleden kom med de nyeste tal for udmeldelser af folkekirken.

Flugt fra folkekirken, stod der på forsiden af gratisavisen 24timer dagen efter. Stor flugt og Rekordflugt fra folkekirken, rapporterede to forskellige regioner under TV 2.

Tilsvarende kunne stribevis af andre medier recitere omtrent den samme klagesang om horder af danskere, der i hidtil uset omfang var på vej væk.

Afsættet var følgende sætning, som Danmarks Statistik med sans for pressens behov havde forberedt: I 2012 meldte 21.118 personer sig ud af folkekirken, hvilket er en kraftig stigning i forhold til tidligere år. Sammenlignet med 2011 er det en stigning på 7531 personer eller 55 procent.

Den tager vi lige igen: 55 procent. Det lyder jo af afsindigt meget. Og læst i sammenhæng med ordene i overskrifterne som flugt, rekord og stor, ja, så var og er skriften på væggen jo næsten ikke til at tage fejl af for hr. og fru Danmark.

LÆS OGSÅ: Finanskrise og vielser af homoseksuelle får danskere til at droppe folkekirken

55 procent. Jamen, så lukker de da nok også vores kirke næste år, kunne man næsten høre den ene klukke til den anden med en blanding af frygt og bæven i stemmen.

Det siges, at Winston Churchill engang med et glimt i øjet sagde: Jeg stoler kun på statistikker, jeg selv har forfalsket. Kirkeligt set er den bemærkning god at tage med på vejen. For lad os nu lige se igen på masseflugten bestående af de 21.118 udmeldelser af folkekirken.

Er det en grænseoverskridende bølge af folkevandring, der her har sat sig i bevægelse? Eller er det en flygtig storm i et glas vand?

Hvis man søger lidt længere i Danmarks Statistik, så finder man, at folkekirken havde 4.430.643 medlemmer, da år 2012 var gået, og de 21.118 nu så omtalte mennesker havde meldt sig ud. Den såkaldte medlemsflugt svarer altså til under 0,5 procent af det samlede antal medlemmer.

Hvis en meningsmåling nu viste, at Socialdemokraterne eller De Konservative havde mistet mindre end en halv procent af deres vælgere på et år, ja, så ville ingen politisk analytiker med respekt for sig selv betegne det som historisk, dramatisk eller grænseoverskridende.

Så hvad med folkekirken? År 2012 var et historisk år. Efter et hektisk forløb besluttede et flertal i Folketinget, at homoseksuelle og heteroseksuelle fremover skal kunne blive viet på lige fod i kirken. Den slags beslutninger har i andre lande ført til kirkesplittelser og reelle masseudmeldelser. Og derfor kunne man sagtens have forventet en masseflugt også herhjemme.

Men tallene fra Danmarks Statistik viser noget andet. For ja, der var og er 7531 flere, der har meldt sig ud i 2012 end året før. Men nej, i den store, historiske sammenhæng er det egentlig ikke særlig mange.

Er folkekirkens krise så aflyst? Kan kirkefolket ånde lettet op? Svaret er nej. Bag tallene fra Danmarks Statistik gemmer der sig andre udfordringer.

For eksempel har et stigende antal forældre især i de store byer igennem de seneste årtier valgt at lade være med at få deres børn døbt. På sigt gør det folkekirken stadig svagere og mindre.

Hertil kommer, at størstedelen af de flygtninge og indvandrere, som kommer til Danmark, står uden for folkekirken. For de og deres efterkommere er typisk enten muslimer eller kristne med rødder i andre traditioner end den evangelisk-lutherske. Også det betyder, at folkekirken møder større konkurrence og mister udbredelse i den samlede befolkning.

Fra 1974 til i dag er andelen af borgere, som er medlemmer af folkekirken, allerede faldet fra 93,6 procent til 79,1. Hvis den udvikling fortsætter, vil det medføre knas i koblingen mellem stat og folkekirke.

LÆS OGSÅ: Ekspert beroliger: Folkekirkens store medlemsflugt skyldes tilfældige udsving

Så der er skam udfordringer, men den faldende opbakning handler bare ikke først og fremmest om medlemsflugt. Den skyldes snarere årtiers manglende indmeldelser. Og så er det realistisk set vigtigt med de historiske ændringer i befolkningens sammensætning: Der er simpelthen kommet langt flere flygtninge og indvandrere til Danmark i løbet af de seneste tre-fire årtier, end der har været udmeldelser af folkekirken.

Flugt har for så vidt en betydning for folkekirkens forhold og placering i det danske samfund. Men det er en anden slags flugt, som er mere gennemgribende og grænseoverskridende end den, som de overskrifterne om kirkens nye tal forleden henviste til.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard