Prøv avisen

TV-serien, der indfanger danskheden

Her ses skuespiller Buster Larsen (tv) som grisehandler Oluf Larsen, sammen med skuespiller Kurt Ravn (th) som spiller Røde, og hunden Kvik. Arkivfoto. Foto: Mini Wolf

I TV-serien Matador forblev Lauras fordomme om familien Skjern uændrede til det sidste, fordi hun ikke mængede sig med ”dem derovre”. Men integration lykkes først, når vi mænger os med hinanden, skriver Mette Bærbach Bas

Det er ikke uden grund, at kongehuset lod deres nye svigerdøtre se ”Matador” som et led i indføringen i dansk kultur.

Hvorfor? Fordi ”Matador” er den tv-serie, som allerbedst har formået at indfange danskheden. Vores sociale koder, vores selvironi, Janteloven, iværksætterånden, solidariteten og ikke mindst vores frygt for det nye og fremmede.

Da Mads Skjern kommer til Korsbæk i 1929 og udfordrer den provinsielle hakkeorden ved at starte en tøjbutik på den anden side af gaden, ryster det byens bedre borgerskab i dets konservative grundvold.

Fra vinduerne i Hr. og Fru Varnæs’ stue ser tyendet Laura og Agnes til med skepsis, mens de fremmede flytter ind. Det falder ingen ind at give en hånd med ved flytningen.

Uden at vide det har Lise Nørgaard og de andre manuskriptforfattere bag tv-serien ”Matador” opsat et flot kulturspejl, som vi danskere den dag i dag kan spejle os i. Det er et ganske nyttigt spejl. Hvis vi ser godt efter, finder vi forklaringen på, hvorfor integrationen går så langsomt her i vores lille hjørne af verden.

Vi skal spejle os i Laura. Kokkepigen, som tjener hos familien Varnæs så længe, at hun får overrakt fortjenstmedalje af Selskabet for Trofast Tyende efter 25 års tro tjeneste ved familiegryderne. En medalje, som senere finder sin vej til et grisehoved, husker I nok.

Det særlige ved Laura er hendes loyalitet over for sine arbejdsgivere. Hun er så loyal, at hun overtager deres værdier, holdninger og fordomme helt uden selv at tage ejerskab for dem. Som nu for eksempel fordommene mod den fremmede Mads Skjern. Gennem 24 afsnit i ”Matador” formår kokkepigen Laura som den eneste at undgå kontakt med familien Skjern. Hvis vi altså ser bort fra Daniel og Ellen, som nogle gange kom i Lauras køkken.

Lauras fordomme om familien Skjern forblev uændrede til det sidste, fordi hun ikke mængede sig med ”dem derovre”. Integration lykkes nemlig først, når vi mænger os med hinanden. Vi skal komme hinanden ved, bruge tid sammen, dele vores hverdag med hinanden. Det er den eneste måde at komme snæversynethed og selvtilstrækkelighed til livs og skabe en kulturel merværdi i vores samfund.

Vi er nødt til at mænge os med ”de fremmede”. Der kommer flere og flere af dem. De flytter ind på den anden side af gaden. De åbner tøjbutikker. Deres børn går i dine børns skole. De får indflydelse på dit samfund.

Så hvis du vil være som kokkepigen Laura og beholde dit verdenssyn i fred for udefrakommende, skal du altså gøre dig umage: Først og fremmest må du ingen kontakt have med fremmede. Du må ikke sige hej i supermarkedet, du må ikke smile venligt i bussen, og du skal for alt i verden undgå øjenkontakt, når I mødes i opgangen eller til andelsforeningens arbejdsdag. Kort sagt, du må ikke mænge dig med de fremmede. For så er løbet kørt.

I det øjeblik du er imødekommende, sænker du paraderne. Måske lærer du dem lidt at kende, og pludselig bliver det svært at holde fast i, at de fremmede virkelig er fremmede. Du finder alt for mange lighedspunkter, og så fordufter fordommene nemlig. Tilbage står en reflekteret og konstruktiv dialog, som i virkeligheden er vores eneste mulighed for fredelig sameksistens.

Mette Bærbach Bas er forfatter og har blandt andet skrevet bogen ”Kulturspejlet”