Sørine Gotfredsen: Ophøjelsen af kvindesindet kulminerer i corona-tiden

Det er en skævvridende ophøjelse af kvindesindet, der er foregået i løbet af de seneste 40 år, og som nu tilmed synes at afspejle sig i hyldesten af et kvindeligt corona-styre

Vi har adlydt vores statsminister til punkt og prikke, der er styr på det, og også i de øvrige kvinde-regerede lande synes meget at være under kontrol.
Vi har adlydt vores statsminister til punkt og prikke, der er styr på det, og også i de øvrige kvinde-regerede lande synes meget at være under kontrol. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Det må være en opløftende tid for dem, der mener, at verden bør styres af kvinder. Man kan nemlig bemærke, at lande, der ledes af en kvinde, for tiden klarer sig godt gennem corona-krisen, hvilket forleden af professor Lars Qvortrup blev beskrevet i en kronik i Politiken.

Blandt andet Danmark, Tyskland, Norge og New Zealand fremhæves, alt imens typer som USA’s præsident, Donald Trump, og Storbritanniens premiereminister, Boris Johnson, indtil videre er sluppet mindre succesfuldt fra bekæmpelsen af den lede virus.

Og hvis det virkelig ender med, at de kvindelige ledere brillerer i styrkeprøven, kan det ses som manifestationen af en periode, hvor kvinder gradvist har erobret status.

Man kan ty til kunstens verden, nærmere bestemt tv-dramaets verden, for at få fænomenet belyst. I fredags sendte DR 2 en dokumentar ved navn ”Dansk drama fra Matador til Arvingerne”, hvor en rød tråd var kvindernes voksende styrke og mændenes tiltagende slaphed. Og det er i sandhed påfaldende. Lige siden Agnes Jensen i ”Matador” tog sagen i egen hånd og fik ”sit eget”, har de centrale dramakvindefigurer i høj grad været fremstillet som handlekraftige og ganske enkelt mere voksne og ansvarlige end mændene. Det gælder i serier som ”Rejseholdet”, ”Nikolaj og Julie”, ”Borgen” (der er på vej med nye afsnit), ”Bedrag” og ”Badehotellet”, og det har udviklet sig så stereotypt, at filminstruktør Ole Christian Madsen i programmet udtalte, at den lange frigørelsesproces har medført en ensformig fremstilling af kvindelige rollemodeller.

Jeg er enig. Det er en skævvridende ophøjelse af kvindesindet, der er foregået i løbet af de seneste 40 år, og som nu tilmed synes at afspejle sig i hyldesten af et kvindeligt corona-styre.

Men det virker jo, vil nogen påpege. Vi har adlydt vores statsminister til punkt og prikke, der er styr på det, og også i de øvrige kvinde-regerede lande synes meget at være under kontrol. Ja, vi har adlydt i bemærkelsesværdig grad, og mens det utvivlsomt også skyldes, at der stadig her til lands findes ansvarlighed og solidaritet, får man samtidig den tanke, at vi i kraft af epokens mange kvindelige omsorgspersoner lige fra børnehavepædagoger til socialrådgivere og præster er blevet så fortrolige med kvindelig autoritet, at den for tiden vinder stort gehør i de bekymrede sjæle.

Præcis som statsminister Birgitte Nyborg fra ”Borgen” mestrer Mette Frederiksen (S) kombinationen af empati og myndighed, tøjstil deler de også, og vi har gennem mange års tv-drama kendt denne kvindetype længe. Fiktionen har været med til at skabe hende, og alt i alt er det ikke mærkeligt, at nogen begynder at tale om en slags matriarkatets kulmination.

Men det bliver til gengæld interessant at se, hvordan modreaktionen en dag vil tage sig ud. For den kommer. Årtiers fremstilling af mænd som umodne og svage kommer med en pris, og før eller siden vil de – mændene – garanteret insistere på at fortælle en anden historie. Både i drama og i virkelighed.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.