Prøv avisen

Mau Mau-oprøret i historiens lys

KOLONIHISTORIE: Det er i disse dage 50 år siden , at det kenyanske Mau Mau-oprør brød ud i lys lue Mau Mau-bevægelsen blev en forløber for senere afrikanske befrielsesbevægelser, som alle gik sejrrigt ud af de væbnede konflikter mod, ikke bare britiske, men alle europæiske kolonimagter.

I denne uge er det 50 år siden, at en af de mest skelsættende episoder i Afrikas kolonihistorie officielt begyndte - Mau Mau-oprøret i Kenya. Det var et væbnet oprør, fra hvilket det siden er blevet muligt at drage en række paralleller helt op til vore dages politiske og væbnede konflikter. Som det vil fremgå, kom Mau Mau-oprøret desuden til at symbolisere senere skæbner på det afrikanske kontinent.

Historien tager sin begyndelse umiddelbart efter Anden Verdenskrig, hvor den britiske kolonimagt begyndte at ekspropriere land til flere europæiske settlere i det frugtbare kenyanske højland omkring Nairobi. Det højland, der under kolonitiden blev døbt »the White Highlands«.

Det kenyanske stammefolk kikuyuerne følte sig selvsagt snydt, da de måtte flytte væk fra deres egen jord. Befolkningstilvæksten blandt kikuyuerne gjorde problemet endnu større, end det havde været tidligere, da mange nu ikke havde mulighed for at dyrke deres egne afgrøder. Fattigdommen og desperationen steg. Manglende politiske rettigheder, som af briterne på snu facon var blevet camoufleret via en taktik med indirekte bestemmelsesret til afrikanerne, kom nu for alvor under beskydning. Briternes settler-politik, der længe havde givet basis for et ulmende oprør, gav således i 1946-47 kolonistyrets modstandere anstødssten til begyndende modstand. Ikke bare mod kolonistyret, men også mod de afrikanere, der sympatiserede og samarbejdede med kolonistyret. Mau Mau-bevægelsen var født.

To overordnede begivenheder gav tilhængere af Mau Mau-bevægelsen, der hovedsageligt bestod af kikuyuer, selvtillid og mod til at trodse briternes overmagt. For det første blev afrikanerne via de soldater, der medvirkede på briternes side i Anden Verdenskrig, overbevist om, at »den hvide mand« ikke var uovervindelig som hidtil antaget. For det andet fik kronjuvelen i det britiske imperium, Indien, sin selvstændighed i 1947.

Op til oktober 1952 steg urolighederne og det interne pres på kolonistyret. Mau Mau-beværelsens politiske leder, den karismatiske Jomo Kenyatta, rejste i flere år landet tyndt og holdt flammende politiske taler for kenyansk uafhængighed. Imens begyndte hemmelige edsaflæggelser blandt de kikuyuer, der ønskede optagelse i Mau Mau-bevægelsen, som samtidig ritualiserede åndelige og religiøse værdier fra kikuyuernes traditionelle religion. Mord på høvdinge, der samarbejdede med kolonistyret, blev planlagt og effektueret.

Den 20. oktober 1952 om morgenen iværksatte det britiske kolonistyre en storstilet aktion, hvor 183 politiske frontfigurer i Mau Mau-bevægelsen - herunder Jomo Kenyatta - blev arresteret. Kolonien Kenya blev erklæret i undtagelsestilstand af guvernør Sir Evelyn Baring. Mau Mau-oprøret var officielt en realitet.

Oprøret blev først endeligt nedkæmpet i 1956, selvom briternes militære sejr reelt var en realitet allerede i 1954. Jomo Kenyatta blev idømt syv års fængsel - angiveligt efter en farceagtig retsag - og blev derefter tvunget i internt eksil. Den militære leder af Mau Mau-oprøret, Dedan Kimathi, blev fanget og henrettet i 1957.

Briterne vandt krigen, men tabte alligevel det endelige slag, da »forandringens vinde« var begyndt at blæse over det afrikanske kontinent. Ghana fik som det første afrikanske koloniområde sin politiske selvstændighed i 1957. Bare seks år senere stod Kenya i samme situation. Økonomisk kunne det ikke længere betale sig for briterne at beholde de afrikanske kolonier, og moralsk set havde de svært ved at forsvare opretholdelsen af et undertrykkende system efter Anden Verdenskrig. Her var det jo blandt andet den statslegaliserede racisme og forfølgelse, man havde kæmpet imod.

Mau Mau-oprøret, årsagen hertil og de værdier, som oprørerne symboliserede, er ofte blevet misforstået og misfortolket. I 1940´erne og 1950´erne nægtede det britiske kolonistyre overhovedet at anerkende de problemer, som det pålagde afrikanerne i Kenya på trods af Mau Mau-bevægelsen. Europæisk styre var kun til afrikanernes eget bedste, hed det officielt. Mau Mau-oprøret var efter briternes opfattelse baseret på primitive og blodtørstige værdier med speciel henvisning til de religiøse ritualer, som i pressen blev gjort til noget væsentligt og grundlæggende hos oprørerne.

I virkeligheden var der tale om et bondeoprør, der kæmpede for politiske rettigheder og krav på den jord, som retmæssigt tilhørte kikuyuerne, ikke briterne. I den henseende kan der drages en parallel til vor tids konflikt mellem f.eks. israelere og palæstinensere. Alt for mange taler om en religionskrig, hvor der reelt set er tale om en væbnet konflikt, der - ud over rettigheden til jord - har sin rod i politisk og økonomisk undertrykkelse fra israelernes side. Religion kan derimod siges at indgå som en del af et komplekst sammenspil i mange oprørsbevægelser, men er ikke i sig selv årsagen til konflikten.

Mau Mau-oprøret var ikke bare en krig mellem en kolonimagt og dets undersåtter. Det var i lige så høj grad en borgerkrig, i hvert fald mellem kikuyuer. Mange afrikanere samarbejdede velvilligt med kolonistyret, fordi de fik politisk magt og en økonomisk gevinst ud af det. Da Kenya blev uafhængigt i 1963, var det i høj grad de afrikanere, som havde samarbejdet med briterne, der fik den politiske og økonomiske magt. Mau Mau-oprørerne kom tomhændede ud af det politiske spil om Kenyas fremtid. Kenyatta var en undtagelse, da hans store folkelige opbakning gjorde ham til den naturlige leder i et uafhængigt Kenya. Han blev frigivet fra sit påtvungne interne eksil i 1961 efter voldsomt folkeligt pres og blev efter demokratiske valg i 1963 Kenyas første premierminister, året efter landets første præsident.

Jomo Kenyattas skæbne var en forløber for den mere berømte Nelson Mandelas politiske livsbane. Kenyatta var »kun« neutraliseret i ni år mod Mandelas legendariske 27 år, men han samlede ligesom Mandela hele kludetæppet af afrikanske folkeslag, europæere, indere og arabere med sin enorme karisma og viljestyrke i en - på overfladen - forsonet nation. Kenyas vej til uafhængighed fra Storbritannien blev efter Mau Mau en ublodig affære.

Mau Mau-oprøret, dets årsager og konsekvenser har i Kenya været genstand for samme sene historiske opgør, som det har været tilfældet i Europa omkring begivenhederne under Anden Verdenskrig. Samarbejdet med briterne, oprørernes motiver og briternes interneringsmetoder af mistænkte, men ofte uskyldige afrikanere har været nogle af de debatterede emner.

Den første bog skrevet af en kenyansk universitetsforsker om Mau Mau-oprøret udkom så sent som 1993. Indtil da havde det været den kenyanske eksil-forfatter Ngugi wa Thiong´o, der havde ført an i debatten. Han har aldrig tøvet med at kalde Mau Mau-oprørernes manglende politiske indflydelse efter Kenyattas frigivelse for et nationalt forræderi. Da Ngugi i 1977 fik opført et teaterstykke om Mau Mau-oprørets militære leder, Dedan Kimathi, på Kenyas nationale teater i Nairobi, fik det kun lov at spille nogle få dage, inden det blev forbudt af politiske grunde. For 25 år siden var man endnu ikke parat til at tage en åben debat om de uhelede sår, Mau Mau-oprøret og den efterfølgende uafhængighedsproces havde skabt under den forsonende overflade.

Briterne vandt en knusende militær sejr over Mau Mau-oprørerne, men det blev den første og sidste sejr over afrikanske befrielsesbevægelser. Mau Mau-bevægelsen blev en forløber for senere afrikanske befrielsesbevægelser, som alle gik sejrrigt ud af de væbnede konflikter med, ikke bare britiske, men alle europæiske kolonimagter. Inden for bare én generation faldt det britiske verdensimperium sammen, og i Afrika fandt den sin afslutning med oprettelsen af staten Zimbabwe i 1980.

Mau Mau-bevægelsens største fortjeneste var, at den gjorde opmærksom på et grundlæggende uretfærdigt og undertrykkende system - det europæiske kolonistyre. Det er i det lys, Mau Mau-oprøret skal ses, snarere end den sædvanlige eksotiske fokusering på religiøs praksis og edsaflæggelse.

Dirk Lund Christensen er Afrika-forsker og forfatter og har bl.a. en mastergrad i afrikanske studier