MIN GODE KOLLEGA, den norske filosof Arne Johan Vetlesen, der er professor ved universitetet i Oslo, fortalte mig for nylig, at der var bygget et nyt fitnesscenter i hans by lidt over en times kørsel fra Oslo.
Fitnesscentret ligger i udkanten af byen og grænser lige op til skoven. Der er et panoramavindue i centret, så når han går sine ture, kan han stå i skoven og se ind på dem, der sidder på kondicyklerne, og de kan se ud på ham. Han står i den ydre natur og har fundet kontakten med sin indre natur, hvorimod de, ifølge Arne Johan, har mistet kontakten med deres.
Hvad han også har bemærket på sine gåture i skovene er, at han sjældnere møder andre, som også er ude at nyde den friske luft.
TILBAGETRÆKNINGEN FRA NATUREN og flugten ind i fitnesscentrene er et højst mærkværdigt fænomen i disse år, for i takt med, at naturen lider i et omfang, vi ikke har set tidligere, ignorerer vi hele tiden den type af fakta, som informerer os om, at vores dage på Jorden er talte, hvis vi ikke handler på klimakrisen.
Husk på, at et meget stort antal rørlige danskere, ligesom nordmændene, har fået sig et fitnesskort. Ikke et medlemskab til naturfredningsforeningen til beskyttelse af træer, kyststrækninger og land til gavn for biodiversiteten, men et medlemskab til håndvægte, energidrikke og instrukser om flere armbøjninger.
FOR IKKE SÅ LANG TID SIDEN var der så nogle af mine studerende, som kunne fortælle, at de havde besøgt et stort center, hvor fitnessudøvere kunne sidde og kigge ind på de spisende gæster på Burger King vis-a-vis. De, der sidder og propper sig, kan altså se, hvilken afstraffelse de står til, når de er færdige. Og de, der er i gang med maverulningerne, kan se, hvilken belønning de kan glæde sig til, når de er færdige med de sidste gulvøvelser.
Der er tale om to forretningskoncepter, der tilsyneladende bare holder hinanden i hånden, men måske fortæller de studerendes observation os snarere, hvor perverteret vores forhold til naturen er blevet. For nok er burgermaden usund for den indre, men det er den i høj grad også for vores ydre natur. Fastfoodrestauranter som Burger King, KFC, Subway, Pizza Hut, Dominos og McDonald’s er over hele verden. Alene i USA er der omkring 270.000 fastfoodrestauranter.
Det enorme kødforbrug, der blandt andet er forbundet med fastfoodindustrien, menes i dag at bidrage til den globale opvarmning på lige fod med hele transportsektoren tilsammen. Kødet produceres fjernt fra nogen form for bondegårdsidyl på industrielle kødfabrikker, og de enorme mængder af foder, der skal til, betyder, at stadig større dele af verdens regnskove må lade livet, for at der kan dyrkes mere foder.
Det betyder mere monokultur, og at verdens biodiversitet er ved at gå til grunde. Dyr og planter forsvinder fra Jordens overflade, mens vi er trådt indenfor i to supplerende industrier: i den, der får os til at forbrænde, og i den, der får os til at indtage kalorier. Dag efter dag er det ind og ud ad døren i centeret og i begge ender. En cyklus, der ikke kunne være længere væk fra naturens.
EKSISTEREDE DENNE kunstige cyklus så bare uafhængigt af den naturlige, kunne vi måske sove roligt om natten, men vi er nået derhen, hvor vores adfærd truer vores fremtid på Jorden. Den amerikanske sociolog George Ritzer, der skrev om mcdonaliseringen af samfundet, har også skrevet glimrende om storcentrene.
Centrene er ifølge Ritzer sat i verden for at fortrylle os med varer og oplevelser – og nu også med mad og motion. Men i takt med at centrene vokser og ligner hinanden mere og mere, forsvinder fortryllelsen også.
Måske er tiden inde til at slippe masseforbruget, håndvægtene og de længselsfulde blikke efter de lækre fritter og begive os ud i naturen, den natur, som altid har kunnet fortrylle os – og måske, hvem ved, møder vi en dag på en skovvandring i Norge min meget begavede kollega Arne Johan Vetlesen.
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm , sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk .