Mødet med islam burde styrke vores tro

INTEGRATION I mødet med troende muslimer afsløres tomheden og ensomheden i det materialistiske og lidt for nemme liv og tankegang

"Fasthold de danske værdier." Sådan kalder Karen M. Larsen sit indlæg i Kristeligt Dagblad den 27. juni 2005. Og tak for det! Der er mere end nogensinde behov for, at vi husker, hvad det er at være dansk.

Vi lever i en tid, hvor vor kultur er under massivt angreb fra udlandet. Arbejdspladser opgiver det danske sprog til fordel for engelsk. På universitetsstudierne bruger man overvejende engelske termer. Danske fjernsynskanaler har hver aften en eller to amerikanske film på programmet, og hertil kommer de utallige serier, som især påvirker de unge. En stor del af varerne i supermarkedet hedder noget på engelsk, det samme gør forretningerne og så videre.

Hvad muliggør denne udvikling? Først og fremmest, at vi ikke passer på vort sprog og vor kulturidentitet, fordi vi prioriterer det nemme liv højere. Hvis vi aktivt fastholdt de danske værdier i vor egne liv, behøvede vi ikke at bekymre os om udefrakommende påvirkninger.

Mine danske værdier er frisind og tolerance. Jeg glæder mig over de autonomes overmod og den tilslørede hønemor med sine kyllinger på slæb og skub, og hygger mig i det stille med ølentusiasten, der griner fjollet på den næste altan. Det er frihed – borgernes eget initiativ i "foreningsdanmark" – som staten helst ikke skal blande sig i. Det er retfærdighed – at enhver borger er lige for loven uanset navn eller baggrund. Det er solidaritet at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv. Og det er glæden over mit lille land, mit sprog og arven fra de tidligere generationer.

Men hvad betyder alle mine fine værdier foran Gud. Ingenting! Mine værdier forpligter mig ikke – det gør min tro. Og det er de troende danskere, der gør Danmark til et kristent land. Ingen muslimer eller reklamefolk kan tage troen fra os, sådan som Karen M. Larsen frygter.

Tværtimod kan muslimerne og reklamen styrke min tro. Reklamerne ved at demonstrere tomheden og ensomheden i det materialistiske og nemme liv. Muslimerne ved at være sendt af Gud, ikke som en straf, men som et spejl, der afslører hykleriet i vores tankegang. Gennem min irakiske kone har jeg oplevet, hvilke værdier mange (dog ikke alle) muslimer praktiserer, og som mange danskere (dog ikke alle) har glemt: for eksempel gavmildhed over for hinanden, respekten mellem kønnene og generationerne, respekten for ægteskabet og at have Gud med i sin hverdag.

Det er også min oplevelse, at de fleste muslimer har et dybfølt ønske om at være en del af det danske samfund, et samfund som mange af dem både respekterer og beundrer. Blot kan de ikke få lov til at blive en del af det, fordi det ikke er fysisk muligt at blive så dansk som samfundet tilsyneladende kræver. Derfor udgrænses de til en udkant af samfundet, og bliver derefter klandret for at isolere sig i parallelsamfund!

Den type muslimer, som Karen M. Larsen er så bekymret for, er endnu en lille rabiat gruppe. Problemet er bare, at når vi forviser den muslimske befolkningsdel til samfundets udkant, så sender vi dem i realiteten i favnen på de rabiate, for det er kun der, de tilbydes håb.

Det skal vi forhindre, og det gør vi ved at åbne dørene til arbejdspladserne, foreningerne, det politiske liv, diskotekerne, boligområderne i et helt andet omfang, end vi gør i dag. Det skal vi gøre på vores venlige danske måde og på grundlag af vores kultur og værdier, og – ja! – så kan vi faktisk forvente, at muslimer vil overtage disse værdier. Mange af dem er allerede godt på vej.

Kristian Larsen,

konsulent og cand.scient.pol.,

Sennepshaven 26 st. th.,

Herlev