SOM MANGE ANDRE har jeg været aldringsangst og bange for at miste mening og formål med alderen. Som ung havde jeg ingen anelse om den gådefulde skønhed, alderen kan fylde sjælen med. Jeg så tiden som et grusomt vælde – og fremadskridende alder som en gradvis, ubarmhjertig afvikling af det ”egentlige” liv: det liv, hvor man endnu er på vej, endnu har biologisk formål og kan alt selv.
Engang sagde en kvinde, der havde været meget smuk som ung, til mig: ”Det er hæsligt at blive 50! Folk kigger lige gennem én på gaden, de værdiger ikke én et blik.”
Hun var åbenlyst i sorg. Og jeg tænkte dengang: Kan man lade være med at sørge, når livet er i aftagende? Når alt bliver svagere og ringere og til sidst kun er en afglans af det, der var?
Men i de seneste år har jeg virkelig erfaret, at alderen netop i kraft af det, vi mister, åbner for en stille eksplosion af sjæleliv. Jeg kan mærke det stærkest om foråret, når jeg går tur ud over markerne, og lyset vender tilbage. Det er, som om lysets genkomst bliver tusinde gange stærkere med alderen. Fordi det ikke bare er verden, der begynder forfra – men verden, der begynder igen.
Det er det lille ”igen”, der gør forskellen. At få lov at mærke livet komme igen! På trods af alle tab. Der opstår med alderen ligesom en svimlende vild fordobling i alting: Man ser den første erantis, og i samme sekund ser man alle de forårsblomster, man har set igennem livet. Man standser og ånder foråret dybt ind i lungerne, og i det samme er man et skolebarn, der er nødt til at hoppe af ren og skær livslykke. Man hører et sted i sindet en strofe fra en glemt børnesang eller popsang eller fællessang, og man er 3 år eller 10 år eller 7. Man er forelsket og fortvivlet igen på én gang.
Forårsglæden kommer i en kæde af fjerne glæder i én stor genkomst; og samtidig gør lykken næsten ondt med alle årenes sorg i én stor smerte. Det er alderens mirakel, at netop den sorgfulde erfaring af, at tiden går så ubønhørligt, pludselig kan åbne evigheden på vid gab på en forårsdag.
Jeg forestiller mig, at vores sjæle vokser med alderen. At jo mere vores fysiske kroppe forfalder, jo større bliver vores sjæle. De skal rumme så meget levet liv. Så mange kampe, så mange kriser og små og store opstandelser. Så meget, der var forgæves, og så mange mennesker, der stadig smiler og græder i vores hav af minder.
Jeg er sikker på, at gamle mennesker får store, vældige sjæle. Og måske er det sådan, at jo ældre vi bliver, jo mere udviskes sjælens grænser, så vi gennem hvert eneste tab og hvert eneste savn kommer mere og mere i forbindelse med både himlen og jorden. Ikke fysisk, men sjæleligt. Så vi ikke længere er så afgrænsede, at vi kun lever ”rigtigt” i vores rent fysiske dimension.
Det er stadig en ret ny indsigt for mig, at det at blive ældre kan være så livsfyldt. Selvom vi kan blive usynlige på gaden, og selvom vi er i færd med langsomt at dø. Jeg oplever det som åndrigheden i aldringen: at vi med vores store, udvidede sjæle og dybere og rigere sjæleliv på en måde kan leve livet i tættere berøring med evigheden og – vildt nok! – gøre det sammen med både vores levende og døde.
I dag er en skyfri januardag, og jeg har på en gåtur mødt en gammel mand, der var alene, men alligevel tydeligt gik og delte lysets genkomst med nogen. Jeg kunne næsten ane omridset af én – måske hans afdøde kone – et sted i hans store, ældede sjæl. Og da vi hilste, så jeg måske et skær af smerte i hans blik. Men i eftermiddagssolen fortalte hans smil også noget dybt forunderligt: at ingen, der har levet længe nok til at få store sjæle, dybest set træder ud i et nyt forår alene.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.