Brexit har tilkendegivet, at England eller Storbritannien, hvis Skotland og Nordirland forbliver en del af denne union, vender tilbage til den historiske position, som det har indtaget i århundreder før 1973, da det gjorde sig til en – omend modvillig – del af Europa ved tilslutning til EU.
Indtil da stod det helt udenfor og uden ønske om at være en del af Europa, men udelukkende som udenforstående at være en vægtig spiller i europæisk politik, når dets interesser tilsagde uforpligtende indblanding.
Senest fortæller historiske kendsgerninger, at Storbritannien i tiden mellem de to verdenskrige, ved både at blande sig og holde sig uden- for og ved godtroenhed over for nazismens målsætninger og Hitlers totale løgnagtighed, var – blandt mange andre faktorer – med til at skabe grobunden for Anden Verdenskrig. Indtil krigen var en realitet, vidste ingen, hvor Storbritannien stod. Først derefter dikterede dets interesser deltagelse i nedkæmpelse af aggressorerne også i Europa.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, ligner Hitler – begge præget af den totale løgnagtighed. Hvor har EU efter Brexit Storbritannien i håndteringen af det meget problematiske forhold til Putins Rusland?
Med Brexit ved Europa nu igen ikke med nogenlunde sikkerhed, hvor Storbritannien står, når det drejer sig om europæisk storpolitik. Er det med EU, eller vil det holde sig udenfor, eller vil det som tidligere holde sig udenfor, medmindre dets egen eksistens er truet?
Usikkerhed om, hvor Storbritannien står efter Brexit, er stærkt skadelig, når EU skal tilrettelægge sine interne forhold og sin udenrigspolitik. Hvilken indflydelse skal Englands/Storbritanniens forhold have på EU’s overvejelser herom, når der kun kan regnes med Storbritannien, når dets egne snævre interesser tilsiger dette – og kun i dette omfang? Hvorledes skal EU udadtil og indadtil indrette sig under disse omstændigheder?
En væsentlig klarhed vil kunne fremkaldes ved, at Storbritannien/England får tilbudt et rent praktisk klart afgrænset forhold til EU svarende til forholdet enten til Norge eller Schweiz eller Canada og ikke en særligt tilpasset mere kompliceret ordning, der holder det åbent, i hvilket omfang EU skal/bør tage særlige hensyn til Storbritannien.
Brexit gør det formentlig ønskeligt med den klare ordning af forholdene, at Storbritannien derefter er udenfor, men individuelt efter eget valg kan tilslutte sig de internationale aftaler, som EU deltager i, og som Storbritannien efter Brexit står uden for. Det kan tilslutte sig en fremtidig traktat mellem EU og USA om frihandel.
Storbritannien/England vil selvfølgelig gerne have en gunstig ordning af sit forhold til EU efter Brexit. Der argumenteres med, at England stadig er en del af Europa.
Det er manipulation. Englænderne har kun som medlemmer af EU været en del af Europa – aldrig før 1973, og med ønsket om at klare sig selv har de med Brexit klart tilkendegivet, at det ønsker de heller ikke at være i fremtiden. Der er dermed ingen loyalitet imod Europa tilbage.
Helt klare forhold til Storbritannien/England efter Brexit vil for EU og for de enkelte medlemsstater have den fordel, at staterne i EU og borgerne internt i de enkelte medlemslande ikke tilbagevendende i fremtiden skal være plaget af indbyrdes strid om EU’s forhold til England/Storbritannien, men kan koncentrere sig om egne og EU’s interesser.
For nogle vil taknemmelighed mod England/Storbritannien for den store indsats under Anden Verdenskrig forstyrre rationelle hensyn – men Brexit er jo dog englændernes eget valg.
Jens Smedegaard Andersen, forhenværende dommer, Sofievej 9, Hellerup